Griffelfeldsgade, forrige søndag formiddag: Oppe foran scenen i Faderhusets lille kirkesal står omkring 40 personer, pigerne i hvide bryllupskjoler, mange af drengene i hvid skjorte og slips. Med halvlukkede øjne og armene løftet mod himlen svajer unge og gamle i takt til den drønende rockmusik:
»Everyday is a happy day
«
Faderhusets åndelige leder, pastor Ruth Evensen, griber mikrofonen:
»Som I kan se, har pigerne i dag brudekjoler på, og det er fordi, der skal være et kæmpe bryllup i himlen med Jesus
«
Stemningen i den pakkede kirkesal virker medrivende og inciterende men åbenbart ikke for alle: Bagerst sidder en lille gruppe unge, der gør, hvad de kan for at signalere, at de ikke hører til i menigheden: Sortklædte, skeptiske og tvære kæderyger de hjemmerullede smøger og asker ugenert ned på tæppet. Skodderne trædes ud på gulvet, mens de unge griner til hinanden.
Flere gange forsøger de storsmilende Faderhus-tilhængere at nærme sig gruppen af unge. Hver gang er afvisningen prompte og kontant. En pige med strikhue ender med at spytte en af de unge fra menigheden i ansigtet.
»Jesus elsker også dig,« siger Ruth Evensen og fortsætter med at smile. På den hvidkalkede væg bagerst i salen lyser en blåmalet graffiti: »Kirken ud af Ungeren eller Ungeren ind i kirken!«
Graffitien blev malet søndagen før.
Ungdomshuset på Jagtvej, tre dage senere:
Væggene i baren på 1. sal er dystre og sortmalede, og rummet virker nedslidt. Her sidder en ung pige med ring i næsen og er vred på Faderhuset, meget vred:
»Det er bare så absurd. Vi tog derned for at fortælle dem, at de skal holde fingrene væk fra vores hus. Men det er umuligt at snakke med dem. De synger og velsigner os og siger, at Jesus elsker os
«
»Selv om vi virkelig har prøvet at komme i kontakt med dem, så er det helt umuligt. De siger, de vil frelse os. Jeg har aldrig været ude for noget lignende.«
Hun ryster opgivende på hovedet og blæser cigaretrøg ud gennem næsen.
»Faktisk blev jeg overrasket over at se, hvor mange unge der var dernede. Men vi kan ikke diskutere med dem hvordan diskuterer man med mennesker, der får deres ordrer fra gud?«
Vil I fortsat møde op i Faderhuset?
»Jeg ved det ikke. Det er op til folk selv. Hvis folk synes, at de er nødt til at gøre dét for bare at gøre noget
«
Om ganske få uger kan Ungdomshuset fejre sin 19 års fødselsdag. Det var nemlig den 30. oktober 1982, at en stor gruppe københavnske unge fik overdraget brugsretten til det gamle Folkets Hus på adressen Jagtvej 69. Flere års kampagne og fantasifulde aktioner for et værested for unge var endt med en skriftlig aftale med Københavns kommune: »Vilkår for etablering og drift af et ungdomshus«, dateret marts 1982. Centralt i aftalen står sætningen om, at »Husets drift forestås af brugerne.«
Begejstringen var derfor stor hos de unge i »Initivgruppen« for et ungdomshus: Ungeren var nu en realitet.
I årene efter blev Initivgruppen sten for sten ændret til BZ-brigaden, og snart blev de glade unge afløst af unge i kedeldragter med bøllerør og sortmalede styrthjelme, bløde tøjbamser som kasteskyts blev erstattet af slangebøsser ladet med møtrikker, og de fantasifulde aktioner erstattet af forbitrede gadekampe.
Det store hus på Jagtvejen tog hele udviklingen med og fungerede som et fristed nogen ville nok sige skjulested for mange af storbyens utilpassede unge, hvad enten de var punkere, bzere eller senere hen autonome.
Som fristaden Christiania i den anden ende af hovedstaden var Ungeren på Jagtvej fra dag ét en kraftig torn i øjet på såvel Københavns Politi som på de fleste af politikerne i Borgerrepræsentationen.
Forklaringen var og er lige til: Fra starten skilte Ungeren sig markant ud fra andre kommunale ungdomsinitiativer. Ingen repræsentanter fra kommunen eller systemet skulle bestemme over Ungeren, det kunne alene det ugentlige fællesmøde. Og hvis der opstod tvivl om den sag, kunne de unge henvise til kommunens skriftlige aftale.
Hver gang politikerne, i det mindste i deres egen selvopfattelse, forsøgte at komme de unge i møde ved at stille nye forslag om huset eller arbejde for alternative placeringer af husets aktiviteter, blev de totalt afvist.
Gang på gang marcherede de unges demoer rudeknusende op og ned ad Nørrebrogade. Næsten lige så tit endte det i gevaldige sammenstød på Nørrebro Runddel med flokkevis af civile urobetjente og busser fulde af kampklædte betjente fra Beredskabsafdelingen det hele kun et stenkast fra Ungdomshuset, hvortil de unge retirerede efter endt kamp.
Ifølge kilder i miljøet er det trods alt længe siden, der for alvor har været »gang i den« i forbindelse med Ungdomshuset. Ikke siden maj 1993. Mange af husets nuværende brugere var dengang i 11-12 års alderen.
Alligevel havde flertallet i Borgerrepræsentationen fået nok i 1999. Tålmodigheden med Ungeren var for længst opbrugt. Nok så mange vellykkede punkkoncerter, teaterstykker, cirkusforestillinger, filmforevisninger, øverum eller det ugentlige folkekøkken med vegetarretter kunne ikke opveje politikkernes utilfredshed
I januar 2000 kunne læsere af bl.a. Berlingske Tidende og dagbladet Børsen erfare, at »Ejendommen Jagtvej 69, matrikel 172 M, udenbys Klædebo Kvarter« var sat til salg. Og at en eventuel »køber indtræder i aftale om midlertidig benyttelse af ejendommen til ungdomshus.« Måske for at berolige eventuelle interessede købere fortsatte annoncen:
»Denne aftale kan opsiges med tre månders varsel.«
Med Ungdomshuset udbudt til salg i starten af 2000 indledes et ganske mærkværdigt forløb, som fortsat kun er delvist belyst.
Det starter med annoncen, hvor Ungdomshuset udbydes til salg, og slutter foreløbigt med, at den kristne frikirke Faderhuset i Griffenfeldsgade med pastor Ruth Evensen i spidsen køber huset for at omdanne det til et værested for unge kristne.
Men mellem de to yderpunkter virker forløbet på visse områder lige så dunkelt og mystisk, som en tur tværs over Assistens Kirkegård må være ved nattetid.
I salgsannoncen er der endnu en sætning, som nok er værd at hæfte sig ved: »Kommunen forbeholder sig ret til frit at vælge mellem alle indkomne tilbud og evt. forkaste dem alle
«
I de første måneder af 2000 sker der ikke noget som helst. Men så modtager kommunen et tilbud, som ikke kommer alle i Borgerrepræsentationen lige tilpas: Den kristne frikirke Faderhuset lægger billet ind på at købe huset.
Men derudover er der tilsyneladende ingen, der ønsker at binde an med ejendommen på Jagtvej 69. Derfor vedtager borgerrepræsentationens flertal i maj 2000, at hvis der ikke inden for et halvt år er kommet »en seriøs køber«, så vil kommunen lade Ungdomshuset fortsætte i kommunalt regi.
»Jeg tror ikke på, at vi får solgt det hus,« citerer Berlingske Tidende den konservative kultur- og fritidsborgmester Hans Thustrup Hansen, som Ungeren hører under, for.
Midt i oktober 2000 er situationen altså den, at kommunen ikke har »en seriøs køber« til Ungdomshuset. Husets brugere er allerede så småt ved at glæde sig, for det betyder jo, at huset skal køre videre som hidtil. Men så sker der noget.
Kommunen modtager nemlig endnu et bud. Det kommer i sidste øjeblik hovedkulds fra et aktieselskab, der ikke en gang er stiftet endnu.
Tilbuddet fra »Human A/S under stiftelse«, som aktieselskabet officielt præsenteres, betyder i realiteten, at kommunen frigøres fra kommunalpolitikernes beslutning om selv at fortsætte driften.
Stifteren af Human A/S er en advokat, Inger Loft, der få uger før har etableret sit eget selvstændige advokatfirma med adresse i Stenløse. Forinden har hun været ansat i det store advokatfirma Horten & Partnere A/S (nu: Lindh Stabell Horten A/S), som i årevis har fungeret som advokat for Københavns kommune.
En af de første dage, hvor Inger Loft er på arbejde i sit nye advokatkontor, læser hun ifølge egne oplysninger en artikel i Berlingske Tidende, hvori salget af Ungdomshuset er omtalt.
Inger Loft har skriftligt meddelt Information, at hun »for indeværende« ikke har nogen kommentarer. Men hun har tidligere oplyst til medierne, at det alene er læsningen af avisartiklen, der får hende til at købe Ungdomshuset.
Hidtil har ingen officielt bestridt denne forklaring, men en så impulsiv handling fra en renommeret erhvervsadvokat virker ikke synderlig overbevisende, mener flere af de personer, der har haft lejlighed til at følge sagen.
Især undrer det, at Inger Loft aldrig har været i Ungdomshuset endsige talt med nogen af husets brugere forud for købet.
»Handlingen virker ikke nødvendigvis som baseret på en klar logik i en advokatverden,« supplerer Ungdomshusets advokat Bjarke Madsen.
Som advokat med speciale i selskabskonstruktioner, med privatbopæl i en villa på Skodsborg Strandvej i det mondæne Søllerød, og med erfaring fra en lang række bestyrelsesposter (bl.a. Nykredit A/S, Compass Finance A/S, Holdingselskabet af 9. November 1993 A/S o.m.a.) er Inger Loft måske også så fjern fra brugerne i Ungdomshuset, som det næsten er muligt at nå.
»Hun var af den type, der fører sig frem iført pels og jaguar,« som en, der har mødt hende ved flere lejligheder, erindrer.
Til Politiken udtaler Inger Loft få måneder efter købet, at »i denne sag handler det om, at en række mennesker med overskud gerne vil give nogle unge mennesker en håndsrækning.«
Da borgerrepræsentationen den 16. november 2000 beslutter at sælge Ungdomshuset til Human A/S under stiftelse, sker det for lukkede døre.
Information har haft lejlighed til at læse det fortrolige referat fra sagsbehandlingen, og det fremgår tydeligt, at oplysningerne om Human A/S er særdeles sparsomme.
Selv om kommunalpolitikere fra bl.a. Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti stiller byger af spørgsmål om køberen, får de ingen svar. Overborgmester Jens Kramer Mikkelsen har dog mødt Inger Loft, og hans indtryk er, at hun er »et meget ideelt tænkende menneske«.
Den ansvarlige borgmester Hans Thustrup Hansen har forespurgt i »advokatkredse« og der fået oplyst, at Inger Loft »går for at være et pænt og ordentligt menneske«.
»Nu er det jo et lukket møde, så man kan måske sige lidt mere,« siger Thustrup Hansen og uddyber:
»Måske er hun en lille smule naiv det ved jeg ikke.«
For flertallet af de tilstedeværende er de manglende oplysninger heller ikke et kardinalpunkt. For dem er udsigten til at slippe af med Ungdomshuset nok til betingelsesløst at stemme ja til salget. Det fremgår bl.a. af følgende udtalelse Thustrup Hansen:
»Vi sælger altså også, som det blev sagt, et problem.«
Han medgiver, at ejendommen af samme grund sælges »en pris, der er meget lav.«
Han suppleres af borgmesterkollegaen Søren Pind (V): »Det er godt, at vi ikke længere har kommunalt ansvar for det her. Derfor vil vi gribe chancen i dag og støtte salget.«
En gang imellem skal man turde »gribe en mulighed,« uddyber Thustrup Hansen, »uden at man ved alt til fulde, for det gør vi altså ikke i denne sag, det må jeg sige uden at overdrive.«
I Ungdomshuset modtages nyheden om Human A/S køb med forbløffelse. Og selv om repræsentanter for huset i samarbejde med deres advokat i ugerne efter forsøger at få en eller anden form for aftale i stand med Inger Loft, så ender de med på advokatens anbefaling at stoppe forsøget på dialog.
»Jeg endte endda med at klage til Advokatrådet, fordi Inger Loft ringede til mine klienter kl. 3 om natten,« siger Bjarke Madsen.
»Selv om vi i starten snakkede meget med hende, så blev det lidt efter lidt klart, at der ikke ville komme noget konkret ud af det,« forklarer advokat Bjarke Madsen. Han tilføjer, at hans personlige indtryk var, at hun slet ikke hører efter, hvad andre siger.
»Det hele virkede uden substans og uden logik,« som Bjarke Madsen opsummerer forløbet.
Samme indtryk sidder informationsmedarbejder Rix Untidt tilbage med. Da han før jul læser om købet af Ungdomshuset i aviserne, kontakter han Inger Loft. Han vil lave en radioudsendelse om hattedamen, der købte Ungdomshuset
Rix Untidt har i sin ungdom været lidt med i Initivgruppen, og da han fortæller det til Inger Loft, spørger hun, om ikke han med den baggrund kunne tænke sig at gå ind i bestyrelsen for Human A/S.
Ifølge loven skal der mindst være tre medlemmer i bestyrelsen, før aktieselskabet kan stiftes.
Lettere forbløffet og måske også lidt smigret accepterer Rix Untidt tilbuddet, og da det ikke lykkes at finde flere villige kandidater, ender hans kæreste med også at indtræde.
Og selv om han undrer sig lidt over, at han ikke kan få oplyst, hvorfra Inger Loft har de 2,6 millioner kr., som huset har kostet, så tænker han i starten ikke nærmere over det.
Men så sker der endnu en af de mærkværdige drejninger, der præger denne sag. For lige så meget fart, der i starten er over Inger Lofts engagement, lige så hurtigt aftager interessen.
Selv om Rix Untidt »masser af gange«, som han siger, kontakter hende om det ene eller andet, får han aldrig svar. Det er umuligt for ham at komme i kontakt med Inger Loft. Det er, som om hun er sunket i jorden.
Derfor bliver der ikke holdt et eneste bestyrelsesmøde i det nystiftede Human A/S, før Rix Untidt i ren frustration før sommerferien sammen med sin kæreste meddeler Inger Loft, at de ikke længere ønsker at være med i bestyrelsen.
Men sommeren går, uden de hører fra Inger Loft. Efter sommerferien bliver Rix Untidt kontaktet af en journalist, og først da går det op for ham, at han i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens registrering om Human A/S figurerer som selskabets bestyrelsesformand.
»Alt i alt en meget mærkelig oplevelse,« husker Rix Untidt, der oplevede Inger Loft som en person, »der afgjort tænker, før hun taler.«
Den 28. september sælger Inger Loft Ungdomshuset til Faderhuset. Samme dag udsender Faderhuset en pressemeddelelse om, at de har købt Human A/S, og at Ungdomshuset nu skal indrettes som kristent ungdomshus. Samtidig opsiger Faderhuset brugerne i ejendommen på Jagtvej 69 med de tre måneders varsel, som var nævnt i annoncen.
En uge senere registrerer Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at Ruth Bøjstrup Evensen er indtrådt som ny bestyrelsesformand for Human A/S. De to øvrige bestyrelsesmedlemmer er Kristina Bøjstrup Djarling og Simon Evensen. Begge bor i en af Faderhusets ejendomme.
»Vi har en vej til Himlen, plus at huset passer til vores aktiviteter,« siger Ruth Evensen til Information om baggrunden for købet.
Var det noget, Gud sagde til dig?
»Ja,« lyder svaret.
Den 9. oktober modtager Ungdomshusets advokat Bjarke Madsen en øjeblikkelig opsigelse.
»Egentlig har de tre måneder, men de er allerede opsagt nu, fordi de har brudt kontrakten ved blandt andet at have våbenlignende genstande. Vi regner med, at de respekterer, at det ikke er deres hus og flytter hen et andet sted,« siger Ruth Evensen.
»Endnu ved vi ikke præcist, hvordan vi skal gribe det an, men om ikke andet, må det blive afgjort i en retssag,« siger hun.
Imens holder man vejret på Nørrebro.
FAKTA
Ungdomshuset er købt af Faderhuset
*Det lyder måske som en dårlig familievittighed, men er det ikke: Uge for uge øges spændingerne mellem brugerne af Ungeren på Jagtvej og tilhængerne af den kristne frikirke Faderhuset, der holder til i Griffenfeldsgade på indre Nørrebro. Om godt to måneder forventer Faderhuset at overtage Ungdomshuset.
Information afdækker her et speget forløb med et særpræget persongalleri: Provokerende og autonome unge, der er frustrerede over udsigten til at miste deres hus; stærkt troende og storsmilende kristne, der netop har købt et hus; medlemmer af Københavns borgerrepræsentation, som udtaler sig frit og frejdigt under et lukket møde. Og endelig en hyperakiv selskabsadvokat iført pels og jaguar, der købte kommunen fri af et problem for derefter at forsvinde helt ud af billedet
