ISLAMABAD Den magtfulde pashtunske militsleder Hamid Karzai, der er loyal over for den tidligere konge, forsøger i disse dage at rejse et nyt oprør mod Taleban. Men allerede før oprøret er kommet i gang led det i går et meget alvorligt nederlag. Militslederen Abdul Haq, berømt for sin indsats i krigen mod Sovjetunionen i 1980erne, er angiveligt blevet fanget og henrettet af talebanerne. Med tabet af Abdul Haq står Hamid Karzai pludselig alene i det, der skulle have været deres fælles oprør. Målet med oprøret er, hvis det søges gennemført, at åbne en sydfront mod det talebanske regime og at styrke det pashtunske islæt i en kommende samlingsregering.
Parallelle bestræbelser er under udfoldelse i Pakistan, hvor 800 eksilerede pashtun-afghanere onsdag var forsamlet i Peshawar for at drøfte, hvordan der kan skabes et pashtunsk modstykke til den antitalebanske Nordalliance (også kaldet Forenede Front eller UF), der består af ikke-pashtunske afghanere fra det nordlige Afghanistan.
Hidtil har indre splid og dyb mistillid mellem de rivaliserende pashtunske klanledere forhindret dannelsen af en fælles afghansk-pasthunsk front. Men netop en fælles front ser de fleste iagttagere som afgørende for, at USAs militære felttog kan gøre fremskridt i sine bestræbelser på at bringe Taleban-regimet til fald og eliminere Osama bin Laden. De 800 eksilafghanere mødtes under den moderate åndelige leder, Pir Sayed Ahmad Gailianis auspicier.
På dagsordenen var også en diskussion af, hvordan der kan dannes en overgangsregering under den tidligere konge, Zahir Shahs ledelse.
»Afghanistan balancerer mellem liv og død. Vi må gøre en indsats for at stoppe de militære operationer og begynde arbejdet på at genopbygge vores land så hurtigt som muligt,« sagde Gailani til de hvidskæggede betegnelsen for de pashtunske stammeældste. På massemødet var der stamme- og klanledere fra alle pashtunske folkegrupper, men hverken repræsentanter fra Zahir Shahs nyligt dannede 120 mand store Øverste Råd for Afghanistans
Enhed eller fra den antitalebanske Nordalliance.
Gailani sagde på mødet, at han under sine samtaler med ekskongen i Rom havde understreget behovet for at danne »et styrende råd bestående af de personligheder, der kunne nyde opbakning fra det største flertal af afghanere« og »at rådet ville udpege et af sine mest ansete medlemmer som formand.«
Gailani tilføjede, at han var sikker på, at Zahir Shah ville blive valgt.
Ikke desto mindre nævnte Gailani i sin ti minutter lange tale slet ikke, at Zahir Shah sammen med Nordalliancen allerede selv har nedsat et 120 mand stort Øverste Råd som et første skridt, før der indkaldes til Loya jirga et stammeråd, der skal vælge den nye regering. Ej heller nævnte Gailani noget om, hvilken rolle Nordalliancen måtte være tiltænkt i denne politiske proces.
»Gailanis bestræbelser bliver støttet af Pakistan for at skabe et alternativ til vores og til Nordalliancens planer,« sagde en højtstående kilde tæt på Zahir Shah.
»Amerikanerne affinder sig med dette, fordi de er afhængige af pakistansk støtte til deres militære indsats mod Taleban,« tilføjede han.
»Alle bruger kongens navn for at skabe sig legitimitet, fordi kongen er den mest populære mand i Afghanistan,« sagde en anden royalist i Quetta. Ikke desto mindre insisterer den pakistanske regering på, at Pakistans støtte til Gailani ikke er motiveret af et ønske om at skabe et alternativ til kongen. Målet er derimod angiveligt at skabe enhed blandt pashtunerne, der både mangler en samlingsfigur og en klar politisk retningssans. Hertil kommer Pakistans ønske om sikre, at den fremtidige regering ikke bliver domineret af UF.
Når pashtunerne endnu ikke har været i stand til at samle en effektiv modstandshær mod Taleban, skyldes det først og fremmest deres splittede klankultur. Ikke desto mindre var de to magtfulde militsledere begyndt at tage sagen i egne hænder. Efter at have tilbragt en måned i Peshawar med at tale med forskellige pashtun-ledere, krydsede kommandant Abdul Haq søndag grænsen til det østlige Afhganistan tæt ved byen Jalalabad med 100 bevæbnede mænd. Han var ifølge eget udsagn fast besluttet på at rejse oprørets fane blandt de østlige pashtunstammer mod talebanerne, men han blev anholdt og skudt for at samarbejde med USA
Haq havde under Afghanistans krig mod Sovjetunionen i 1980erne kommandoen over Mujahedins styrker ved Kabulfronten og mistede ved den lejlighed sin højre fod, da han trådte på en landmine. Haq forsøgte i Jalalabad at overtale de vigtigste kommandanter fra krigens tid, hvoraf mange siden sluttede sig til Taleban, til at følge ham.
Hamid Karzai, der er overhoved for Polpazai-stammen, der lever i Kandahar-regionen, hvor også Talebans leder Mullah Omar og bin Laden har deres baser, forlod i sidste uge Quetta med en anden gruppe svært bevæbnede mænd og gik ind over grænsen til Sydafghanistan. Både Abdul Haq og Hamid Karzai har i de seneste uger erklæret, at de vil prøve at vinde de pashtunske klanledere og de moderate talebanere for ideen om at nedsætte et Loya Jirga.
De to militslederes håb var at lægge grunden til en anti-talebansk modstandsbevægelse i det pashtunske bælte i det sydlige Afghanistan. Det vil, hvis det alligevel gennemføres, både give det amerikanske felttog tiltrængt medvind og styrke processen hen imod et Loya Jirga, der er en forudsætning for at danne en ny samlingsregering.
Ikke desto mindre var de to kommandanter særdeles kritisk stemte over for den vestlige alliance. De har begge bedyret, at de ikke har modtaget penge, militærudstyr eller forsyninger fra udlandet, hverken fra briterne, amerikanerne eller pakistanerne. De hævder at operere helt selvstændigt.
USA og Storbritannien synes modvillige til at give oprørerne støtte for ikke at lægge sig ud med Pakistan. Den pakistanske regering foretrækker nemlig, at de pro-pakistanske dele af Taleban hopper af og danner en ny fraktion, der kan danne modvægt til kongen og hans allierede i Nordalliancen. Men indtil videre har den pakistanske hemmelige tjenestes bestræbelser på at skabe en sådan blok ikke givet resultat. Taleban holder endnu sammen.
Vestlige diplomater siger, at USA står i et vanskeligt dilemma. På den ene side ser Pakistan ikke ud til at kunne indfri løftet om at få moderate talebanere til at hoppe af. På den anden side kan amerikanerne vanskeligt tillade Nordalliancen at erobre Kabul, fordi dette i værste fald kan få pashtunere og pakistanere til at vende sig mod USA. Pakistans præsident, general Musharraf har direkte sagt, at Pakistan ikke kan acceptere, at alliancen kommer til at spille nogen central rolle i en kommende afghansk samlingsregering. Hans ultimatum har skabt irritation i Rusland, Iran, Indien og i de centralasiatiske republikker, som støtter Nordalliancen, og er imod at lade moderate talebanere deltage i en ny regering. Den voksende kløft mellem Pakistan og dets regionale rivaler risikerer dermed at underminere den amerikansk ledede alliance, som disse stater er med i, hvilket kan få dramatiske effekter på den amerikanske militærkampagnes videre skæbne.
*Oversat af Niels Ivar Larsen
