Talk-show
Noget af det mest interessante teater foregår uden for
teatrene, ude i livet, og et af de mest spektakuære, omvandrende stykker hedder Peter Aalbæk Jensen. Man kan ikke købe billet gennem ARTE, men til gengæld dårligt åbne en avis eller tv-Zulu, uden at han er der. I Leif Davidsen-serien, Den serbiske dansker, var han ikke med, men det var han alligevel. Der fandt et mord sted i en villa, som tilhørte en vis von Aalbæk, og den hilsen var jo tydelig nok.
Det afsnit blev vist søndag aften. Dagen efter, i går, var Aalbæk på ved et pressemøde om en ny bog, Uden cigar, som journalist Kirsten Jacobsen har skrevet om mennesket bag cigaren, efter at have talt med folk, som kender ham, Bjørn Erichsen, von Trier, Vibeke Windeløv, Rifbjerg, Henning Camre, hustruen, lillebroren, mfl.
Overkvinde
Det blev et usædvanligt pressemøde, idet det næsten var umuligt at stille et spørgsmål, hvis man ikke havde en saks med (til at klippe talestrømmen over). Peter Aalbæk er normalt stærkt talende, men havde i Kirsten Jacobsen fundet sin overkvinde. Pressemødet blev et talk-show. Det fandt sted i Café og Ølhalle på Arbejdermuseet.
Jeg havde forberedt mig grundigt ved at spise frokost med en mand, der havde kendt Aalbæk som barn og ung. Han ville ikke have sit navn frem, men jeg kan sige så meget, at det ikke var Klaus Rifbjerg, selv om familien Rifbjerg og familien Aalbæk Jensen boede få kilometer fra hinanden i Herfølges omegn.
Manden fortalte:
»Peter var vild og vanvittig allerede dengang. Således blev han pludselig træt af at hedde Peter. Så kaldte han sig for Holger i en periode. Senere kaldte han sig for Dagmar.«
Ledelsesstilen
Kirsten Jacobsen omfattede sit bog-emne med en non-stop-ømhed.
»Din overfladiskhed stikker ikke så dybt«, indledte hun med at sige. Hun hævdede, at hun fra starten havde været skeptisk ved at påbegynde opgaven, for »var alt ikke skrevet om den mand?«
Det var det så ikke.
Hun havde ikke skrevet om ham »fra vugge til krukke«, men mere springende, og den indsigt, hun havde fået ved også at følge ham nogle dage i arbejdslivet på Zentropa, var, at han ikke var »et dumt svin med grisetryne«, men i bund og grund et ordentligt menneske, en ordentlig mand, der udviste stor omsorg for andre. Det viste sig bl.a. i hans ledelsesstil, som bl.a. var at tage sig pænt af selv de yngste og mest ukendte filmfolk, »være kittet mellem medarbejderne«, læne sig tilbage, hvorved »det absurde bliver åbenlyst«, fordi de så selv med Aalbæk som tilhører kan se det absurde i det, de kommer med. Endelig lytter han hellere til eget instinkt end andres råd, og når han virkelig skal have noget igennem hos nogen, lægger han cigaren. Men hvis han selv skal have noget igennem, spiller han den store producent med cigar. Så ved man det.
Plads til skaberne
Peter Aalbæk havde været nervøs over bogskriveriet, fordi han kunne risikere at blive fremstillet som dumt svin. På den anden side er dumme svin de mest interessante på film, og alle skuespillere er af samme grund ivrige efter at spille onde.
Han bekræftede, at han havde et hjerte for de unge ukendte.
»Jeg kan godt huske, hvordan det var at komme som en lille vordende manuskriptforfatter og møde det danske filmmiljø i Filminstituttet og Danmarks Radio...«, sagde han.
Han bekræftede også, at hans ledelsesstil er tilbagelænet.
»På Zentropa har vi faktisk besluttet, at von Trier og jeg ikke mere vil blande os i, hvad for film, der skal laves hos os,« meddelte han. »Der skal være mere plads til dem, der skaber lortet, og det tjener vi også mere på. Så er det også deres egen skyld, hvis det går galt, og det er dem ikke os der ligger søvnløse om natten.«
Kulturminister
Peter Aalbæk sagde, at han er for angst til at læse bogen, og at Zentropa kan fejre 10 års jubilæum til januar.
»Det er forfærdeligt, som det er gået med dansk film,« sagde han. »Nu skal vi jo være bange for, at det stagnerer.«, sagde han... og mente i øvrigt, at USA snart burde kvoteres, så de danske film kun må udgøre 50 procent af repertoiret derovre.
Kirsten Jacobsen citerede Bjørn Erichsen fra DR for at mene, at Peter Aalbæk burde blive den næste kulturminister, og den mulighed ville han ikke udelukke. Om han så skulle skifte parti.
Så var talk-showet forbi og gik over i en fotoseance. Men teaterstykket Aalbæk spiller videre.
