Læsetid: 5 min.

Korstoget her for nylig

Det er ikke til at holde ud, at muslimske fundamentalister henter trumfer hjem på at kritisere USA
26. oktober 2001

Det er ikke til at holde ud, at muslimske fundamentalister henter trumfer hjem
på at kritisere USA

Qlummen
Indtil for cirka fem år siden forbandt jeg først og fremmest korstogene med nogle af barndommens helte fra Ivanhoe og Ridderne af det runde bord. En fortid så fjern, at den er blevet eventyrlig.
Men da jeg kom til Israel og Vestbredden, gik det op for mig, at korstogene er anderledes nærværende for mange muslimer.
Jeg interviewede en palæstinensisk familie, som var stærkt oprørte over, at deres marker i en lille landsby på Vestbredden blev indraget i den jødiske bosættelse, Efrat. Som altid på de kanter kom storpolitikken hurtigt på tale, og familiens ældste – faderen til tre brødre, der boede i samme hus med deres koner og et uoverskueligt antal yndige børn – nævnte korsridderne i en bisætning af en længere udredning om USA’s rolle i spillet om Jerusalem og de besatte områder.
Korsridderne?
Tolken så forvirringen brede sig i mit ansigt og oversatte min undren, hvorefter der udspandt sig en længere arabisk snak mellem de tilstedeværende, som han summede op til, at korstogenes logik går igen i nutidens politik. Kristne, altså amerikanere, britere og franskmænd – ikke dig, lille skandinaviske dame, som sidder her og drikker saftevand sammen med os – er til hver en tid parate til at indlede krig mod muslimer, mente de.

I den følgende tid spurgte jeg ret konsekvent til korsridderne, når jeg bevægede mig rundt blandt palæstinensere. Udfaldet var stort set det samme hver gang. Under forsikringer om, at der er en og kun en Gud, nemlig jødernes, muslimernes og de kristnes, under forsikringerne om lighederne mellem islams og kristendommens freds- og kærlighedsbudskaber – som muslimer generelt er mere bevidste om end de fleste kristne, jeg kender – gemte sig en opfattelse af, at det sådan set kun er den militære teknologi, der har ændret sig siden korstogene. Grundlæggende er kristendommen forblevet en aggressiv religion.
Derfor var det usædvanlig klumpet, at Bush i en af sine første taler efter den 11. september, brugte ordet ’korstog’ om den Vestens krig mod terroristerne. Han kunne ikke have valgt et mere uheldigt ord. Osama bin Laden greb det i luften og sendte det tilbage som en boomerang gennem den arabiske fjernsynsstation al-Jazeera:
»Vi håber, at vores pakistanske brødre vil blive de første martyrer i kampen for islam imod det nye jødiske og kristne korstog, som føres an af korsfareren Bush,« sagde han.
At Bush få dage senere smed skoene og gik i moske for at forsikre verden om, at islam betyder fred, kunne ikke hele det sår, han havde revet op i.

Den skepsis mange muslimer nærer over for vestens reelle hensigter er faktisk ikke ubegrundet. Hvor den vestlige verdens befolkninger – ad åre – oplevede at markedsøkonomien førte større frihed, velstand og politisk indflydelse med sig, oplevede mange muslimske lande tværtimod, at der fulgte politisk undertrykkelse i hælene på markedsøkonomien.
Fra midten af 1800-tallet og frem til Første Verdenskrig erobrede europæiske kolonimagter de muslimske lande i Nordafrika: Aden, Algeriet, Egypten, Libien, Morokko, Sudan og Tunesien. Og da det osmanniske rige brød sammen under Første Verdenskrig, rykkede briterne og franskmændene ind i stedet for tyrkerne, og oprettede mandater efter linealrette linjer på et kort over Liba-
non, Irak, Syrien og Palæstina.
Man kan ikke ligefrem sige, at de brugte lejligheden til at sprede demokratiets velsignelser til de dele af verden. I Iran holdt briterne eksempelvis den ene diktatoriske shah efter den anden ved magten. Den politik fortsatte USA efter Anden Verdenskrig, og siden da har amerikanerne hellere støttet regimer ud fra den kolde krigs og de økonomiske gevinsters logik end ud fra idealer om demokrati og menneskerettigheder.
Inklusive Saddam Hussein, selv om han forsøgte at udrydde kurderne med kemiske våben. Saddam blev først ophøjet til fjende nummer et, da hans tropper invaderede USA’s interesser i Kuwait. Inklusive Osama bin Laden, da USA ville have smidt russerne ud af Afghanistan. Og da russerne endelig var væk, mistede den vestlige verden stort set interessen for det krigshærgede land – hvilket var med til at gøre talebanernes tilbud om at indføre en slags orden i kaos attraktivt.
Vestmagterne har på afgørende punkter faktisk ikke været ret gode til at overskue de langsigtede konsekvenser af deres indgriben.

I mit hoved handler eksemplerne ikke om kristnes kamp mod muslimer, men om først stormagters og siden en supermagts nådesløst egoistiske gennemsættelse af egne økonomiske og politiske interesser. Men jeg kan godt forstå, hvorfor nogle muslimer nærer en bitter mistanke om, at vestlige forkæmpere for lighed og demokrati ikke mener, at disse rettigheder skal gælde for muslimer. Jeg kan også godt forstå, at de tolker USA’s konsekvente støtte af Israel, som blev oprettet på bekostning af flere hundrede tusinde palæstinensiske flygtninge, i samme optik.

I Koranen kan man læse, at de eneste retfærdige krige er selvforsvarets. Men det er blevet alt for nemt for islamiske fundamentalister at udpege USA som agressor. På et møde forleden i Nørrebrohallen med omkring 500 deltagere – mænd og kvinder blev sluset ind af særskilte indgange og sad hver for sig – sagde Hizb-ut-Tahrir’s talsmænd, Fadi Abdullatif og Emir Shamil blandt andet, at:
»Begrebet terrorisme bruges af USA for at realisere deres interesser i alle dele af verden. Når bestemte grupper tjener USA’s interesser, så er de frihedskæmpere, men når de modarbejder USA, så er de terrorister. Det er essensen af USA’s hykleri.«
»USA får lov at fremføre deres propaganda om, at de beskytter demokratiet og freden i verden, men i virkeligheden er USA verdens største terrorstat« – med henvisning til, at USA har forsynet mange diktaturer og Israel med våben, og kaldte USA’s krig i Afghanistan for – et korstog.
Det er næsten ikke til at bære, at fundamentalister som Hizb-ut-Tahrir, får lov at hive så lette stik hjem. I Nørrebrohallen understregede Emir Shamil også, at den muslimske verdens problem hverken er materiel tilbagegang eller mangel på teknologi og videnskab, men »sammenbruddet af den islamiske stat og den ideologi, der tager hånd om alle livets affærer. Vi skal have renset vore sind for den vestlige kultur, som er skyld i islams fallit. Demokratiet er ligesom markedsøkonomi og nationalfølelse udtryk for onde og uislamiske tanker.«
Efter sådan en svada nikker jeg reflektorisk til Anders Fogh Rasmussen ord om, at de for deres egen skyld burde forlade den vestlige kultur aldeles omgående.

Når kritikken af USA’s politik i Mellemøsten og omegn stort set forstummer i opbakningen bag den aktuelle krig i Afghanistan, får udemokratiske fundamentalister alt, alt for let spil.
Det bliver kun værre af, at det amerikanske militær oplyser, at deres krigsfly natten til torsdag smed klyngebomber ned over Talibans nordlige frontlinje i Afghanistan, hvor de i mange år fremover kommer til at terrorisere befolkningen som små dødsfælder. Så holder det op med at ligne en nogenlunde målrettet krig for at fange en hovedmistænkt plus hans kumpaner for et konkret attentat på godt fem tusinde helt konkrete mennesker i to helt konkrete tårne i USA. Og begynder at ligne ...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu