Læsetid: 2 min.

Den kulturelle nulstilling

Tyskland efter 1945, USA efter 2001
5. oktober 2001

(2. sektion)

Radio
»Med og mod strømmen« i tirsdags blev annonceret som et program, der skulle handle om den kulturelle udvikling i Tyskland efter Anden Verdenskrig holdt oppe mod begivenhederne i USA efter den 11. september. Hvad er, spurgte programmet, parallellerne mellem den kulturelle ’Stunde Null’ i Tyskland efter krigen og USA’s situation nu. Ja, hvis der er et radioprogram, der kan behandle så omfattende spørgsmål uden at brække halsen, så må det da være »Med og mod strømmen«, tænkte jeg. Inviteret i studiet var Per Øhrgaard fra germansk institut, Jørgen Staun, journalist på Information, Peter Schepelern, filmeksperten, der nu udgiver 100 års dansk film, og komponisten Sven Erik Werner.
Med så forskellige gæster kan det gå to veje. Man kan pludselig, som det da også lykkedes flere gange, få en frugtbar dialog på tværs af alle skel, men man kan også begynde at føle sig lidt svimmel, når der tales om alt fra von Triers rolle som provokatør på filmskolen til danske komponisters angst for tyske ditto, over H.C. Andersen og østtyskernes ydmygende indlemmelse i Vesttyskland.
Det sidste skete lidt for ofte. Særligt i den sidste del af programmet virkede Ulla Strømberg mest af alt som mikrofonholder. Ikke fordi hendes spørgsmål altid er helt indlysende, men når man tænker på, hvilke bomber af viden der faktisk befandt sig i studiet, var udbyttet lidt pauvert. Desuden blev Peter Schepelerns bog, 100 års dansk film fremhævet flere gange, men hvad i alverden det havde med emnet at gøre, begreb jeg aldrig.

Blev hængende
Sammenligningen mellem sammenstyrtningen af World Trade Center og Babelstårnet var interessant, men Stockhausens udtalelse om, at det hele skulle læses som et kunstværk, blev også bare hængende i luften som en ballon. Det startede ellers meget tankevækkende. Med en beskrivelse af, hvordan vi som danskere kappede de kulturelle forbindelser til Tyskland efter 45, hvordan vi fra den ene dag til den anden lod vor sydlige nabo være luft. I 30’erne havde vi stadig stærke kulturelle bånd til Tyskland, det var dér, man skulle ned og gøre sine hoser grønne, hvis man ville være noget ved musikken.
Dengang kunne vi tabe Asta Nielsen til Tyskland, det kunne vi ikke have gjort i 50’erne, 60’erne eller 70’erne. Men måske er vi ved at få Tyskland tilbage som kulturel nabo? Det mente i hvert fald nogle af programdeltagerne. Her savnede man, at Jørgen Staun fik fortalt lidt mere om måderne, hvorpå man håndterer/ikke håndterer fortiden i begge tysklande. Man savnede, at programmet blev fastholdt en smule på emnet. I stedet gik der indskydelser i den. Måske fordi sammenligningen mellem Tyskland efter 1945 og USA efter 2001 ikke virkede så indlysende endda. Måske fungerede den kun, hvad angik det grundlæggende spørgsmål: Hvordan skal kulturen rumme så uhyggelige politiske realiteter?
Her kunne Peter Schepelern have sagt meget mere om katastrofefilmens funktion, vi kunne have hørt meget mere om både Øst- og Vesttysklands ’Stunde Null’, og vi kunne sammen med panelet have overvejet om et sådant begreb overhovedet giver mening: Om man overhovedet kan nulstille en kultur.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her