Læsetid: 8 min.

En hel del, men ikke det hele

Den nye, anden del af ’Danske digtere’ vil dække perioden mellem 1940 og 1970 'mangfoldigt', men det er kun en del af sandheden, som er med
5. oktober 2001

(2. sektion)

Litteraturhistorie
Det er nu et år siden, at 3. del af det klassiske værk Danske digtere i det 20. århundrede udkom i sin fjerde udgave under redaktion af Anne-Marie Mai. I dag udkommer 2. del, som handler om tiden 1940-1970, og om yderligere et år kan vi forvente 1. del om århundredets fire første årtier.
Udgiverne begyndte altså med den samtidige litteratur – perioden 1970-2000 – hvor de gav en levende og rigt varieret skildring, der præsenterede en række helt nye forfattere, som endnu er lidt uskarpe i konturerne, og fremhævede de forfattere, der debuterede i 1960’erne og 1970’erne, og hvis konturer blev klarere med årene.

En polemisk ide
Værkets fremstilling bæres oppe af to grundlæggende tankefigurer:
*Forestillingen om simultan mangfoldighed, dvs. at litteraturen i den givne periode ikke kan beskrives ud fra én eneste synsvinkel, men består af et felt af strømninger og kombinationer af skrivemåder.
*Det formelle gennembrud – en term, der skal samordne mangfoldigheden under et progressivt aspekt.
Mangfoldigheden viste sig lidt overraskende at være en polemisk ide. I en række tidsskriftartikler og bøger (som Historier om nyere nordisk litteratur og kunst, 1999), har Anne-Marie Mai og andre forskere som Anne Borup og Jon Helt Haarder, der begge medvirker i ’Danske digtere’, diskuteret, hvad man kunne kalde ’modernismekonstruktionen’ i dansk litteratur og forsøgt at vise, hvordan denne konstruktion har indsnævret synsfeltet, ja rent ud sagt hindret forståelsen af visse vigtige forfatterskaber. Torben Brostrøms virke er blevet gransket ligesom Hans-Jørgen Nielsens, og når Anne-Marie Mai anmelder Erik Skyum-Nielsens Engle i sneen (Kritik 150), kan hun ikke holde sig fra »at udtale et fromt ønske om snart at slippe for den evindelige udgrænsning af den gode og eksperimenterende litteratur med rødder i slutningen af 60’erne og 70’erne. Må vi bede om hele vores litteratur, og må vi be’ om den nu!«
Efter en sådan gestus er det svært ikke at se Mais redigering af ’Danske digtere’ som et forslag til, hvordan dette ønske kan opfyldes.

Portrætterne bærer
’Danske digtere’ del 2 skildrer årene 1940-1970 og er repræsenteret ved 45 forfatterskabsportrætter, heraf otte kvindelige forfattere. Portrætterne er præcis som i forrige bind arrangeret i en løs kronologisk orden, fra Nielsen (Morten) til Nielsen (Hans-Jørgen) – sidstnævnte naturligt nok som den sidste i rækken af 60’ernes skikkelser, som den overgangsfigur han er. Her findes alle de kendte navne fra Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen til Per Højholt og Svend Åge Madsen – men også mere særprægede forfattere som Gynther Hansen og Christian Skov. Kvinderne er Tove Ditlevsen og Elsa Gress, Cecil Bødker og Martha Christensen, Maria Giacobbe, Inger Christensen, Dorrit Willumsen og Jytte Borberg.
I alt 28 skribenter, inklusive redaktøren, leverer bidragene. Syv er kvinder. De fleste er hentet fra universitetsverdenen.
Denne gang kommer forfatterportrætterne til at spille en afgørende rolle for billedet af litteraturen. Portrætterne er overordentlig godt gennemarbejdede, nogle af dem rent ud disciplinerede, men det er også der, litteraturen får krop. Når Erik Skyum-Nielsen på en gang barsk og kærligt rusker op i Ole Sarvig; når Mette Moestrup elegant giver volumen til Uffe Harders stilhed; når Frits Andersen tager sig den frihed at befri Klaus Rifbjerg fra en række etablerede sandheder om hans frigørelsesforsøg.
Det er ligeledes i portrætterne, man går i nærkamp med begreberne. Ikke mindst bliver forskellige modernismebegreber spillet ud mod hinanden. Andersen ser modernismen som »et mangehovedet uhyre« og viser, hvordan Rifbjerg forener realisme og modernisme, og at hans værk er mere end 60’er-modernisme. Det samme gælder ifølge Jon Helt Haarder for Villy Sørensen. Haarder antyder i Kritik 143, at det lige som for prinsen i eventyrerne er forskerens opgave at redde teksterne »fra en begrebslig glaskiste, der bærer etiketten modernisme«.
Anders Thyrring Andersen insisterer på sin side på, at Martin A. Hansens praksis er modernistisk, selv om forfatteren selv tager afstand fra modernismen som tankemodel, og i Gorm Larsens portræt af Sven Holm bliver forfatteren fremhævet for at have bjærget sin modernistiske prosa fri af den skrifttematiske afgrund i de seneste årtiers tilbagevenden til novellen.

Nyt og ungt
Sværere er det at komme overens med Anne-Marie Mais oversigtsartikel og den måde, den bruger sine begreber på. Det skyldes i første omgang, at den vil så meget.
I den foregående del handlede det for en stor dels vedkommende om helt nyt materiale. I dette bind er det en god gammel historie, som skal fortælles på ny, og Anne-Marie Mai vælger at præsentere sin oversigt under overskriften »Virkelighedens udfordring«. Hun tænker naturligvis på situationen efter Anden Verdenskrig, men også på den gennemgribende forandring af samfundet og verden uden for Danmark, som skulle komme – Virkeligheden, der voksede som titlen var på en klassisk 60’er-antologi. Mai interesserer sig for det, som er nyt og ungt: Ungdommens situation under Den Kolde Krig, ungdomsskildringer i romaner, ungdomsoprøret og frem for alt de unge forfattere, som kæmpede for at få deres bøger ud.
Erik Thygesen med sin forankring i 60’ernes aktivisme blev i 3. del præsenteret som »den første postmodernist«. Lidt mærkeligt (men pædagogisk!) bliver samme Thygesen også til en central skikkelse i skildringen af efterkrigstidens stemninger, som først og fremmest aftegner sig som noget, man gerne vil lade bag sig. Selvfølgelig er der også en gennemgang af 40’ernes forfattere, Blixen og Heretica, men hvis man vil have et begreb om tidens eksistentielt ladede atmosfære bliver der brug for støtte fra portrætteksterne. Men det er vel også tanken.
Ambitionen er egentlig at få alt med eller i det mindste alt det, som skal til for at give portrætterne en ramme: Fakta og forlag, tidsskrifter og medier, genre- og begrebsdiskussioner, samfundsudvikling, små anekdoter og store linier, tematiske læsninger. En række af periodens forfattere må undvære deres eget portræt. Redaktørens opgave er da i det mindste at nævne de vigtige.
I den foregående del anvendte Mai et antal tekster med træer som ledemotiv for at læse nogle af dem sammen. Her er det en modernistisk tolket dyresymbolik, som bærer læsningen oppe af forfattere som Orla Bundgård Povlsen, Erik Knudsen, Poul Ørum og Ulla Ryum.

Uklarhed om perioden
I slutningen af hvert afsnit drager Mai gerne paralleller frem til 90’erne. Interessant nok, men det skaber også en vis uklarhed om linjerne i hendes egen fremstilling. Når hun skriver »perioden«, er der nok tale om det tidsafsnit, der går fra 40’erne til 70’erne, men den virkelige periode i Mais bevidsthed er hele den moderne danske litteratur eller snarere de tekster, som omfattes af begrebet om ’det formelle gennembrud’. Jeg mener, at Mai ikke har bestemt sig for, om ’det formelle gennembrud’ går på udviklingen inden for en kvalificeret del af litteraturen, eller om det står for en forandring i hele litteraturen. Hun tænker sig karakteristisk nok et både-og. Og jeg tror, at hun har ret.
Det, som er sket i løbet af efterkrigstiden, er en akkumulering af æstetisk erkendelse, såvel blandt forfatterne som blandt læserne.
Den uskyld, som indleder perioden er tabt og kommer aldrig igen. Derimod kommer det til gentagne øvelser i glemsel og hukommelsestab. Det er det ene aspekt. Litterær erkendelse følger med hver litterær tekst. Det andet aspekt er, at vi ikke for den sags skyld skal høre op med at tage stilling til og vurdere det, vi læser.
Mai vil holde feltet åbent for forskellige læsninger, men det ville ikke være svært at hævde, at den foregående udgave, altså Brostrøms og Winges version, giver et bedre billede af periodens litterære mangfoldighed end
Mais. Hos hende står der ikke meget om skrivende arbejdere, socialrealisme, kvindeoffentlighed eller »ubehjælpsom brugslyrik«. Mais udvalg baserer sig på litterær vurdering. Det er en ganske bestemt litteratur, som står hendes hjerte nærmest.
Konkret har Mai fremdraget tre forfattere som eksempel på, hvordan kritikere igennem en speciel ’optik’ har skabt et reduktionistisk billede af litteraturen: Dan Turèll, Peter Laugesen og Klaus Høeck. Hun vender tilbage til dem i denne anden del og placerer dermed det vitale udgangspunkt for gennembruddet til midten af 1960’erne med tredjefasemodernismen, systemdigtningen, skrifttematikken og attituderelativismen, men de termer vil hun ikke anvende, eftersom hun mener, at de har bidraget til at usynliggøre for eksempel Turèll, Laugesen og Høeck.
Hans-Jørgen Nielsen får en stor del af ansvaret, fordi »ikke alle unge digtere var lige velkomne« i hans tredjefasemodernisme, han ville »hellere være bannerfører for sig selv end for sin generation.« Med en sådan privatisering af perioden forsvinder imidlertid muligheden for at skildre den større sammenhæng, hvori såvel Turèll, Laugesen og Høeck som Hans-Jørgen Nielsen selv indgår.

Stor nydelse
Trods Mais stadige opmærksomhed på denne formelt erkendende eksperimentelle linje i digtningen, finder man ingen samlet fremstilling af den, hvilket for en stor dels vedkommende beror på, at bruddet mellem del 2 og del 3 sker ved året 1970. Man kan omvendt hævde, at Hans-Jørgen Nielsens indsats ikke er rigtigt forstået, netop fordi han fyldte så meget i landskabet. Man udtaler sig gerne om hans person, men har svært ved at forholde sig til hans værk.
Det var problemet, mener jeg, med den portrætbog, der udkom dette forår på forlaget Spring, og hvor hans generationskammerater forholdt sig så tilbageskuende, og det først og fremmest var nogle yngre skribenter, som gjorde et forsøg på at tage stilling til, hvad han havde skrevet.
Derfor er det en stor nydelse at læse det sidste portræt i rækken af forfatterskaber – Lars Bukdahls om Hans-Jørgen Nielsen. Det lykkes faktisk for Bukdahl i hans intensivt alvorlige tekst at vise enheden og konsekvensen i et forfatterskab, som udadtil tager sig rastløst og kaotisk ud.
Bukdahls artikel har kun en brist. I sin læsning af Nielsen og den hvide verden forbigår han helt, hvad Nielsen skriver om den svenske konkretisme. Den, som læser bogen, bliver jo slået af, hvor nøje han følger med i den svenske udvikling, og hvordan det er hans udtalte ambition at gå længere end sine svenske kammerater. En lignende indvending kan også rejses mod
Mais oversigt. Der nævnes i forbifarten møder med andre nordiske digtere, men man forstår ikke rigtig hele denne udvikling, hvis man ikke også sætter den ind i en nordisk sammenhæng.
Der fandtes i midten af 60’erne en ganske stor nordisk gruppe af nyskabende forfattere, som stod i forbindelse med hinanden, læste hinanden og oplevede sig som dele af en fælles bevægelse. Det er denne frembrydende litteratur, tror jeg, som Anne-Marie Mai har villet skildre, og som hun giver navnet ’det formelle gennembrud’.
Hele litteraturen får man ikke, men man får en hel del.

*Danske digtere i det 20. århundrede, fra Morten Nielsen til Hans-Jørgen Nielsen bd. 2, 635 sider. Indbundet. Illustreret. 550 kr. Gads forlag Udkommer i dag

*Ingmar Lemhagen er litteraturkritiker og lærer på Nordens Fölkhögskola, Biskops-Arnö uden for Stockholm

*Se mere på www.danskedigtere.sdu.dk

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu