Læsetid: 4 min.

Guder og gåder i Silkeborg

Mærkelige sammenhænge viser sig i vandringen mellem Hjorth Nielsens billedkunst i Jorns museum og fortidens magiske træbilleder hos Tollund-manden
10. oktober 2001

Udstillinger
En ny udstilling på Silkeborg Kunstmuseum viser, hvor enestående en maler, Søren Hjorth Nielsen var.
Det er hundrede år siden, husmandssønnen Søren Hjorth Nielsen blev født Svostrup ved Silkeborg. Han voksede op i det nærliggende Kragelund, i et bondeland, der er så fjernt fra vor velstand, som var Danmark et land i den tredje verden. Hvis vi da ikke er hjemløse eller af andre grunde down and out.
Da kunstneren fyldte 80, stod jeg for en retrospektiv udstilling i Kunstforeningen og fik en samling familiefotografier til gennemsyn. Et klassebillede fra en af skolens underste klasser gav mig tårer i øjnene: Rakitiske, underernærede, forhundsede børn med bundløs sorg i blikkene. De levede – og døde ofte for tidligt – i den verden, der bedst er beskrevet af Peter Riismøller i den fremragende bog sultegrænsen (1971, forhandles af Nationalmuseet). Her tales om de »kummerformer«, mennesket reduceres til af mangel på lys, plads og ordentlig føde – og alle ’der var så yndigt ude på landet’-nostalgikere bør læse denne beskrivelse af fattigdommens Danmark.

Livslang tunghørhed
Søren Hjorth Nielsen var ikke blandt tuberkulosens unge ofre, men døjede med en livslang tunghørhed. Til gengæld ejede han en lige så markant lydhørhed over for mennesket i dets arme liv, på fælleder, i kælderbeværtninger, midt i det hårde slid. Hans kunst og hans person var i lige mål en inspiration for unge kunstnere på Kunstakademiet, og han formidlede stilfærdigt den gennemreflekterede grafiske tradition fra Aksel Jørgensen, parret med en intuitiv forståelse for farven hos Isakson og Giersing.
Den udstilling, der netop er åbnet på Silkeborg Kunstmuseum, nyder godt af de smukke rum, der sender en hilsen til Faaborg Museum og af nærheden til netop Aksel Jørgensen, der er smukt repræsenteret i samlingerne. Man kan følge Hjorth Nielsens kunstnerliv fra de tidlige malerier fra Christianshavns Vold og landskabsbillederne fra Nordsjælland. Endnu er de lidt skematiske og centrerede om kunsten, snarere end om stemningen – hvis man sammenligner med Erik Raadals stemningsrige billeder fra den jyske provins.

Ind til sjælen
Men snart kan Hjorth Nielsen finde ind til landskabets og byens sjæl, og de seneste, lysfyldte værker fra 1970’erne og 1980’ernes udsigt mod Christiansborg Ridebane er højdepunkter i dansk malerkunst, som savner deres lige. Hjorth Nielsen bevægede sig altid uden for moden: Hans socialrealisme er ikke i familie med den velbjærgede kulturradikale missionering, hans naturalisme er ikke popkunst eller hyperrealisme, og hans indlevelse i det danske landskab har heller ikke noget nationalt program.
Udstillingen på Silkeborg Kunstmuseum viser også et bredt udsnit af hans tegninger og grafiske arbejder, der er i slægt med Edvard Munch og den tyske ekspressionisme men i deres tyste radikalitet alligevel ganske personlige. Erik Hagens skriver i den interessante katalogbog om den åndelige overensstemmelse, der fandtes imellem Hjorth Nielsen og digteren Gustav Munch Petersen og citerer digtet »det ægte«:
tro ikke / at de drønende slag/ kommer fra de stærkeste vinger / tro hellere / den krampagtige hvile, / før skrænten rasler i havet.

Guder i træ
Når arkæologerne finder deres jordfund, rammer de ofte ned i deres samtids billedkunst. Pompeji og Herkulaneum gav impulser til nyklassicismen, Tutankamons grav passer så nydeligt ind i 20’ernes art deco, og de kinesiske jadeprinser og -prinsesser lignede i 1970’erne senmodernistiske skulpturer.
De staværer og groft tilhuggede træfigurer, der netop nu vises på Silkeborg Museum har en stærk affinitet til den ekspressionistiske retning, der kan opleves i byens kunstmuseum, centreret omkring Asger Jorn.
Uden den kunsthistoriske linje, der løber fra Kandinsky og Der blaue Reiter, der genopstår omkring Asger Jørgensen i krigsårene i København i Helhesten, ville et kulturhistorisk museum ikke tale om ’kunstnerisk frihed’ i forbindelse med de fallosfigurer og sværtidentificerbare gudebilleder, man kan se på udstillingen Mosens Guder.
Det er på mange måder en voldsomt interessant udstilling. Dels fordi materialet er så ukendt: Tidligere tider har sjældent gemt så ’primitive’ træskærerarbejder, ja selv nogle af de værker, der indgik i museumssamlingerne er sidenhen forsvundet. Andet er fundet i museernes magasiner uden oplysninger om, hvordan de nogensinde havnede der. Udstillingen viser derfor både originaler og rekonstruktioner, i en både sagligt oplysende og stimulerende meddigtende opsætning. Det er tydeligt, at tilrettelæggerne er grebet af deres enestående stof: Den bedste motivation for en god formidling.
Der er mange uløste gåder i materialet – og nogle interessante skud fra hoften på konklusioner af vidtrækkende karakter ud fra materialet, de antropomorfe træfigurer fra Nord- og Nordvesteuropas fortid. For eksempel antydes det, at asa-troen måske skal rykkes mange århundreder tilbage i tiden.
Et godt resumé af forskningens nuværende stade leveres i Wijnand van der Sanden og Torsten Capelles bog Mosens Guder, der ledsager den fantastiske udstilling.

*Silkeborg Kunstmuseum: Søren Hjorth Nielsen 100 år. Åbnet 29. sep. vises til 30. dec. Tilrettelæggelse af katalog og udstilling: Dorte Kirkeby Andersen. Katalog 96 s. ind. og smukt ill. 150 kr.

*Mosens guder. Silkeborg Museum, til 4. nov. Katalog 102 s. ill. 98 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her