Læsetid: 5 min.

Israel stempler Arafat som terrorist

Efter mordet onsdag på den israelske minister, Rechavam Zeevi, finder Ariel Sharon det legitimt at samle trådene hos Yasser Arafat
19. oktober 2001

Terrormærkat
TEL AVIV – I går morges klokken kvart over fem, rullede israelske kampvogne nordpå fra deres stillinger i udkanten af Jerusalems udvidede bygrænse og satte kursen mod El Bireh, som ligger i palæstinensisk selvstyreområde. En plæstinensisk skolepige blev dræbt, og tre blev såret, da kampvognene beskød en palæstinensisk skole under en militæraktion mod byen Jenin på Vestbredden, oplyste lokale hospitalskilder.
Hævnen over onsdagens attentat på turistminister Rechavam Zeevi er igang. Onsdag aften trådte det israelske sikkerhedskabinet sammen og vedtog, at man vil holde selvstyreformand Yasser Arafat ansvarlig for attentatet. Man har udstedt ham et ultimatum, som truer med voldsomme gengældelsesaktioner, hvis han ikke inden syv dage – den jødiske sørgeperiode over en afdød – efterkommer kravet om at pågribe de ansvarlige og udlevere dem til israelsk retsforfølgelse. Man kræver endvidere, at Yasser Arafat udsteder forbud mod alle terrorgrupper og deres støtter.
»Hvis det palæstinensiske selvstyre ikke lever op til disse krav, vil vi ikke have andet valg end at betragte selvstyret i sin helhed som terrorstøtte og gå i aktion imod det,« hedder det videre i en officiel meddelelse.

Terrorgrupper
Det er første gang i Israels 53 år lange historie, en israelsk leder er blevet myrdet af palæstinensere. Ministerpræsident Yitzhak Rabin, som blev dræbt ved et attentat i 1995, blev offer for skud fra en højrenationalistisk jøde, så det nærmeste, palæstinenserne har været på en israelsk leder, er Shlomo Argov, der som London-ambassadør blev skudt og hårdt såret i 1982.
Yasser Arafat havde formentlig ingen direkte forbindelse til attentatet på
Zeevi. Den marxistiske gruppe PFLP – Folkefronten til Palæstinas Befrielse – som indtil for et halvt år siden havde hovedkvarter i Damaskus og fortsat står i opposition til selvstyreledelsen, tog ansvaret. Ikke desto mindre prøver ministerpræsident Ariel Sharon nu at placere dette hos Arafat.
Sharon har længe talt skarpt imod amerikanernes – efter hans mening – ensidige fokusering på Osama bin Laden i deres internationale kampagne mod terror. Han ønsker, at militante grupper som Hizbollah, Hamas og Islamisk Jihad også stemples som terrororganisationer.
Nu falder PFLP i samme kategori, og da alle grupperne er knyttet til kampen mod Israel, finder Sharon det legitimt at samle trådene hos »bin Ladens lillebror«, som man ofte har hørt Arafat benævnt i israelske ministermunde. Ved at holde Arafat ansvarlig, stemples han altså også som terrorist.
»Sharons trusler har altid mindet om, hvad man hører blandt børn: Jeg giver dig bank, hvis ikke … Det er de færreste af den slags trusler, som bliver til noget,« mener Joel Peters fra Ben Gurion Universitetet i Beersheva.
Han opregner en lang række trusler, som Sharon har bragt til torvs siden han kom til magten i februar.
Mitchell-planen gik under, fordi palæstinenserne ikke kunne efterkomme Sharons trusler om at nedfryse den, hvis ikke den indledende våbenhvile blev komplet. Mødet mellem Yasser Arafat og Shimon Peres førte heller ikke den tilsigtede fremdrift i forholdet mellem de stridende parter – af samme årsag. Og heller ikke praksisen med at likvidere palæstinensiske ledere med stadig højere rang har haft den nødvendige afskrækkende effekt.
»Der har hele tiden været faktorer, som har forhindret Sharon i at slå virkelig hårdt igen. Men i denne omgang står vi virkelig i en helt ny situation. Ingen kan sige, hvor vi bevæger os hen,« siger Dan Leon fra Israel-Pale-
stine Journal.
Flere har sagt, at Israel i Rechavam Zeevi har fået noget, som svarer til en martyr. Han politiske hovedtanke var at forflytte både Israels egen og de besatte områders palæstinensiske befolkning til arabiske nabolande. Den israelske vælgerbefolkning kender tanken som ’transfer’, og selvsagt havde kun en særdeles beskeden skare lyst til at sætte deres kryds ved en så radikal løsning på konflikten. Men efter attentatet er lovordene regnet ned over Zeevis eftermæle i et omfang, som giver Sharon langt friere hænder til at reagere.
Selv betegnede Sharon
Zeevi som »ven og våbenfælle«, og det arabiske Knesset-medlem Abdul-Malik Dehamshe omtalte ham overraskende som »et varmt og regelret menneske«.

To scenarier
»Morderne havde uden tvivl til hensigt endnu en gang at underminere beskræbelserne på at give fredsprocessen i Mellem-østen ny fremdrift. Vi må ikke tillade dem at få held til deres onde mål,« lyder det i en udtalelse fra EU’s Chris Patten.
Dette ligger i forlængelse af skarpe reaktioner fra Wa-shington, hvor man lægger stort pres på Arafat for at anholde de ansvarlige og bringe oppositionegrupper under kontrol. De store ord er kommet i brug, idet man ser faren for, at Sharon skal bruge en palæstinensisk tøven til sin fordel.
»Dette er vores 11. september!« er blevet israelske højrefløjspolitikeres faste vending i det seneste døgn.
Ordvalget underbygger Sharons skæbnesvangre bemærkning, at »landet står i en helt ny situation« til fulde, og det står i alle solemærker, at attentatet på Rechavam Zeevi kan vende den mellemøstlige udvikling i dramatisk retning.
»Sharons nye trussel er utroligt letsindig, fordi han nu er slået ind på en kurs, som næsten kun kan føre til yderligere optrapning,« fortsætter Joel Peters.
Han ser for sig to mulige udviklinger: »Denne gang tror jeg bestemt ikke, hans trussel er tom, men amerikanerne kan muligvis lukke luften ud af den. Jeg har svært ved at forestille mig hvordan, men en eller anden løsning, hvor Arafat bliver presset til nogle indrømmelser sammen med udleveringen af nogle PLFP-folk, forekommer mig sandsynlig.«

Udlevering ikke nok
Den anden mulighed er, at Sharon gør alvor af sin trussel.
»Dette er sandsynligt. Han har sat sig for at udnævne Arafat til terrorist, og der er stærke kræfter, som forhindrer ham i at klatre ned fra træet igen,« siger Joel Peters. »I denne atmosfære tvivler jeg endda på, at en udlevering af PFLP-folkene er nok til at stille Sharon tilfreds. Højrefløjen står stærkt forenet efter attentatet, og ingen tænker længere på at forlade regeringen. Bosætterne er vrede efter sidste uges militære tilbage-trækning fra Hebron (som Rechavam Zeevi protesterede voldsomt imod ved at træde ud af regeringen, red.), og de vil betragte Sharon som landsforræder, hvis han bakker ud. Og Benjamin Ne-tanyahu puster ham i nakken med krav om gengældelse og vil kunne udnytte ethvert svaghedstegn fra Sharons side som brændstof til sit politiske comeback.«
Ved gårsdagens slutning havde de israelske tropper placeret sig i nye stillinger. I både Ramallah, El Bireh og el Azariyeh, som alle ligger omkring Jerusalem, er palæstinensisk selvstyreområde nu under ny besættelse, og jerngrebet omkring Jenin på den nordlige del af Vestbredden er strammet yderligere.
»Vi venter kun på at de rykker ind i byen,« siger den lokale fagforeningsformand Bayer Said Bayer. »Efter mørkets frembrud ligger gaderne tomme hen og ingen tør stole på, at belejringen bliver lettet i nogen overskuelig fremtid.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu