Læsetid: 6 min.

Er historien verdens overdommer?

Karl Poppers ’Det åbne samfund og dets fjender’ er en beundringsværdig manifestation af mistillid til magt
24. oktober 2001

Ny bog
Således talte Mikhail Gorbatjov, da kommunismen faldt med en mur i Berlin: »Livet straffer den, der kommer for sent til historien.« Det var en frase, der blev fejret som et smukt og værdigt punktum for en epoke. Citeret som indsigt i den totalitære kommunismes nødvendige afslutning.
Det paradoksale er, at frasen artikulerer en totalitær logik. Den kommunistiske diktator og vulgærmarxist par excellence, Josef Stalin, baserede sin magt på en doktrin om partiet som historiens agent. Det Kommunistiske Parti regerede på historiens nåde og forvaltede for folket den af den suveræne historie fremkaldte revolution. Forestillingen om historien som verdens overdommer fungerede som suspension af demokratisk kontrol med magten.
Gorbatjovs store ord henviser med stalinistisk konsekvens til historien som uomgængelig skæbne. Man bemærker, at historien i den citerede sekvens viser sig som verdens organiserende kraft og under pseudonymet ’livet’ også agerer straffende instans.
Karl Poppers hovedværk Det åbne samfund og dets fjender fra 1945, der nu for første gang udkommer i dansk oversættelse, betoner et aggresivt korrektiv til præcis den totalitære opfattelse af historien som subjekt for civilisationens skæbne. Som der står på sidste side af den næsten 900 sider lange bog: »Og når vi har forkastet ideen om, at magtens historie vil være vor dommer, når vi er ophørt med at bekymre os, om hvorvidt historien vil give os ret, så vil det måske en dag lykkes for os at bringe magten under kontrol. På denne måde kan vi endda retfærdiggøre historien.«

Krigsindsats
Ifølge et forord tilføjet i 1950 bestemte den østrigske filosof og videnskabsteoretiker Karl Popper sig for at skrive Det åbne samfund og dets fjender den dag i 1938, da tyskerne invaderede Wien. Allerede året inden var Popper flygtet til New Zealand, hvor han skrev bogen.
Poppers bærende tese er, at totalitarismen er integreret i den vesterlandske civilisations tradition helt fra oldtiden og frem til Anden Verdenskrig. Første bind søger at afsløre Platons statslære som totalitaritistisk og racehygiejnisk, mens anden del efter indledende påpegninger af Aristoteles og Hegel som småt begavede pseudofilosoffer ender i bogens højdepunkt: En omfattende kritik af Karl Marx.
Poppers bog er ikke en lyttende filosofisk undersøgelse af Platon, Hegel og Marx, men et partsindlæg i en specifik historisk situation. Som han selv skriver i 1961: »Man bør ikke glemme, at jeg betragtede min bog som min krigsindsats: Da jeg troede på Hegels og hegelianernes ansvar for meget af det, der skete i Tyskland, følte jeg, at det var min opgave som filosof at vise, at denne filosofi var en pseudo-filosofi.«
Det hører med til konteksten, at flere marxister i 30’ernes Wien svigtede modstanden mod fascismen, fordi de i en marxistisk historiefilosofisk optik anskuede fascismen som kapitalismens nødvendige sidste fase inden den samfundsrevolutionære overgang til det klasseløse samfund. Det er forestillingen om historien som forudbestemt skæbne hinsides menneskelig intervention, som under betegnelsen historicisme fungerer som skydeskive for Poppers aggressive argumentation. Historicismen bestemmes som totalitaristisk.
(I Platons Staten identificeres historisk forandring med degeneration. Det ifølge Platon absolut afgørende klasseskel mellem herskere og beherskere svækkes ved social mobilitet, racerne blandes og staten forfalder. Popper citerer Platon for i Staten at bestemme det gode, som det der bevarer og det onde, som det der skaber forandring. Den menneskelige indsats består ikke i indgriben i historiens skæbnelov, men forhindring af dens forløb.
Det er Poppers på en biografisk analyse funderede påstand, at Platon vil tilbage til det lukkede stammesamfund. Og kontrasteringen af fjendebilledet, det lukkede samfund med forbilledet; det åbne samfund er karakteristisk for Poppers krigeriske fremstilling. Sokrates er en helt, fordi han som flanerende athenienser begrænsede sit filosofiske til det dialogiske spørgsmål: Erkend dig selv. Og Platon er fjende af det åbne samfund, fordi han skabte en lære om et lukket samfund, hvor individets moralkriterium er kollektivisk; dvs. individets mål er statens opretholdelse.
Analysen af Platon er først og fremmest en udfoldelse af Poppers egne idealer. Platon spørger: Hvem skal styre staten. Og Popper forskyder spørgsmålet til: Hvordan kan vi kontrollere magten?
Som humanist advokerer Popper for mistillid til absolut magt og tillid til menneskelig indgriben i menneskets politiske skæbne. Montesquieus credo: »al magt korrumperer« resumererer således Poppers position. Og det virker næsten paradoksalt komisk, at han intetsteds i sit mægtige værk henviser til John Lockes lære om magtens tredeling og kun i en kort note til Montesquieus overtagelse af læren med tilføjelsen af det princip, der blev manifesteret i den amerikanske forfatning: ’checks and balances’; den praksis hvor de respektive magtinstanser tildeles gensidig vetoret.

Profeti vs. analyse
Poppers læsning af Marx er i første omgang en entydig kritik. Forestillingen om samfundsrevolutionen som konklusion på et forudbestemt historisk forløb kvalificerer til betegnelsen historicisme. Men Poppers præcise Marx-kritik præsterer at isolere det historicistiske moment fra den politiske filosofi. Med andre ord: Poppers konstruktive distinktion mellem historicistisk metode og institutionelle analyse frigør sidstnævnte fra totalitaristisk ideologi. Den afgørende forskel mellem profeti og deskriptiv sociologi sætter kritikeren Popper i stand til at reaktualisere Marx’ analyse af magtrelationen mellem kapital og proletar og udbud-efterspørgselsmekanismerne.
Det er ikke tilfældigt, at en dansk filosof som Hans-Jørgen Schanz i sin gentænkning af Marx’ filosofi om den politiske økonomi har henvist til netop Poppers isolering af historicismen.
Nutidige marxistiske filosoffer som Jean-Luc Nancy og Slavoj Zizek har påpeget en lignende fejlslutning hos Marx. De hævder, at teorien om samfundsrevolutionen er udarbejdet med udgangspunkt i Marx’ beskrivelse af kapitalismens opgør med det feudale samfund. Den socialistiske revolution er således funderet på en kapitalistisk dynamik. Zizek konkluderer derfor, at marxismen i sin historicistiske prægning er kapitalistisk.
Popper tilslutter sig Marx’ opgør med forestillingen om samfundet som en psykologisk mekanisme, for Popper ser en forbindelse mellem psykologisk sociologi og forestilling om det lukkede samfund som en organisme. Og Popper komplimenterer Marx for at have grundlagt en sociologi, der baserer sig på det kapitalistiske samfunds specifikke lovmæssigheder. Herfra generaliserede Marx til en historisk lovmæssighed. Han forestillede sig en voksende kløft mellem proletar og kapital, der ville intensivere arbejderklassens sociale elendighed og resultere i revolutionen.
Popper, der i sit temperamentsfulde krigsbidrag ikke holder sig for god til metodologisk inkonsekvens, henviser til historien som dommer. Marx generaliserer ud fra en utæmmet kapitalisme, men historisk er kapitalismen blevet tæmmet af demokratisk intervention. Fagforeninger har forhandlet overenskomster, der formindsker arbejdernes elendighed; arbejdstiden er blevet kortere, og de er sikret visse rettigheder.
Marx og Engels var selv opmærksom på, at der blev skudt en middelklasse ind mellem arbejdere og kapital. Så de udarbejdede en hjælpehypotese om kolonial udbytning. Proletarerne bliver i Den Tredje Verdens lande udbyttet af imperialistiske kolonimagte. Senere skriver Lenin, at kolonierne er det sted, hvorfra ilden skulle sprede sig. Hvilket naturligvis ikke betyder, at tre flyevmmaskiner styret som attentat ind i WTC og Pentagon kan oversættes til en global revolution.
Popper afviser fejlagtigt hjælpehypotesen. Den globale kapitalisme har vist sig utæmmet. Den økonomiske kløft mellem den sydlige og nordlige halvkulge er vokset radikalt. Der er ingen politisk platform for global intervention overfor udstødningen af de fattige lande og udstødningen af miljøet. Som Zizek har bemærket, så lever vi på den nordlige halvkugle i en illusion om, at arbejderklassen nærmest er afviklet af det store fremskridt. Men de små mærker i Nikes løbesko og Adidas’ sportstrøjer forråder illusionen: Made in Guatemala, Made in Vietnam, osv.
Det åbne samfund og dets fjender er betinget af en specifik historisk situation og ligeså systematisk urimeligt argumenterende som andre modtænkere som Kierkegaard, Nietzsche og Adorno. Men kritikken og afsøgningen af totalitarismens fremtrædelsesformer er så præcis, at bogens indsigter er gyldige i enhver specifik kontekst. Poppers alternativ til historicismen er næsten pinagtigt naivt, men det er som insisterende korrektiv den fortrinlige bog kommer til sin fulde ret. Når Popper således diagnosticerer forvekslingen af menneskeskabt konvention med gudsgivet naturlov som totalitaristisk tendens, rammer det den menneskerettighedsfundamentalisme, der har domineret den vestlige verdensorden siden den begivenhed Gorbatjov beskrev som en historisk nødvendig konklusion.

*Karl Popper: Det åbne Samfund og dets fjender. To bind. Glimrende oversat af Christian Svendsen. 863 s., 498 kr. Spektrum

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu