Læsetid: 4 min.

Kampen om konkursboet Berlin

Delstatsvalgkampen i Berlin kører på de højeste nagler, men det er som om, ingen kan tage den alvorligt. Byen står i skyggen af terroren
19. oktober 2001

BERLIN – Ordet ’metropol’ er blevet devalueret alvorligt. Mens Berlin i sidste måned stadig tørstede efter at blive én, synes hædersbetegnelsen efter terrorangrebet på Manhattan at have mistet sin forlokkende klang.
Midt i delstatsvalgkampens slutspurt har ingen mod på storhed med indbygget sårbarhed. Verden er i krig, og rædslen for miltbrand bæres rundt med postbude – den der lever stille, lever længst.
»11. september gik valg-kampen i stå,« siger den konservative spidskandidat Frank Steffel (CDU).
Hans seneste forsøg på at føre valgkamp på spørgsmålet om den indre sikkerhed i Berlin er slået fejl, lige som hans andet store emne;
angsten for DDR-kommunisternes generobring af magten. Steffel skal være glad, hvis han får 25 procent af stemmerne, fortæller meningsmålingerne forud for valget på søndag.

Bøssen i skabet
Der var ellers lagt op til en eksplosiv valgkamp, da koalitionen mellem konservative og socialdemokrater brød sammen denne sommer – tre år før valgperiodens udløb.
Koalitionen havde skrantet længe, men ingen regnede med, at SPD turde gå. Anledningen blev en finansskandale i den offentligt ejede Bankgesellschaft Berlin.
Hovedårsagen til mankoen på omregnet 23 milliarder kr. var bankdirektør Klaus Landowsky, der samtidig var CDU’s gruppeformand på rådhuset. Som bankdirektør havde Landowsky ydet store lån til et par forretningsfolk, der spekulerede i ejendoms-markedet – som politiker havde han modtaget ulovlig partisøtte af selvsamme forretningsfolk. Spekulanterne gik fallit, og banken – det vil sige skatteyderne – hænger nu på tabet.
Landowsky nægtede at skamme sig, SPD tøvede i ugevis. For at bryde koalitionen måtte partiet støtte sig til PDS; et parti der overvej-ende består af gamle østtyske kommunister. Hidtil havde et samarbejde været utænkeligt, nu var det den eneste mulighed for at skabe et alternativt flertal uden om CDU. SPD og De Grønne dannede regering med PDS-mandaterne som parlamentarisk grundlag. CDU rasede over »forræderiet« og kom med visse antydninger om den nykårede SPD-kandidat, Klaus Wowereit.
»Jeg er bøsse, og sådan er det godt,« erklærede Wowi frejdigt.
Som den første tyske toppolitiker nogensinde sprang han ud af skabet, og på en enkelt dag blev den ukendte kandidat landskendt.

Fallitboet Berlin
Da bøssen stod frem, var CDU afvæbnet – tilbage var kun at angribe SPD’s samarbejde med kommunisterne.
»Jeg foretrækker et rød-grønt styre,« slår Klaus Wowereit fast og lægger det ud til vælgerne, om SPD og De Grønne får stemmer nok til at virkeliggøre målet.
Foreløbig menes de to partier at have sammenlagt 46 procent i meningsmålingerne. Hvis det kniber, kan Wowereit supplere med PDS eller det liberale FDP.
Berlins virkelige problem ofres der ikke mange ord på: Byens gæld er på godt 300 milliarder kr., og skatteindtægterne rækker kun lige til at aflønne de offentligt ansatte. Skolerenoveringer, vejbyggeri, hospitalsmoderniseringer og rentebyrde (40 millioner kr. om dagen) finansieres via statsstøtte eller nye lån (38 milliarder kr. i år).
Ulykkerne startede med Murens fald i 1989. Indtil da var byen delt i to forkælede havldele, som hver for sig tjente som udstillingsvinduer for Øst og Vest. Da de to dele blev lagt sammen ved genforeningen, havde byen (og har stadig) tre operaer, et væld af teatre og seks symfoniorkestre. Dertil har bystyret været præget af gammelt vest-kammerateri, som bl.a. bevirker, at den fri konkurrence i offentlige licitationer har været sat ud af kraft, og som ikke alene CDU – men også SPD-folk har profiteret af.
Men det rød-grønne overgangsstyre har forrykket grænserne for demagogi: Selv om SPD bærer et årelangt medansvar for byens forfatning, er det lykkedes Klaus Wowereit at stilisere sig som nytænkeren.
Ansvaret for fallitboet tillægges de konservative, og CDU kan ikke forsvare sig – det ville kræve en indrømmelse af problemernes stør-relse.
Berlin står foran årelange besparelser, men ingen politiker vinder valg med massefyringer, teaterlukninger og nedskæringer; i stedet må de tale om deres luftige visioner.

Gysi-effekten
PDS havde store forventninger til valget. Ambitionen var at blive byens største parti og dermed endelig kunne indtage en rolle som ansvarligt parti.
For at hive sejren hjem blev den populære eks-formand Gregor Gysi opstillet som spidskandidat. Egentlig havde han tænkt sig at hellige sig advokatgerningen og familielivet, men posten som overborgmesteren lokkede ham tilbage i den politiske manege.
Muligheden for at kapre skuffede grønne vælgere i Vest gjorde målet sandsynligt, i Øst kan PDS føle sig sikker på omkring 40 procent, men efter en god start er Gysi-effekten løjet af.
Selv om han – som den eneste – kan tale om milliardunderskuddet, uden at troværdigheden lider skade, er venstrefløjen det forkerte forum for al tale om nedskæringer.
Heller ikke den nypolerede pacifist-profil efter 11. september ser ud til at hjælpe PDS nævneværdigt, tilslutningen ligger på omkring 20 procent.
»Jeg ville være blevet en god overborgmester,« sukker Gregor Gysi.
De Grønne tippes til 10 procent, og FDP har gode chancer for at komme over spærregrænsen (fem procent) efter seks års fravær.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her