Læsetid: 5 min.

Hebræiske billeder – en bogomtale

20. oktober 2001

Intermetzo
Jødernes forhold ikke mindst i det blodige 20. århundrede har betydet, at samlede fremstillinger af jødisk historie, særdeles i Europa, ofte anvender visse sæt af stereotyper i sproglig og fænomenologisk beskrivelse. Af dem er passionen, lidelsesberetningen, nærliggende og kan af indlysende årsager vanskeligt adskilles fra historiefortællingen om det jødiske. Ingen forfatter med respekt for emnet kan se bort fra holocaust.
En bemærkelsesværdig og accellererende udvikling af det lidelsesbeskrivende stof, og hvorledes dette placeres i den samlede vægtning, kan konstateres i fremstillingerne over de fem årtier, der er forløbet siden den europæiske katastrofe i xenofobiens og hadets navn. Såfremt krønikeskrivere siden 1945 har ønsket at lægge vægt på den jødiske offerrolle, var der som antydet og mildt sagt rigeligt at øse af. Beretninger og billeder fra en af historiens største og mest brutale forbrydelser er legio, lidelsen fremherskende. Også på steder, hvor nazisterne ikke direkte svingede bøddeløksen. Perioden stod som bekendt i antisemitismens tegn: i Frankrig, Østrig, Polen og flere andre lande. Også herhjemme stak jødehadet – frygten for det fremmede – hoven frem i 30’ernes halv- og helfascistiske bevægelser. Danmark for danskere er ikke et idéstof P. Kjærsgaard og hendes håndlangere har patent på. Jøderne var – i hvert fald for en umiddelbar betragtning – i det danske samfund, hvad muslimerne er for pianisterne nu. Således insisterer dette usympatiske parti åbenbart på at placere vore muslimske medborgere.

Ønsker historikeren derimod at nedtone lidelsesmotivet i det velorkestrerede forsøg på total tilintetgørelse af de europæiske jøder, lægges vægten på den sejrende, ekspanderende jødedom. Samt på den efterkrigsgeneration af hærdede folk, der etablerede staten Israel, overvandt modstanden fra englændere og arabere og fastholdt dette gammeltestamentelige-historiske-mytiske Theodor Herzl-inspirerede brohoved i Mellemøsten. Så fravælges billedet af underkuede, skræmte mennesker med jødestjerne på frakken, afmagrede, døende eller døde ofre. Omvendt sættes den kæmpende jødiske ungdom i bare lår og med stengun i hånd og granater i bæltet på fremstillingens forside.
Den britiske historiker – og jøde – Martin Gilbert har leveret en betydelig række bøger om jøderne i forrige århundrede, vægtigst måske Holocaust fra 1986 og Israel, a History fra 1998. Gilberts prioritering gennem årene i dette betydelige livsværk, der i øvrigt også omfatter en Churchill-biografi, Første og Anden Verdenskrigs historie samt det 20. århundredes historie, er i mange henseender typisk for udviklingen i den jødisk orienterede moderne historieskrivning. Gilbert, der ikke kimser af et stort publikum og skriver sine glimrende bøger derefter, søger at brede interessefeltet ud og betone væsentlige og andre roller for den moderne jøde end den stigmatiseredes. Forståeligt nok.

Tendensen har i og for sig været synlig før i den judaiske faglitteratur og er knyttet til staten Israels etos. En institutionalisering af jødernes være- og hjemsted i Mellemøsten med rodnet i Europa – og i Vesten i det hele taget – understregede det politiske og eksistentielle behov for en mere autoritativ global identitet og synlighed. Allerede i tidlige populærværker om jøderne i Israel og om de mange millioner jøder i en fortsat – frivillig – diaspora betonedes jødernes tilstedeværelse i snart sagt alle gøremål af betydning. Således også hos Martin Gilbert med den perlerække af stjerner, videnskabsmænd, kunstnere og andet godt, som den traditionelle diskrimination pudsigt nok så ofte har fremhævet: Jøderne er anderledes; ubegribeligt mange talentfulde jøder spiller violin eller spalter atomer eller modtager Nobel-priser i en lind strøm. I virkeligheden er det jo temmeligt underordnet, at Bob Dylan, Henri Miller, Saul Bellow, Ionesco, Simon og Garfunkel, Stanley Kubrick, Goldie Hawn, Barbra Streisand og så videre og så videre er jøder. Men det får det ikke lov at være i Martin Gilberts nyeste værk: Jøder. Jødernes historie i det 20. århundrede i tekst og billeder.
I den fremstillingstype som Gilbert her vedkender sig, får fremhævelsen af det jødiske, også hvor dette ikke har så forfærdelig meget at gøre med de pågældende personers indsats, en demonstrativ og formentlig utilsigtet falsk legitimering af deres liv og virke. Tænk bare, han/hun er også jøde, og det er oven i købet en megastar eller dybsindig natur. Vi havde ingen anelse om, at han/hun også er en af dem. Og så er de jo ikke anderledes end rigtige mennesker, eller det er de netop, fordi de er så begavede, og dét er der vel nok mange jøder der er.
Diskriminationens væsen er at fastholde et raceantydet særkende ved fremhævede mennesker i definerede grupper, uanset kendsgerningerne og hvorledes de pågældende selv forholder til definitionen. Dette er en interessant og smertelig overvejelse at gøre sig i tider, hvor Kjærsgaards Folkeparti og andre er i fuld sving med at stigmatisere religiøst og delvist etnisk karakteriserede befolkningsgrupper. Muslimer vil på den baggrund snart se sig nødsaget til at fremstille sig på lignende vis, som jødiske skribenter har følt og føler sig henvist til. Man må legitimere sin anderledeshed ved at overopfylde en række alment anerkendte positivnormer.

Det er værd at bemærke, som det sker i Gilberts bog – den kan varmt anbefales – at jøderne ved indgangen til det 20. århundrede generelt var henvist til fire forskellige måder, hvorpå de kunne forvalte deres tilværelse – i det omfang de rent faktisk fik et valg:
De kunne for det første blive i det europæiske land, de i givet fald befandt sig mere eller mindre tilfældigt i, og søge ligerettigheder eller endog som et middel hertil fraskrive sig det jødiske og assimilere sig, således som mange danske og tyske jøder gjorde. Dette forhindrede dog ikke omgivelserne i stadig at opfatte dem som jøder, uanset at mange konverterede til kristendommen.
De kunne for det andet udvandre til oversøiske destinationer som Canada, Australien og især USA. Her fik de nye chancer i ofte selvvalgte, funktionelle ghettoer og i relativ social accept og økonomisk medbør.
De kunne for det tredje sætte deres lid til, at der ville komme en revolutionær ny virkelighed, hvor jøder var accepteret i det sociale system på linje med alle andre. Derfor talte de revolutionære bevægelser i f.eks. Tyskland og Rusland adskillige jøder, der i denne virksomhed søgte at stimulere og virkeliggøre håbet. Endelig kunne de i samme eller beslægtede valg vende ansigtet mod Herzls zionisme og søge udvandring til jødernes ældgamle hjemsted Palæstina. Med andre ord henholde sig til ideen om og siden deltage i kampen for en jødestat, Israel.
Som bekendt indebar alle tre (delvist fire) muligheder her skitseret betydelige problemer og, som århundredet skred frem, utallige tragedier.

Det er denne firfløjede tematik, Martin Gilbert gennemspiller i et tekstmæssigt gedigent forløb og med et rent ud enestående billedmateriale. Bogen åbner det historiens svælg, som anes hver gang jødernes særegne skæbne underkastes analyse. Uret begået x antal generationer siden forplanter sig til nutiden og er medvirkende årsag til, at for eksempel fire kaprede fly forsøger at sætte en verdensfred over styr. Uforsonlig dumhed, som vi oplever den i disse tider fra Folketingets talerstol, uddyber de skader, urimelighederne grundlagde.
Alt det handler Gilberts bog om, således som den på godt og måske mindre godt også afspejler ulighedens kompleks.

*Martin Gilbert: Jøder. Jødernes historie i det 20. århundrede i tekst og billeder. Oversat af Nanna Gyldenkærne, Birgitte Brix Kirsten Franke og Martin Skov. 375 s. kr. 399. Høst & Søn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her