Læsetid: 7 min.

Journalisterne er de første historikere

Samtale med den berømte britiske Oxfordhistoriker og journalist, Timothy Garton Ash, om journalister som historieskrivere
15. oktober 2001

Mandagssamtale
– Når journalister skildrer begivenheder som terroraktionen den 11. september, er de så historieskrivere?
»Absolut. Historikere er dybt afhængige af journalister. Hvis journalister begår fejl, vil talrige historikere begå samme fejl. Det er også min erfaring fra universitetet, at mange historiske forskere anser aviskilder for at have høj troværdighed.«
– Men det er historikerne vel ikke glade for at indrømme?
»Sandt nok. Jeg ser det som en vigtig opgave at kæmpe imod det kølige forhold, der ofte består mellem universitetsfolk og journalister. Jeg har det lidt, som om jeg arbejder i et ingenmandsland mellem disse to verdener. Reelt er der ingen klar skillelinje mellem det, samtidshistoriske forskere gør, og det, gode journalister gør. Begge trækker på fælles kilder og benytter samme analyseredskaber. Alligevel er det to forskellige professioner.«
»Derfor kan man hos begge parter hyppigt observere det, som Freud har kaldt ’de små forskelles narcissime’. Forskerne insisterer på, at de udfører et ’videnskabeligt’ arbejde, mens journalisterne finder det latterligt, at forskerne bruger oceaner af tid på at fastslå kendsgerninger.«

At være til stede
– Er journalister da samtidshistorikere?
»Indtil 1700-tallet var den almindelige opfattelse, at historien bedst blev nedskrevet af øjenvidner eller endnu bedre af dens direkte aktører. En logisk betragtning, for så vidt at personer, der er til stede må forudsættes at vide mere end fraværende personer. Men siden har man foretrukket den modsatte indfaldsvinkel: Det er en fordel ikke selv at have været til stede, fordi det muliggør større overblik og videre tidshorisont – samt adgang til flere kilder. Historikere har reelt adgang til større kildemateriale og er frem for alt i stand til at bedømme begivenhedernes konsekvenser fra et større perspektiv. Journalistens fordel er at være til stede i de øjeblikke, hvor kendsgerninger bliver til. Men derfor er gode journalister også en nødvendig forudsætning for god historieskrivning.«

Sandheden
– Men hvad bliver der af sandheden, hvis journalisten ikke hører efter, ikke er neutral eller fejlfortolker?
»Vi har intet uformidlet kendskab til sandheden om fortiden, vi kan kun vide, hvad der er rapporteret om den. Og i vores epoke er de første rapporteringer journalisters reportager. Aktørernes erindringer divergerer ofte. Men journalisten kan i modsætning til den historiske aktør, der giver en subjektiv version af begivenhederne, rapportere uhildet om, hvad der faktisk skete. Optegnelse af det faktuelle er journalistens væsentligste opgave overhovedet. Men et problem i dag er, at denne journalistik – altså registrering af kendsgerninger – er på stærkt tilbagetog. Offentligheden har fået det indtryk, at politik i dag ikke længere er vigtigt.«
»Publikum foretrækker at blive underholdt og læse artikler om livsstil og features. Hertil må tilføjes endnu en sygdom i moderne journalistik: ’Futurismen’. ’Futuristiske’ journalister er opsatte på at spekulere på, hvad der mon sker i morgen. Det er grundlæggende forfejlet. Og dumt!. For hvad der sker i morgen, får vi først at vide i morgen. Pressens opgave er at fortælle, hvad der skete i går.«
– Hvad er vigtigst for historikeren? Øjenvidnets umiddelbare og emotionelle beretning eller journalisten, der forsøger at give forklaringer?
»Det vigtigste er journalister, som formår at stille de gode spørgsmål til vidner, der kan føre til en forståelse af, hvad der faktisk er sket og hvorfor. Hvis journalisterne stiller human interest-spørgsmål, er deres arbejde til ringe nytte for historikeren. Det, der er brug for, er journalister, som taler sproget og forstår den lokale kontekst… og som har historisk viden. Den 11. september fik en 24 timers dækning af døgnets udvikling. Vi ved som følge deraf alt om, hvordan tragedien blev oplevet i USA, men vi ved utrolig lidt om, hvordan det så ud fra terroristernes perspektiv. Jeg så kun én reportage på CNN. Den handlede om et islamisk selskab, der fungerer som en slags social forsikring for kamikazeterrorister. Selskabets leder forklarede: ’I Vesten har I penge, teknologi og kampfly. Vi råder kun over ét våben: Vores tro.’ Det er den slags indslag, der er brug for – indslag, som kan belyste terroristernes mentalitet.«
– Er vor tids informationsoverflod ikke et handicap for historikerne?
»Problemet for historikere, der forsker i Antikken, er, at der er for få kilder. De er nødsaget til at rekonstruere en hel civilisation på grundlag af nogle få potteskår og papyrusfragmenter. Problemet for samtidshistorikerne er det modsatte. De råder over alt alt for meget materiale. Historien rapporteres i dag i alle døgnets 24 timer og i realtid. Hvis jeg altså vil skrive om en treårskrig, så vil jeg i princippet skulle gennemse og læse tre års tv- og pressestof, hvilket naturligvis er uoverkommeligt. Selektionskriterier bliver derfor meget væsentlige.«

Fjernsynet
– Betragter historikerne fjernsynet som et godt supplement til det skrevne ord?
»Når en journalist beskriver virkeligheden, bliver virkeligheden filtreret igennem hans eller hendes sproglige sensibilitet og særlige referenceramme. Men at filme virkeligheden indebærer også mange subjektive valg. Alligevel er fjernsynet dokumentaristiske værdi uovertruffen, når det gælder om at skildre virkeligheden, som den er. Med et kamera er det muligt at registrere præcist, hvad der sker: World Trade Centers tvillingetårne blev vædret af flyvemaskiner – vi har set billederne igen og igen på CNN, og begivenheden er nu historie. Disse videooptagelser er helt uvurderlige for historikerne. Men derudover er meget af det, vi ser på fjernssynskærmen, mere forsøg på at skabe historier end at registrere dem. Information er ved at blive fortrængt af infotainment. I månedsvis blev vi orienteret om Monica Lewinsky-affæren i alle enkeltheder og om den strandede cubanske flygtningedreng Elian. To eksempler på en absurd virkelighedsreduktion, hvor kun føleri bliver tilbage.«
– Forstår historikerne begivenhederne bedre end journalisterne?
»En god journalist ved, at ingen reelt ved ret meget i situationen, at mange muligheder står åbne – f.eks. ved George W. Bush i dette øjeblik formentlig ikke præcis, hvad han vil bestemme sig for. Historikeren har den fordel at kende hele forløbet. Men det kan også være en ulempe. Den største professionelle skavank blandt historikere er deres tilbøjelighed til at tro, at det, som skete, nødvendigvis måtte ske – Bergson taler i den forbindelse om ’den retrospektive determinismes illusion’. For eksempel er mange af de universitetshistorikere, der skriver om Sovjetunionens kollaps, i disse år offer for denne illusion: ’Sovjets opløsning var fremskreden – flere faktorer antydede i 1989 klart, at den måtte komme osv.’ De, som var tæt på begivenhederne på stedet, ved imidlertid, at mange beslutninger kunne have været anderlede. Der var mange øjeblikke af tøven og talrige dilemmaer. Der forelå f.eks. ingen nødvendighed i, at Erich Honeckers efterfølger, Egon Krenz, gav efter for de østtyske demonstranter. Her er øjenvidnernes udsagn væsentlige som korrektiv.«

Viden
– Er den 11. september allerede tilstrækkeligt beskrevet?
»Selvfølgelig ikke. Vi kender ikke terrorangrebenes historiske betydning. Mange siger, at alt er forandret, og at verden aldrig bliver den samme. Andre vurderer, at begivenheden måske nok har stor betydning, men ikke vil ændre væsentligt på verden, som vi kender den. Om ti, tyve eller tredive år har historikerne måske svaret. Journalisten kan prøve at foregribe det. Men det kræver historisk viden. Selvfølgelig fortæller historien om fortiden ikke, hvad der vil ske i fremtiden, men den kan give fingerpeg om, hvordan situationer kan udvikle sig.«
– Hvilke konsekvenser får den 11. september, hvis De skal støtte Dem til Deres ’fornemmelser’ som historiker?
»For mig at se vil den dato formentlig komme til at markere det 21. århundredes sande begyndelse. Terrorangrebene har ændret verden, fordi de har ændret USA. Og da USA er den eneste supermagt, vil dette påvirke resten af planeten. Jeg underviser hvert år på Stanford University i Californien, og hver gang jeg rejser til USA, føler jeg det, som om jeg kommer til en verden for sig. Det har ændret sig totalt. ’Planet America’ eksisterer ikke mere, og det vil få dybtgående indvirkninger på amerikanernes psykologi. I de sidste 50 år har den elite, som bestemmer USA’s udenrigspolitik været relativt upåvirket af folkedybet. Almindelige amerikanere var ligeglade med resten af verden – den lå jo så langt væk. Fremover, tror jeg, vil amerikansk udenrigspolitik blive nødt til at forholde sig til den offentlige opinions forventninger, frygt og forhåbninger.«
– Hvad mener De om risikoen for ’krig mellem civilisationer’ for nu at bruge Samuel Huntingtons udtryk?
»Huntingtons teser er farlige eksempler på overdrevne forenklinger, og de holder ikke til en nærmere prøvelse. Hans profetier er farlige i en situation, hvor Europa står over for at skulle definere sin rolle på ny. Europabegrebet dukkede op i en politisk kontekst i løbet af 15-1600-tallet, da Europa var i konfrontation med det islamiske osmannerrige. Den store fare er, hvis islam nu igen for Europa kommer til at fremstå som ’Det Andet’. For mig at se handler det ikke om et sammenstød mellem civilisationer, men om at forsvare civilisationen som sådan.«

© Libération og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu