Læsetid: 3 min.

En krig med mange fronter

Angrebene i Afghanistan kan brede sig til andre lande, lod præsident George W. Bush forstå i en tale i aftes
8. oktober 2001

Dokumentation
På min ordre har USA’s militær indledt angreb på al-Qaeda-terroristlejre og Taleban-styrets militære installationer i Afghanistan. Disse nøje udvalgte angreb er tilrettelagt for at forhindre brugen af Afghanistan som terroristbase og for at angribe Taleban-styrets militære formåen. Vores loyale ven Storbritanien deltager i operationen og andre nære venner, inklusive Canada, Australien, Tyskland og Frankrig, har tilbudt deres styrker efterhånden som operationen udvikler sig. (...)
For mere end to uger siden gav jeg Talebanstyrets ledere en række klare og specifikke krav: Luk terroristernes træningslejre, udlever lederne af al-Qaeda-netværket og udlever alle udlændinge, inklusive amerikanske statsborgere, uretmæssigt tilbageholdt i jeres land. Ingen af disse krav blev imødekommet og nu må Taleban-styret betale en pris.
Ved at ødelægge lejre og afbryde kommunikationsforbindelser, vil vi gøre det sværere for terrornetværk at træne nye terrorister og koordinere deres onde planer.
I første omgang vil terroristerne måske grave sig dybere ned i huler og andre forskansede gemmesteder, men vores militære aktion er tilrettelagt for at bane vejen for vedholdende, omfattende og ubarmhjertelige operationer, der vil jage dem ud og stille dem til ansvar.
På samme tid vil det undertrykte afghanske folk mærke gavmildheden fra USA og vore allierede. Mens vi angriber militære mål vil vi også nedkaste mad, medicin og forsyninger til de sultende og lidende mænd og kvinder og børn i Afghanistan.
USA er en ven af det afghanske folk og vi er venner med næsten en milliard muslimer over hele verden.
USA er en fjende for de, der støtter terrorister og de barbariske kriminelle, som vanhelliger en hel religion ved at begå mord i dens navn.
Denne militære operation er en del af vores kampagne mod terrorisme, en anden front i en krig, der allerede er fulgt af diplomati, efterretninger, indefrysning af økonomiske midler og myndigheder i 38 landes anholdelser af kendte terrorister.

Lovløse regeringer
Vi vil på grund af vores fjenders væsen og rækkevidde, vinde denne konflikt med en tålmodig akkumulation af successer og ved at møde en serie udfordringer med beslutsomhed og vilje og målrettethed.
I dag fokuserer vi på Afghanistan, men slaget er større. Alle nationer må tage et valg. I denne konflikt er der ingen neutrale. Hvis nogen regering støtter de lovløse og morderne på uskyldigheden, er de selv lovløse og mordere og de vil befinde sig på en ensom, farlig vej. (...)
Vi er en fredelig nation. Men, som vi har set så pludseligt og tragisk, kan der ikke blive fred i en verden med pludselig terror. I lyset af dagens nye trussel er den eneste måde at forfølge fred, at forfølge dem, der truer den. Vi har ikke bedt om denne opgave, men vi vil gennemføre den.
Kodenavnet for dagens militære operation er ’Varig Fred’. Vi forsvarer ikke bare vores dyrebare frihed, men også mennesker alle vegnes frihed til at leve og opfostre deres børn befriet for frygt.
Jeg ved at, mange amerikanere er bange i dag. Vores regering tager kraftige forholdsregler. Alle politi- og efterretningsinstitutioner arbejder aggressivt over hele USA, over hele verden og hele døgnet. På min anmodning har mange guvernører indsat Nationalgarden for at forstærke lufthavnssikkerheden og vi har indkaldt reserverne for at forstærke vores militære formåen og for at styrke beskyttelsen af vores hjemland.(...)
Siden den 11. september har en hel generation af unge amerikanere fået en ny forståelse for værdien af frihed og dens omkostninger og forpligtelser og ofre.
Slaget er nu i gang på mange fronter. Vi vil ikke vakle, vi vil ikke trættes, vi vil ikke tøve og vi vil ikke fejle. Fred og frihed vil sejre. Tak og må Gud fortsat bevare Amerika.

*Oversat af Martin Selsøe Sørensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her