Læsetid: 3 min.

Hvem kan vi stole på

’Den serbiske dansker’ peger direkte ind i en fremtid lige om hjørnet, hvor troværdighed er det centrale begreb
5. oktober 2001

(2. sektion)

Fjernsyn
»De udvalgte« blev valgt fra og henvist til en mere beskeden og mere passende sendetid, mens »Den serbiske dansker« blev valgt ind i prime time, efter den havde fået Prix Italia som årets bedste dramaserie. Den er iscenesat af Jacob Grønlykke med sikker og effektiv hånd efter manuskript af Thomas Borgström og instruktøren selv, igen efter en roman af Leif Davidsen.
Jeg skal ikke give mig af med anmelderi af drama, men blot konstatere, at man med denne fiktion midt i virkeligheden, eller skulle jeg skrive virkelighed midt i fiktionen, på rammende vis udfordrer tænkte forbindelser mellem globale konfliktområder. Bevares, historien bærer lidt for tunge præg af inspiration fra Salman Rushdies besøg i København for år tilbage og den daværende statsministers klodsede behandling af den medfølgende krise for den danske feta-eksport. Men »Den serbiske dansker«, hvis fortsættelse vi selvfølgelig ikke kender før efter de næste to søndage, peger direkte ind i en fremtid lige om hjørnet.
Den nuværende statsminister, som for resten var den samme som ved Rushdie-besøget, synes imidlertid at være vokset med opgaverne, der jo unægtelig også er vokset. Nu handler det ikke længere om handel med fetaost og truslen om likvidering af en besøgende verdensberømthed på dansk grund. Nu handler det om selve vores livsform, truet som den er af en tilsyneladende verdensomspændende terroraktivitet.

Mere end forudsigelig
Om dette talte statsministeren ved Folketingets åbning, så det var til at forstå. Det er egentlig ikke selve terroraktionerne, der er truslen mod vort land, »der er for lille til store konflikter«, som statsministeren sagde. Det er vores reaktioner på forestillingerne om, at terroren kunne indtræffe, og navnlig vores fantasier om, hvad vi skal gøre for at forhindre det, der er den sande trussel mod vores livsform. Det var langt hen ad vejen klar tale med den bushske krigs- og hævnretorik sendt over til en by i Rusland ved et par klap til hesten. Til gengæld var såvel højre- som venstrepolitikernes kommentarer i vandresalen bagefter mere end forudsigelige.
Men når vi nu i integrationens navn skal opfordre vore nye meddanskere til at forstå, at i Danmark er alle lige for grundloven, som til gengæld står over alt, og i Danmark har vi trosfrihed – så skal vi samtidig bede dem om at forstå, at ifølge samme grundlov er den danske folkekirke en statskirke. Vi skal også bede dem holde sig for øje, at i Danmark sorterer politi, domstole og fængsler under det samme ministerium, hvilket, ligesom det med folkekirken, er noget helt specielt dansk.
Ud over åbningen af Folketinget og gisninger om valg eller ikke valg, har ugen været præget af Danmarks Radios fejring af halvtredsåret for fjernsynets indførelse, en begivenhed, hvis konsekvenser for det danske folk man ikke har set magen til siden stavnsbåndets ophævelse.

Verbal kloak
Man kan måske sige, at Danmarks Radio gik i selvsving i sin nostalgiske ransagelse af gamle arkiver, specielt fra sports- og underholdningshylderne. Man må konstatere, at ikke alt egner sig til genbrug, og jeg tilslutter mig helt Niels Hausgaards konstatering af, at »hvor talentet hører op, kommer quizzen ind!«
Men vi skal jo videre, og det kom vi så delvis med DR 1’s programchef, Lars Grarup, der var gæst i 19-direkte mandag aften.
Vi blev inviteret til at se ti år ind i den digitale danske tv-fremtid med løfte om et langt større antal kanaler end de skaldede otte, vi p.t. zapper rundt i. »Til den tid kan man se udsendelserne, når man vil,« fortalte Grarup mig. Det var lige netop, hvad jeg gjorde, da jeg så på ham og 19-direkte, for jeg havde båndet udsendelsen og så den, da jeg ville.
Der var hård kritik fra lytterne, som programchefen måtte lægge øre og grimasse til. »Programværternes og journalisternes sprog er blevet til en verbal kloak. Hvorfor skal det danske sprog misrøgtes på den facon?« spurgte en. »Hvorfor alle de genudsendelser?« spurgte en anden. »For meget amerikansk – ja undskyld mig udtrykket – lort!« sagde en tredje, »der er jo masser af gode europæiske film, hvorfor ser vi ikke nogle flere af dem?«
Mine ord igen.
Tidens varme kartoffel, måske den eneste vi får, er begrebet ’troværdighed’. Ikke kun d’herrer Trads og Thorsen har deres fælles kartoffel til endelig prøvelse ved landsretten. Nyhedsmediernes og politikernes og generalernes og præsidenternes og selveste CNN’s troværdighed er sat i fokus. Kan vi fremover stole på dem?
Vi får ikke noget valg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her