(2. sektion)
Historie
I 1993 udgav svenskeren Sven Lindqvist bogen Udryd de sataner, hvori opregnes en lang række af de folkedrab og grusomheder, der har været forudsætninger for udbredelsen af vestlig civilisation; og som samtidig kan belyse nogle af dennes begrænsninger og skrøbeligheder i dag.
Lindqvists titel Udryd de sataner var hentet fra
Joseph Conrads roman Mørkets hjerte fra 1899, der blev skrevet som indlæg i debatten om forskellige former for kolonialisme, deres forkastelighed eller berettigelse. Her optræder figuren Kurtz og hans rædselsregimente i Afrikas indre som eksempel på en civilisatorisk gerning, der er slået om i eller har vist sit sande ansigt som barbari. En historie, der er omdigtet og opdateret til Vietnamkrigs-regi i Francis Ford Coppolas film Dommedag nu.
Mørkets hjerte var inspireret af Conrads oplevelser som flodskipper i Congo og hans møde dér med den belgiske kolonisering efter Berlin-konferencen i 1884-85. Det er det samme historiske stof, der tages detaljeret op i den amerikanske journalistik-professor Adam Hochschilds bog om Kong Leopolds arv.
Historiens skyggesider
Det er en fantastisk fortælling bygget på et rigt kildemateriale, om end mange af de primære kilder enten er blevet tilintetgjort eller stadig forvares som utilgængelige i belgiske arkiver.
Netop dette er en vigtig pointe for Hochschild den historie og de grusomheder, der er tale om, ligger tæt på os i tid, men er blevet grundig fortrængt som led i en glemslens politik, der har skånet os for konfrontationen med skyggesiderne i den proces, hvorigennem vores civilisation og verdensorden har skaffet sig overherredømme.
Kernehistorien handler om, hvordan det lykkes den belgiske konge Leopold II, som et led i de europæiske kolonimagters opdeling af Afrika, at få tillagt sig enorme områder i det centrale Afrika som private besiddelser; og i perioden mellem 1885 og 1908, hvor kongens rige overgår til den belgiske stat, at udnytte disse hensynsløst med voldsomme menneskelige tab til følge.
Det er en historie om storstilet, ustraffet svindel, hvor Leopold dels tiltusker sig omfattende ikke benyttede territorier gennem tvivlsomme traktater med lokale høvdinge, dels får de øvrige kolonimagter til at acceptere dette som led i en storstilet filantropisk aktion for at redde Congo fra den arabiske slavehandel. Et projekt, hvor kongen bistås ikke mindst af den sjældent usympatiske opdagelsesrejsende H.M. Stanley, som Hochschild giver et fint portræt af.
Kong Leopolds rovdrift retter sig specielt mod udvindingen af vild gummi, hvis priser i perioden stiger kraftigt. Samtidig forgår udvindingen ufatteligt kortsigtet: Gummitapningen gennemføres hovedsaglig gennem tvangsarbejde, og afrikanere, der nægter at påtage sig dette, henrettes af Congo-statens Force Publique, hvis soldater belønnes for arbejdet, når de afleverer de dræbtes afhuggede hænder. Myrderiet og de tilsvarende virkninger af tvangsarbejde ved f.eks. jernbanebyggeri samt ved nedkæmpelsen af opstande er så omfattende, at Hochschild karakteriserer dem som folkedrab.
En sådan form for udbytning er ekstrem, men i sit væsen ikke ulig den, der finder sted i f. eks. det franske Congo eller de tyske kolonier i Afrika. Og heller ikke ifølge Hochschild med de forhold, der kommer til at kendetegne Belgisk Congo efter regeringens overtagelse af ansvaret. Gummiproduktionen overgår gradvis til plantagedrift, men så sent som under Anden Verdenskrig udvindes der vild gummi ved hjælp af tvangsarbejdskraft. Det samme er ligeledes fortsat reglen i forbindelse med offentlige anlægsarbejder på veje og jernbaner med omfattende tab af menneskeliv til følge.
Leopold og Mobutu
Men Leopolds arv rækker videre end som så: Traditionen for hensynsløs udbytning og foragt for menneskeliv fortsætter efter Congos uafhængighed i 1960. Her er det ikke kun Belgien, men meget direkte også USA og CIA, der står bag mordet på den valgte anti-kapitalistiske ministerpræsident Patrice Lumumba i januar 1961, og i 1965 bag indsættelsen af Joseph Mobutu-regimet, hvis plyndringer og vanrøgt kommer til at vare ved frem til 1997. Siden da har landet været præget af invasioner og borgerkrig, der indtil nu skønnes at have kostet mere end to millioner mennesker livet.
Hochschild ser ikke så meget Mobutu og hans styreform som et udtryk for en særlig afrikansk politisk kultur, men snarere som videreførelse af en grandios magtfuldkommenhed og brutalitet, knæsat af kong Leopolds kolonisering. »Bortset fra hudfarven var der ikke ret mange områder, hvor han ikke lignede den monark, som herskede over det samme territorium hundrede år tidligere.«
Det er et grotesk kuriosum, at man fra Mobutus storstilede villa ved Rivieraen kan se de 20 km direkte ned til Cap Ferrat, hvor Leopold havde sit feriested.
Historien har imidlertid også en anden side, nemlig opkomsten af de internationale protestbevægelser, der i samtiden udviklede sig imod Leopolds styre i Congo, og den form for kolonisering, det repræsenterede. Her fremhæver Hochschild englænderen E. D. Morel og Congo Reform Association, som fik stor gennemslagskraft i årene efter 1900 og dannede forbillede for senere menneskerettighedskampagner.
Bogen gennemgår en række af de farverige personligheder, der var tilknyttet bevægelsen herunder ireren Roger Casement og den sorte amerikanske missionær William Sheppard men gør det noget for omstændeligt og fortaber sig i biografiske detaljer.
En anden svaghed ved bogen er dens skønskriveri. Forfatteren er vant til at undervise i skriftlig fremstilling og har tendens til forenklende sammenfatning og manglende præcision i sin begrebsanvendelse. Han er meget rundhåndet i sin brug af ord som folkedrab.
Men alt i alt er det en værdifuld udgivelse, der både minder os om grusomheder, vi har fortrængt, og om traditioner for protest og internationalt samarbejde imod dem, som det er vigtigt ikke at glemme.
*Adam Hochschild: Kong Leopolds arv. En fortælling om grådighed, terror og heroisme i kolonitidens Afrika. Oversat af Jesper Klint Kistorp. 440 s., 329 kr. Lindhardt og Ringhof
