Læsetid: 2 min.

K'NYT

9. oktober 2001


Det Kgl. Bibliotek i pengenød
*Det Kongelige Bibliotek oplyser i dets årsberetning, at udlånstallet sidste år steg med 65 procent og antallet af gæster på læsesalen steg med 20 procent. Biblioteket har netop indledt forhandlinger med Kulturministeriet om en ekstrabevilling til at klare de voksende udgifter, der følger med popularitet, men både Socialdemokratiet og Venstre siger på forhånd, at biblioteket må klare sig med det, det får. Så der kan nok ventes yderligere nedskæringer foruden dem, der bl.a. er konsekvensen af de astronomiske udgifter til opførslen af den såkaldte sorte diamant.

Bibliotheca Danica på Nettet
*Den systematisk ordnede fortegnelse over stort set samtlige bøger, småtryk og tidsskrifter udgivet i Danmark fra 1482 til 1830, Bibliotheca Danica, som oprindeligt blev udgivet på tryk for over 100 siden i tre bind på basis af en særbevilling fra Rigsdagen, er nu via Det Kongelige Biblioteks hjemmeside (REX på www.kb.dk) gjort tilgængelig for den menigmand eller ditto kvinde, der besidder et modem. Projektet er blevet gennemført som en del af Det Kongelige Biblioteks Retrokonverteringsprogram og muliggjort ved hjælp af midler fra Det Elektroniske Forskningsbibliotek. Den ældste trykte bog i Danmark – og dermed i Bibliotheca Danica – er en beretning om tyrkernes belejring af Rhodos. Bogen var forfattet af Johannitterordenens vicekansler Guillaume Caoursin og udkom på latin (Descriptio obsidionis urbis Rhodie) i 1482. Skriftet blev trykt i Odense af den tyske bogtrykker Johan Snell, der således indførte bogtrykkerkunsten hertillands. Denne bog og cirka 75.000 andre findes i Bibliotheca Danica og dermed nu også i cyberspace, med et nyt dansk ord.

Garffs SAK på tysk
*Det tyske forlag Hanser Verlag i München har købt oversættelsesrettighederne til Joakim Garffs storsælgende Kierkegaard-biografi. Kierkegaard-eksperten Hermann Schmid og oversætteren Herbert Zeichner har påtaget sig fortyskningen.

Drachmannlegatet til Merete Torp
*Lyrikeren Merete Torp får i dag, på Holger Drachmanns fødselsdag, tildelt legatet med den gamle skæggede digters navn på. Kontant kan Torp, der har skrevet to digtsamlinger med 14 års mellemrum, lune sig med 5.000 kroner.

DR hylder sine egne
*I anledning af DR’s 50 års jubilæum, blev der ved en fest lørdag aften i TV-Byen uddelt priser. Jens Nauntofte nuppede prisen i kategorien ’Nyheder’. Programmet »På grænsen til liv« fik prisen som den bedste dokumentar. Riget 1-4 af Lars von Trier, Niels Vørsel og Morten Arnfred hapsede prisen for dansk dramatik. I kategorien for børneprogrammer var der hyldest til Bamse og Hanne Willumsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her