Læsetid: 3 min.

Hawaiibold i Køge

Der er ikke megen Superliga over Køge, men de bliver ved med at vinde
29. oktober 2001

Fodbold
»Hawaii-fodbold,« stønnede eks-cheftræneren i oktober-blæsten, da Køges Morten Overgard på inderkanten af straffesparksfeltet havde »taget tre på foden«, før han hakkede kuglen i kassen til 1-0.
Der manglede mindre end et minut af 1. halvleg, og så må den slags bare ikke ske. Til overmål havde den tidligere Hvidovre-cheftræner og -talentchef Jan Kalborg totalt ret i, at Hvidovres bundskrabere havde været spil- og chanceførende mod Køges tophold.
Ud fra en matematisk betragtning burde de ansatte i det Peter Schmeichel-ejede fodbold-A/S fra Hvidovre have været »one up« – og ikke «et mål nede« ved vendepunktet efter 45 minutter.
Men fodbold er ikke logisk som regning. Til tider er spillet mere uforståeligt end algebra, hvilket den store målmands hustru så ud til at kunne være enig i på vej fra den gamle Køge-tribunes træbænke til pausekaffen i klubhuset.
Fru Schmeichel, der er ud af fodboldfamilie, sidder i bestyrelsen i gemalens selskab og repræsenterede som sådan familien og ejerkredsen, der lørdag eftermiddag havde været med til at spille Aston Villa op på 1.pladsen i den engelske Premier League. Hun så præcis så mellemfornøjet ud, som man gør, når man aner det tredje nederlag i træk.
3-1 blev det til Køge, der i en rodet 2. halvleg fik struktur på det strukturløse spil, kom tættere på Hvidovre-spillere og stoppede deres enkle, direkte spil, som havde givet to-tre scoringschancer før pausen. Køge kom frem over isen, som fløjhalfen fra det lokale mesterhold i 1954, Edvind Hansen, altid sagde. Faktisk havde sjællænderne et par store tilbud til at lukke og slukke.
Så udlignede Hvidovres spydspids Sammy Youssouf til 1-1. Hjulpet af Køge-keeper Carsten Holbek, der gjorde hans ufarlige position langt ude i siden af straffesparksfeltet farlig ved hovedløst at styrte ud. Elegant løftede den tidligere Fremad Amager-angriber bolden over Holbek.

Stortalent i målet
Kampens fineste tekniske detalje blev fulgt op syv minutter senere, da Køge slog kontra efter Hvidovre-hjørne. Seks sekunder efter dødbold-situationen foran sjællændernes mål, lå læderet i Hvidovres, som eks-cheftræner Kalborg hovedrystende noterede. Målscoreren hed Carsten Schrøder, men det fortjenstfulde forarbejde lavede Morten Hansen, så selv Hvidovres stortalent i målet, Stephan Andersen, var prisgivet.
Den unge keeper, der er på U/19-landshold, havde vundet en situation alene med Tommy Olsen – og han klarede en mere, inden Olsen fra sin off side-position stak af med bolden i 88. minut. Andersen blokerede Køge-angriberen, men som en pin ball sprang bolden fra keeperens ben ind på sjællænderens og trillede derfra i mål til slutresultatet 3-1.

Mellemår for HIF
»Ja, det kan godt være, at der ikke er meget Superliga over Køges spil, men de vinder altså kampene,« fastslog Michael Christensen, der er direktør for Hvidovres og Schmeichels nedjusterede forventninger. En 9. plads er målet i dette mellemår, hvor de tænker sig om og finder ud af, hvilken fremtid der er for Hvidovre.
På en søndag, hvor Køges naboer og mulige fusionspartner, Herfølge, sendte sine spillere til Fredericia med besked om selv at tage madpakke eller lommepenge med til en pølse – klubben havde ikke råd til mad – blev konturer og perspektiver i den hjemlige fodbolds »drømmeliga« trukket op:
Hvidovre har ikke kunnet omsætte Schmeichel-effekten til oprykning, som man forventede to år siden. At klubejeren, som fremhævet af hans direktør, udtalte, at det ville tage (længere) tid modsiges af de »spillerindkøb til højre og venstre« – uden strategi og tålmodighed, der har ført til økonomisk recession, nedjustering af sportslige mål – og frustration. Et godt navn og (13 ) millioner gør det ikke, hvilket AGF’s nye ejer, udlandsmangemillionæren, Kurt Andersen bør skrive sig bag øret.
Køge med et prof-budget på seks mio. kroner, et lovende hold og et dårligere stadion end Herfølge, har potentiale. En fusion med nabo-rivalen kan skabe den eliteklub, der trækker talenter til Køge i stedet for til Brøndby, hvis stadion moderniseres. For vi skal spille i byen Køge, mente træner Henrik Jensen, hvis hold nu fører med seks points, efter at Farum overraskende tabte hele 1-5 hjemme til B 1909, der virkelig må have set rødt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu