Læsetid: 4 min.

Kærlighed og kilobyte

I Jeanette Wintersons nye roman konfronteres læseren og fortælleren med hinanden i cyberspace
18. oktober 2001

Ny bog
Den engelske Whitbread Award-vindende forfatter Jeanette Winterson (f. 1959), der bragede igennem med succesen Der er andre frugter end appelsiner (1985; da. 1991) om en piges identitetskonflikt i et stærkt religiøst miljø, har med Powerbook’en (opr. 2000) begået noget så barokt som en metafysisk postmoderne roman, der bringer idolet Virginia Woolfs Orlando ind i det 21. århundredes virtuelle univers.

Orlando i cyberspace
Her bliver den for kunsten gammelkendte konflikt mellem fantasi og virkelighed sendt ud til læseren som interaktiv e-post med et hav af vedhæftede filer i form af fortællinger om tiden. Og med kærlig hilsen til Orlandos fantastiske rejse i tid og rum gennem 400 år, inklusive et uforklarligt kønsskifte midtvejs, vikles vi ind i flimrende identiteter på tværs af kønnene.
Bogens fortæller Ali (der også går under navnet Alix), og som konsekvent henvender sig (til os?) i du-formen, er e-forfatter og sprog-kostumier. Hos hende/ham kan man få skræddersyet lige netop den historie, man kunne tænke sig at bevæge sig rundt i – i cyberspace naturligvis: »Tag tøjet af. Tag kroppen af. I aften kan vi nå dybere end forklædninger kan nå.«

Vinduer til verden
Det gør vi så, tror vi nok. Klædt af til skindet rejser vi med markøren ind og ud ad powerbook’ens vinduer, hvis ’main frame’ er en moderne umulig kærlighedshistorie mellem Ali (der her er af hunkøn) og en gift kvinde.
Men historier er som landkort, hedder det, og vi føres videre til f.eks. 1600-tallets Tyrkiet, hvor en ung kvinde forklædt som dreng ved hjælp af to tulipanløg i bukserne forelsker sig og fuldfører et forhold til en underskøn prinsesse; til Boccaccio og Dantes historie om Francesca da Rimini og hendes elsker Paulo, der begge dolkes i kærlighedsakten; til George Mallorys fatale bestigning af Mount Everest; til Lancelot og Guineveres romantiske kærlighed. Myter, allegorier og allusioner væves ind i Alis e-fortællinger som bærende hyperlinks tilbage til alle historiers startmenu, der varsler om afslutning og pludselig død.
Bogens hovedbudskab er, at det trods forførende elektroniske fiksfakserier kun er i elskovens ekstatiske carpe diem, at tiden kan ophæves: »Din krop er min tidebog. Luk den op. Læs den. Dette er den sande verdenshistorie.«

Narrativt mønster
I forordet til Der er andre frugter end appelsiner erklærer Winterson, at hun vil droppe alt, hvad der hedder lineær narration og i stedet skabe en såkaldt spiralformet struktur. Ordforrådet er rigt og syntaksen simpel, og med disse enkle greb skaber hun som i et DNA-molekyle lag på lag af sirligt sammenkædede på en gang bagud- og fremadrettede fortælleplaner, så en nærmere adskillelse dem imellem forekommer umulig. Strukturen er som en matematisk formel, siger hun, der ikke endeligt kan løses, for x og y har forskellig værdi på forskellige tidspunkter. Samme spændende teknik anvendes i Powerbook’en. Det indebærer, at man ved første gennemlæsning føler sig magtesløs over den megen forvirring personerne, kønnene og tiderne imellem, men ved anden læsning lægger links’ene sig nydeligt på række i en nu overskuelig menu.

Kroppens metafysik
Derimod lykkes det aldrig helt overbevisende at transformere den virtuelle verden til en-dimensionelt skriftsprog. Ideen er interessant nok, men resultatet forekommer alt for opstyltet. Påhittet skal pinedød trumfes igennem på bekostning af en eksistentiel dybde, hvis rækkeevne når længere end næste kapitels overskrift »Vis talebobler«.
Romanen er og bliver en sproglig stileøvelse i lyrisk luftighed, som jeg nødigt vil downloade til mit eget livs harddisk. Der arbejdes nemlig også noget så godt og grundigt med poleret metafysik (»Verden er et spejl på tankens rigdom«) for at have noget at hænge ideen op på, og den gennemgående klæge lovprisning af den lesbiske krops unikke sanselighed går i selvsving i bogens main frame og ødelægger helhedsindtrykket: »I dit ansigt, i din krop, som du går og ligger og spiser og læser, bærer du i dig kærlighedens linjer. Når jeg rører ved dig, rører jeg noget dybere end dig. Dette rører ved noget i mig, som ellers er sunket for dybt til atter at kunne hæves.« Bogen kan ikke bestemme sig for, om den vil være et originalt litterært eksperiment eller en banal kærlighedshistorie. Den magter i hvert fald ikke at forene de to sider i et højere ’klik’. Det er faktisk kun de små skæve mytefortællinger og allusionerne, der formår at give bogen et vist vingesus.
Efter den ligeledes saftige lesbiske roman Skrevet på kroppen (1992; da. 1993) har Jeanette Winterson med Powerbook’en nu været helt nede og vende på bunden af lommefilosofiens uldne tilholdssted. Der bliver længere og længere til debutromanens almenmenneskelige indsigtsfuldhed, så nu er det vist på tide med en mundfuld frisk luft i næste opus.

*Jeanette Winterson: Powerbook’en. Godt oversat af Marianne Børch. 248 s., 250 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her