Læsetid: 5 min.

Hævn

Måske skiller en bestemt stille glæde et retssamfund fra andre: At det ofte går folk efter fortjeneste
19. oktober 2001

Qlummen
Det mest negative, man kan sige om hævn, er, at den ofte virker mod hensigten. Man kan fantasere herligt om petroleum ind af brevsprækker (åh!) og piftede cykeldæk (ja!), men man bør lade det blive ved fantasien.
At hævne sig med succes kræver én af to ting: Enten, at man ikke bliver opdaget (det bliver man næsten altid). Eller at den anden anerkender hævnen som hævn, ikke som overgreb. Det vil sige indser sin skyld, og at hævnen genopretter en tabt balance: »Det er jo petroleum, der dér kom ind ad min brevsprække! Nå, men det har jeg nok selv været ude om.«
Ikke? Jeg er helt enig. Sandheden er, at hævn oftest virker konfliktoptrappende, ikke genoprettende. Mange krige er begyndt med, at den anden slog først. Og samfund med en svag eller uudviklet statsmagt, hvor tvister afgøres civilt med gengæld, blodhævn og bøder, har ofte problemer netop med endeløst eskalerende konflikter.
Det, jeg selv kender lidt til, det islandske samfund omkring år 1000, der skildres i de islandske sagaer, blev måske netop bragt til fald, fordi konflikterne mellem indbyggerne blev for uoverskuelige for fællesskabet. I én af sagaerne går for eksempel en 16-17-årig ung nordmand i land på Island og bliver omgående stukket ned som en gris. Læseren må chokeret slutte sig frem til The Iceland Connec-tion: En slægtning af drengen har tidligere i historien dræbt en slægtning til den, som stak ham ned. Mordet er altså et led i en lang, uhyggelig fejde om to norsk-islandske familiers ære.
Njals saga, den sidste og frygteligste af de store sagaer, har som hovedspor en endeløs række af retssager, der som forsoningsforsøg slår så grundigt fejl, at historien ender med pyromanbranden på Njals gård, Bergthorsvoll. Her indebrænder Njall selv, hans kone, sønner og lille barnebarn, Thord.
Hvis Njals Saga blot indeholder et gran af historisk realisme, forstår man, hvorfor de selvstændige islandske bønder, trods deres nedarvede had til kongemagten, ender med at give sig ind under den norske konge og antage kristendommen i tilgift. Måske forekom situationen efterhånden så kaotisk, at en centralmagt var at foretrække – trods det enorme kulturelle tab, islændingene føler ved at opgive uafhængigheden:
Størstedelen af sagalitteraturen – skrevet af velopdragne, kristne mennesker omkring år 1200 – beskriver med dvælende nydelse den hedenske wild west-stemning i indvandrerlandet Island omkring år 1000: Dengang fandtes der sande helte! Som den ædle Gunnar fra Hlidarendi, der efter at være dømt fred-løs (enhver kunne så ustraffet slå ham ihjel) valgte at for-
blive på sit elskede Island.
Eller Grettir den Stærke, der overlevede længst som fredløs på Island. Eller Vesteinn, der nåede at ymte de fyndi-
ge ord: ’Den sad!’ da hans drabsmænd jog et sværd igennem ham i hans egen seng.
Åbenbart følger fascinationen af den slags med som en skygge langt ind i civiliserede egne, selv når man forlængst har indset det praktiske ved domstole i stedet for lynchninger, blodhævn og vilkår-lighed. En kollektiv, barnlig ur-fantasi om mod, mandshjerte og hævn for forurettelser?
Jeg er derfor heller ikke ikke i tvivl om, at når USA bomber Afghanistan, ligger der et hævnmotiv bag, ud over den praktiske interesse i at ryge bin Laden ud af sin hule. Jeg synes heller ikke, det er uforståeligt, USA plejer ikke at finde sig i sådan noget som attentatet på World Trade Center. Efter Folkeretten har de i øvrigt ret til selvforsvar.
Alligevel må man spørge: Er det nu klogt? Vil bombetogterne genoprette balancen, afskrække Taleban-styret fra at beskytte terroristerne – eller bare hidse dem yderligere op?
Risikoen er klart til stede. Amerikanske efterretningstjenester advarede (ifølge Washington Post fredagen før angrebet på Afghanistan) om, at terrorister med forbindelse til Osama bin Laden ville forsøge et nyt større angreb på amerikanske mål i USA eller i udlandet. Den mystiske spredning af sygdommen miltbrand kan være et angreb. Der kan komme andre.

Men hvis vi spoler tilbage til det oprindelige terrorangreb i New York, var det fra begyndelsen motiveret så indviklet som en oldislandsk hævnakt: Sandsynligvis ønsker sauderen Osama bin Laden ’i virkeligheden’ at ramme det diktatoriske Saudi-Arabien (for hvilket også taler, at flertallet af hans med-terrorister er saudere). Men hvilken international betydning ville det få, hvis en stor bygning i Jeddah eller Riyadh blev torpederet? Mindre end angrebet på World Trade Center i New York.
Jeg gætter på den samme effekt i bin Ladens angreb på USA, som når en fremtrædende islænding var blevet dræbt af en mindre betydelig: At dræbe drabsmanden genoprettede ikke slægtens prestige. Derfor rettedes hævnen mod en fremtrædende slægtning til drabsmanden, om nødvendigt flere.
Helt grebet ud af luften er bin Ladens tankerække bestemt heller ikke, når man betænker, hvilket syndigt rod amerikansk udenrigspolitik er i Mellemøsten. USA plejer jo talrige strategiske alliancer med diktaturer, blandt andre netop det lidet hyggelige Saudi-Arabien.

Vejen frem mod en nogenlunde hævnfri fremtid kræver derfor også mere end fred i Palæstina – som efter onsdagens drab på en israelsk minister virker sørgeligt langt væk – og mere end ophør af USA’s bomber i Afghanistan.
Det kræver vel, at Mellemøstens diktaturer forvandler sig til en slags retsstater, om ikke fra den ene dag til den anden, så dog med gradvise tiltag, befolkningen kan fatte tillid til.
Måske er det ikke en proces så fantastisk væsensforskellig fra den, man i Vesten har været igennem de seneste 1.000 år. Velfærdsstat og retsstat faldt ikke ned fra himlen, men er resultatet af århundreders omhu, slag og tilbageslag.

Men tilbage til de mere personlige hævnakter: Hvad gør man, når man ikke går ind for hævn, men alligevel huser en vis trang til at se retfærdigheden ske fyldest? Personligt anvender jeg ’den hultberg-ske metode’: At vente og se.
Metoden har navn efter en vidunderlig historie i Peer Hultbergs Byen og Verden (1992): To drenge hedder begge Bjørn, den ene er den andens plageånd. Da de mange år senere mødes, er Bjørn blevet en internationalt berømt scenograf. Den anden Bjørn er derimod »i slaskede cowboybukser og en grumset hvid t-shirt, hvorpå der stod: ’Man kan ikke være ven med alle’, derunder var der et dannebrogsflag og under det påskriften ’Ud af EF’ og under det igen hans navle.« Trods synet kan Bjørn umuligt »undslå sig for lige at smutte med op på Amtmandshøjen og se, hvordan de boede. ... udsmykningen bestod af talrige genstande af finsk presset glas, et par Wiinbladtallerkener og fire mors dags platter på endevæggen over spisebordet. Om han ville have en øl, og Bjørn så med gru den anden Bjørn hole en halvtømt bajerflaske frem bag potteplanten på sofabordet og sætte den for munden, hurtigt fattede han råd og mumlede noget om sin lever.«
I mange år har Bjørn tænkt på, hvordan han skulle gribe sin hævn an. Nu indser han, »at livet i sig selv var hævn nok«.
Smukkere kan det ikke udtrykkes. Som nu en erhvervsmand, jeg hørte om fornylig: I 1970’erne og 80’erne nød han trods sit ubehagelige væsen en vis succes. Nu omgås han ingen, bor på Midtsjælland og giver sig af med jordstråler. Tilfreds, måske. Men skadefryden kan jo være lige god for det.
Måske skiller netop denne stille glæde et retssamfund fra andre: At det – overvejende – går folk efter fortjeneste...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu