Læsetid: 6 min.

Højholt ud på dansegulvet

Efter ’Auricula’ får Turbo-digteren ørerne i både med- og modlyd, når en gruppe yngre musikere og dj’s fortolker ham
6. oktober 2001

Lydpoesi
Jesper Ravn var lige begyndt på et danskstudium i Odense, og den første opgave var at analysere et modernistisk digt fra 1953 af Per Højholt, M/S Nelly i modlyd. Ravn mener, at man lige ville teste de nye studerende med et ikke helt let digt, og selv var han da også i store vanskeligheder med hensyn til en tolkning. Han tog på weekend hos sine forældre i Jylland. Og så kom tilfældet ham til hjælp.
I toget tilbage fra Ålborg mødte han tilfældgvis forfatteren selv.
»Jeg spurgte, om jeg måtte sætte mig ned,« fortæller Jesper Ravn. »Det måtte jeg godt. Så spurgte jeg ham ud om det digt, som jeg ikke fattede en brik af.«
Det, jeg godt kunne lide, var, at han gerne ville forklare, og der var ikke den hellighed omkring det, som der nogle gange er om lyrik. Han var helt ligetil og nede på jorden og gav mig nogle guldkorn, jeg kunne bruge til opgaven.«
Det var i 1990. Elleve år senere er Jesper Ravn klar med en Højholt-udgivelse på cd. Men lad os lige springe tilbage i tiden.

Lyriker i luften
En af de mest interessante perioder i Højholts digtning faldt sidst i 60’erne, hvor han bl.a. udgav digtsamlingen Turbo.
Der kom også en grammofonplade, hvor man på coveret ser Højholt springe højt i vejret som fra en trampolin i tilsyneladende stærkt fjedrende gummistøvler.
Man må erindre sig, at han var en af modernismens førende lyrikere. Kunne man forestille sig en Thorkild Bjørnvig i samme position? En Ole Sarvig?
Jesper Ravn lægger vægt på, at udgivelsen lige så meget er en relancering af Clemens Johansen og Peter Kristiansen, der i 1968 så lydmulighederne i Turbo, skabte en radiomontage over den, som så blev til pladen.
Indholdet lader sig vanskeligt beskrive. Snart føler man sig hensat til Cape Canaveral eller en lufthavn, snart en drypstenshule eller verdensrummet, og så hører man Højholt foredrage sin tekst om Henry, der kommer i klemme i et tekstlandskab. Pludselig hører man frk. Klokken (uden dut) og en forvrænget vejrmelding, osv.
I indeværende måned genudgives pladen i et dobbeltalbum, Tilbage til Turbo, hvis anden halvdel er nutidige musikeres og dj’s lydmæssige fortolkninger af Højholts Turbo.
Pladen kommer på Ex Libris, idemanden er Jesper Ravn. Han er i dag tekstforfatter på et pr-bureau, men har også arbejdet et par år på radiosporten (fodbold, golf, badminton).

Genbrug og misbrug
– Hvordan fik du ideen til at genudgive Turbo?
»Jeg fandt simpelthen pladen. Fordi jeg var så interesseret, begyndte jeg at lede i antikvariater, og det var næsten umuligt at opdrive noget af Højholt. I 1997 blev jeg ansat på radioen. Her fandt jeg pladen i diskoteket, og da havde jeg ikke set den, siden min universitetslærer havde den med syv år tidligere. Jeg genhørte den – og fik lyst til at gøre alt for den. En uge senere fandt jeg den i et antikvariat i Nansensgade, hvor jeg godt nok måtte betale 500 kr., men nu havde jeg den så.«
»Jeg spurgte Højholt, hvordan han ville have det med, at yngre musikere gav sig i kast med hans tekster, og han svarede, at de er til for at blive brugt. Han sagde: Sprogbrug indebærer både genbrug og misbrug.«

Skridt videre
Jesper Ravn samlede et hold til pladen, nogle, der havde et forhold til Højholt plus nogle helt unge, som ikke anede, hvem han var: Folk som rapperen Tue Track, sangeren Steffen Brandt, komponisten Halfdan E., elektronmusikeren Bjørn Svin, lyrikeren Morten Søndergaard, rockbandet K. Munk and Playmates, Johnny Sølvguitar, dj Møller, Ravn og radiomændene Tim Hinman og Peter Kristiansen samt Højholt selv.
Det skulle ikke blot være en hyldestplade, men noget som tog teksterne et skridt videre
»Det eneste, jeg er ked af, er, at der ikke er kvinder med.«, siger Ravn. »Jeg har snakket meget med Inger Christensen, men det lykkedes ikke at overtale hende.«

Højholts show
– Hvad er det for kvaliteter hos Højholt, du finder mest interessante?
»Det, at det er så radikalt og eksperimenterende – og samtidig så let tilgængeligt og sjovt. Det har en dobbelthed af noget dybt intellektuelt og meget litterært, men også noget legende og umiddelbart, som man kan gå til uden forkundskaber. På en vis måde tror jeg, det er svært at være vild med både Henrik Nordbrandt og Per Højholt.
På universitetet har jeg beskæftiget mig meget med hans show-æstetik, som jeg mener er et meget undervurderet begreb i hans forfatterskab, fordi folk partout forbinder det med cirkus og gøgl, og det er ikke helt rigtigt.
Det, han interesserer sig for, er, at lade en tekst eller en optræden udspille sig i et kort tidsforløb, hvor der opstår en særlig verden, som ikke nødvendigvis har at gøre med vores dagligdag, politik eller samfund, men hvor det fungerer som en miniverden i sig selv.
F.eks. sådan noget som Gittes monologer, som litterater normalt rynker på næsen ad, er et sted, hvor han udlever sin show-æstetik, og på den måde er Gitte-monolgerne akkurat lige så vigtige som hans ’finere’ værker.«

Højholt samplet
Information har talt med et par af de musikere, der har bearbejdet teksterne. Rockmusikeren Kim Munk fra Århus vidste nok, hvem Højholt var, men havde ikke lige nærlæst ham for nylig, da han modtog opfordringen til at deltage med et nummer på cd’en.
»Jeg blev ærlig talt noget forvirret, især fordi det var en helt fri opgave, men jeg gjorde så det, jeg plejer: Jeg skrev en sang. Jeg lå inde med en sampler, og så kørte jeg Højholts tekst (»Solen se dens vældige horn«) ind i sampleren, hvor Højholt så ’synger’ omkvædet.«
Komponisten Halfdan E blev ringet op af forsangeren fra TV2-bandet, Steffen Brandt, som foreslog et samarbejd. Da kendte han – foruden Gittes monologer – Højholts digtsamling, 6512, som hans far havde stående i reolen og var straks tændt på ideen. Brandt spillede noget på sit klaver, og læste Henry-teksten fra Turbo op, hvorefter Halfdan E har bearbejdet det lydmæssigt. Han siger om 60’erne:
»Jeg kan godt lide hele den periode med dens køkkenbordsmentalitet og duplikerede bøger. Man kastede alt op i luften. Nogle gange faldt det ned, andre gange blev det til guld.«

En mentor
Steffen Brandt har et tæt forhold til Højholt.
»Han har altid været en slags mentor for mig på samme måde som Dan Turèll«, siger han. »Jeg skal ikke belaste nogen af dem med et slægtskab, men jeg for mit vedkommende føler, at jeg fører en tradition videre.«
– Hvad tænkte du, da du fik opgaven?
»Det er sådan med coversioner, at det nogle gange er svært at overgå originalen. Men under alle omstændigheder kunne vores version måske være med til at give et nyt publikum lyst til at dykke ned i Højholts forfatterskab.«
– Hvorfor valgte du Henry-teksten?
»Henry har altid været en del af min bagage, når jeg har forsøgt at arbejde mig ind i sproget. Metoden er indlysende og elementær i sin afkodning af vilkårlighed og betydningsdannelse (her kan jeg på lang afstand mærke Højholt rejse børster: Hvad er det popøret siger? Hvad har han gang i?). Lad mig sige det, som det er: Jeg er fuldstændig vild med det umiddelbart underholdende element i teksten. Højholt kan næsten ikke skjule, hvor fiffig han er. Og den begejstring smitter.«
»For at drille har Halfdan E. og jeg givet vores version et vist element af noget, nåh ja, højstemt, som vi ved forfatteren vil hade. Men sikkert ikke nok til at få en decideret fejde ud af det.«
– Hvordan greb I opgaven an?
»Vores ambition, det lyder så flot, var at få Højholt på dansegulvet. En sjæler midt i teknohelvedet...«

* 28. okt. præsenteres Turbo II i radioen.
*29. okt. udkommer cd’en

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu