Læsetid: 12 min.

’Der er kun én civilisation –og det er verdenscivilisationen’

Krigen mod terrorismen har åbnet for en stormflod af følelsesladede ord i debatten om civilisationen, dens værdier og dens skillelinjer. Men Pia Kjærsgaard står ikke fjernt fra en muslimsk sufimystiker i debatten
27. oktober 2001

Vågn op, vil I være så venlige at vågne op for en gangs skyld! I er intimideret af frygten for at gå imod strømmen. Kan I ikke indse eller vil I ikke indse, at vi står over for et omvendt korstog. Forstår I ikke, at vi står over for en religionskrig. Ønsket og erklæret af en del af islam. En krig, som de kalder jihad. Hellig krig. En krig som ikke søger erobring af vort territorium, men som stræber efter at erobre vores frihed og civilisation. At udrydde vores måde at leve og dø på, vores måde at bede på eller ikke at bede på, vores måde at spise, drikke, klæde, more og informere os på...«
Efter ti års tavshed og kamp mod kræften i sin egen krop offentliggjorde den italienske journalist og forfatter Oriana Fallaci et alenlangt essay i avisen Corriere della Sera, der sprængte støvlelandet i to. Det skete for en måned siden, netop som il Cavaliere, Silvio Berlusconi havde travlt med at undskylde, at han havde sagt, at »den vestlige civilisation er overlegen i forhold til andre civilisationer.«
»Jeg er ked af, hvis mine ord er blevet fejlfortolket, så de har stødt mine arabiske og muslimske venner,« sagde ministerpræsidenten. Det var efter, at den siddende EU-formand, belgieren Guy Verhofstadt, havde kaldt udtalelserne for »dumme og næsten barbariske«, fordi de ifølge ham er i strid med EU’s »multikulturelle værdier«.
Men dermed var den sprængfarlige civilisationsdebat om det kristne Vesten, ansigt til ansigt med den islamiske verden, ikke død. For den 4. oktober tog Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti tråden op i Folketinget, hvor hun sagde, at attentatet den sorte tirsdag var et angreb på »selve civilisationen«. I ental forstås. »Der er kun én civilisation, og det er vores. Vore modstandere kan ikke påberåbe sig at tilhøre en civilisation, for en civiliseret verden ville aldrig kunne gennemføre et angreb, der rummer så meget had, så megen vildskab, så megen djævelskab,« mente Kjærsgaard.
»De andre vil indføre vildskaben, det primitive, det barbariske, det middelalderlige. De har ikke tålmodighed til at vente på Paradis i himlen, men vil med stål, had og mord indføre det her på Jorden i et tusindårsrige. Men folk, der vil indføre tusindårsrige og paradisiske tilstande, bør man ikke række så meget som en lillefinger.«
Hun erkendte, at i »en del muslimske lande arbejder regeringer for at holde fast i det civiliserede samfund med et verdsligt styre, som fortvivlet forsøger at holde sharia stangen.« Men pågående spørgsmål fra bl.a. Mimi Jakobsen fra CD og den radikale Elisabeth Arnold fik hende til at vise tænder:
»Jeg synes, at islam med de tendenser, vi har set, med de fundamentalistiske tendenser, i allerhøjeste grad bør bekæmpes.«
Pia Kjærsgaard er ikke alene. Så sent som i mandags trådte Roskilde-biskoppen Jan Lindhardt frem og udbasunerede på Jyllands-Postens brede forside, at selvfølgelig er det en religionskrig. Tv-talen af Osama bin Laden den 7. oktober, hvor bin Laden udfordrede Vesten til duel – »det bliver en krig mellem islam og de utroende« – ville den kristne biskop ikke ignorere.
»Så længe de fleste muslimer opfatter os som vantro, er vi nødt til at betragte den nuværende kamp mod terror som en religionskrig, som vi må udkæmpe med fredelige midler,« uddybede han her i Information.
Domprovst i København Anders Gadegaard ville ikke høre tale om at føre religionskrig med Lindhardt: »Flertallet af muslimer rammes på samme måde, som vi kristne ville blive ramt, hvis vi blev slået i hartkorn med en radikal, ekstremistisk vækkelsesprædikant, der påstod at være kristen, og som gik ind for at føre krig mod muslimer.«

Indvandrerdebat lurer
Under dagsordenen religionskrig lurer nemlig også en anden sag: Indvandrerdebatten, som både Pia Kjærsgaard og den italienske højreregering vil koble sammen med krigen mod terrorismen. I Italien har regeringspartiet Liga Nord under ledelse af Umberto Bossi foreslået at lukke grænserne for muslimske indvandrere. Og herhjemme har professor ved Odense Universitet, Bent Jensen, skrevet et rasende forsvarsindlæg for Berlusconi og Kjærsgaard i Jyllands-Posten. Under rubrikken, »en svinehunds bekendelser« rev han den 13. oktober alle slør væk og beskyldte Europas politiske elite for at stå »med hatten i hånden og gøre undskyldning på undskyldning over for aggressive muslimers krav om, hvordan vort samfund skal indrettes.« Dr. phil. Jensen advarede om, hvordan »uoverskuelige muslimske masser« ville »undergrave« vore samfund.
Denne afsindige afsky, denne monumentale angst for muslimerne, er også gemt i Oriana Fallacis essay.
Hun beretter om, hvordan hun til sin forfærdelse opdagede, at en gruppe muslimer havde besat Duomo-pladsen i Firenze, lavet »vulgære« møbleringer med stole, hynder og ovne til »at forpeste pladsen«, mens de urinerede i hjørnerne. »Hvor afskyeligt. Disse Allahs børn pisser langt!« tilføjer hun, der ellers i sine mange år som journalist har set lidt af hvert – fra at dække Vietnamkrigen til siden at interviewe ayatollah Khomenei efter den iranske revolution.
»Hvilken mening giver det at respektere nogen, som ikke respekterer os?« spørger hun – og skriver, at indvandrere »vagabonderer« rundt i hendes fædreland Italien og »ødelægger vore monumenter«.
»Der ikke er plads til muezziner, til minareter, til falske afholdsmænd, til forbandede middelalderlige mænd, med deres forbandede tjador,« messer hun – så Dr. phil. Jensen og fru Kjærsgaard sikkert gerne skriver under.
Det er som et plaskende vandfald af opdæmmet afsky.
For at få sine læsere til at dele den, fortæller Fallaci, at hun engang som reporter overværede, hvordan 12 ’urene’ unge blev henrettet på et stadion i Dacca, mens 20.000 troende på tribunerne råbte Allah akbar, Allah akbar. Og bagefter vandrede de 20.000 »roligt hen over de henrettede«.
Oriana Fallaci skriver og skriver, og undervejs erklærer hun sin dybe kærlighed til den vestlige civilisation, til dens rødder i renæssancen, hos Leonardo da Vinci, Miguel Angel, Rafael, Bach, Beethoven og Verdi... Siden dengang de kristne brændte kættere på bålet er vi ifølge hende »blevet mere civiliserede. Selv Allahs børn bør erkende, at der er visse ting, man ikke gør.«
I opgøret med islamiske ekstremisters forbrydelser forbigår hun stort set i tavshed, at også den islamiske civilisation har sat sine spor på Europas udvikling: Gennem den muslimske humanist Averroes lærte vi Aristoteles’ filosofi at kende; den dag i dag bruger vi arabiske tal; Europa lærte via araberne al-kohol at kende; og Europas første papirfabrik installerede araberne i det tolvte århundrede. I øvrigt kommer ordet skakmat fra det persiske ord al-jakh-mat, »kongen er død«.
En udredning af den gensidige kulturelle og teknologiske inspiration op igennem historien – eller en præcis skelnen mellem de forskellige strømninger inden for islam – ligger ikke Fallaci på sinde.
Hun har et andet ærinde: At redde Vesten. Helten i hendes noget apokalyptiske essay er Amerika. USA er for hende en elsket ægtemand, der har reddet hende og fædrelandet fra Hitler, Mussolini og Stalin.
»Hvis Amerika synker, så synker Europa også. Hvis Vesten synker, så synker vi alle,« lyder Fallacis advarsel.

Medfølelsen er død
En række skribenter har dog taget til genmæle. Og i Corriere della Sera fældede Tiziano Terzani den korte dom: »Oriana. I dine ord er det bedste i den menneskelige hjerne, fornuften, og det bedste af hjertet, medfølelsen, er død.« »Det foruroliger mig, at din brillante lektion i intolerance påvirker så mange unge.«
Terzani advarer mod at betragte terrorangrebet som »en religionskrig fra ekstremistiske muslimer«, men han ser det snarere som et angreb på Amerika og dets udenrigspolitik: »Problemet med terrorismen kan ikke løses ved at dræbe terroristerne, kun ved at eliminere de årsager, der har forvandlet dem til det.«
Også forfatteren Umberto Eco har kastet sig ind i den mentale civilisationskrig. Han har taget Berlusconis overlegenhedsfølelse ved vingebenet: »Pakistan har atombomber, og det har Italien ikke. Er vi derfor en underlegen civilisation?« spørger han ironisk. »Bin Laden og Saddam Hussein er frådende fjender af den vestlige civilisation, men i den vestlige civilisation har vi også haft nogle herrer, som hed Hitler og Stalin,« skriver han og henviser samtidig til de »protestantiske nordamerikanere, der er mere fanatiske end en ayatollah, som forsøger at fjerne enhver henvisning til Darwin i skolerne.« Han opfordrer derfor islamiske fundamentalister til at komme til Vesten for at lave antropologiske studier af vores forståelse af hellig krig – så de kan blive lidt mere selvkritiske.
Umberto Eco erkender, at der er »megen forvirring under himlen«. Han bryder sig helt tydeligt ikke om Berlusconis (og Fallacis) vestlige superioritet, for han vil stadig gerne lære af forskellighederne i forhold til de andre. F.eks. af forskellene mellem deres og vores musik. Og han morer sig over, at de mest forbenede kulturtraditionalister (hos Berlusconis regeringspartner, den nationale alliance) er dem, der mest glødende lovpriser Vestens videnskab og det teknologiske fremskridt – selv om det konstant underminerer traditionen.
Bag de semiotiske stiløvelser og hans erkendelse af, at mange forskelle kan forklares og forhandles, så har Eco visse fundamentale værdier, som han giver forrang:
»Vi er en pluralistisk civilisation, fordi vi i vores land accepterer, at der bygges moskéer, og vi kan ikke give afkald på det, fordi man i Kabul spærrer kristne propagandister inde. Hvis vi gjorde det, så ville vi også blive forvandlet til talebanere. Tolerancen og diversiteten er en af de stærkeste og mindst tvivlsomme parametre i vores kultur, og vores kultur er moden, fordi den forstår at tolerere forskellighederne. Og dem i vores kultur, der ikke tolererer mangfoldigheden, betragter vi som barbarer.«
Den italienske forfatters ord er som et ekko af, hvad den spanske filosof Fernando Savater skrev i en kommentar: »Forskellen mellem en civiliseret person og en barbar er, at den civiliserede er i stand til at kæmpe for ting, som ikke alle tror på.«
Og alligevel. For begge opererer med et dannelsesbegreb, en forestilling om, at mennesker kan opdrages og modnes – så de ikke opfører sig som barbarer eller talebanere.
Det besynderlige er blot, at de to – som aldrig kunne drømme om at stå på Berlusconis og Fallacis side i den indre vestlige civilisationsdebat – på en måde er beslægtet med den kendte demokratiforsker, Giovanni Sartori, der har taget Fallaci offentligt i forsvar! I hvert fald i debatten om den vestlige civilisations dyder eller mangel på samme.

Europa synker med Amerika
»Terzani skriver, at Orianas intolerance bekymrer ham. Jeg er meget mere bekymret over blindheden hos den, der nyder et godt liv (etisk-politisk), og som ikke ser«, at hvis Amerika synker, synker Europa også, fastslår Sartori.
»Ja, jeg forsvarer den vestlige civilisation. Ikke af æstetiske årsager og endnu mindre af religiøse. Arkitekturen, litteraturen og kunsten i mange civilisationer har en ekstraordinær skønhed. Og hvis jeg skulle vælge, ville jeg nok gå over til buddhismen, selv om jeg føler mig meget mere tiltrukket af shintoismens selvbeherskelse,« bekender han. Sartori er som Fallaci ateist, og det er ikke den kristne civilisation, han forsvarer. Det er den etisk-politiske betydning af civilisationen, som den ’gode by’ forstået som den demokratiske og humanistiske by, den levende og mere åbne by.
Fra Madrid blander den spanske historieprofessor Pedro Schwartz sig også i debatten. Han forklarer, at han godt kan ’forstå’ Oriana Fallacis og Silvio Berlusconis holdninger, »men de udtrykker sig dårligt. Situationen for kvinden i den islamiske verden kan ikke tolereres, og det er heller ikke fordelagtigt for disse samfunds fremskridt. Dødsdomme for anderledes meninger er imod reglerne i vor civilisation, og de lukker kilderne for et intellektuelt fremskridt. Forbuddet imod at surfe frit på Internettet er et angreb på den personlige frihed og forhindrer det teknologiske fremskridt. Det er en trist realitet, at intet islamisk land i øjeblikket er et demokrati.«
Schwartz mener, at »vores civilisations overlegenhed udspringer af nogle normer, som vi har opdaget igennem århundreder, og som udtrykker essensen i det åbne samfund: Respekten for de individuelle frihedsrettigheder, lighed for alle over for loven, borgernes deltagelse i regeringen af deres nationer. Vores overlegenhed bygger på vore spilleregler og forfatningsmæssige former.«
Udenrigskommissæren i Den Europæiske Union, Chris Patten, ville sikkert gerne godkende spanierens formuleringer, men det går under ingen omstændigheder an at sige den slags fra officielt hold. Slet ikke nu midt under krigen mod terrorismen, hvor der er risiko for en farlig politisk kædereaktion, der kan føre til islamisk ekstremisme på gaderne i de arabiske lande.
Chris Patten har dog en principiel indvending mod den overlegne vestlige snak:
»Det er umoralsk at tænke sådan. Det er ikke historisk retfærdigt, og desuden er det en dyb politisk fejltagelse, hvis vi giver indtryk af, at vi i Europa har monopol på visdommen.«
For når folk ude fra betragter Europa, ser de ikke bare visdom og uendelig godhed. De ser også »to verdenskrige i det sidste århundrede, monumenter over forfærdelige overgreb på menneskerettighederne, grusomheder der i mit land er begået i religionens navn, gulag, gaskamrene... De, der taler om vores civilisations overlegenhed, burde efterleve det fransciskanske princip om ydmyghed.« Over for det civilisatoriske hovmod – for kristne en af de syv dødssynder – sætter han ydmygheden.
Men den, og den evige selvkritik, kan måske føre for vidt.
I hvert fald taler den franske filosof Bernard Henri-Levy uden omsvøb
om den højreorienterede Berlusconis »idioti«.
»Det er ikke til at holde ud, at folk smider islam og islamismen ned i den samme sæk,« siger han – og går derpå i rette med den venstreorienterede Noam Chomsky.
Denne har i et interview til Radio Beograd beskrevet bin Laden som en mand, der »modsætter sig de korrupte undertrykkere i regionen, som er skandaliseret for deres brede støtte til USA og Israel«.
»Det er uudholdeligt at høre Noam Chomskys udtalelser,« mener Henri-Levy, der siger, at en »ildelugtende parfume (af antiamerikanisme) har bredt sig i Vestens hovedstæder«.
»Omvendt er det uudholdeligt at se, at islam nægter at foretage en selvransagelse og derefter en aggiornamento (modernisering, red.), som alle de andre moneteistiske religioner gjorde for hundreder af år siden. Det er uudholdeligt, at der er så få ulemas (muslimske ’skriftkloge’, red. ) i Europa og så få intellektuelle, spirituelle, moralske og politiske ledere i islam, som har sagt med styrke, at talebanerne er grønne fascister, at et kamikaze-martyrium ikke er vejen til paradis, og at al-Qaeda-guruens mord er en fornærmelse imod Koranens miskundhed.«

Islam lukker sig
Viljen til selvransagelse dominerer ikke i den arabiske offentlighed. Det store flertal af verdens cirka halvanden milliard muslimer holder sig tavse, mens de autoritære magthavere er opskræmte og bange for, at et lille mindretal af velorganiserede, islamiske ekstremister og broderskaber skal fravriste dem magten.
Nogle muslimer er dog gået særdeles håndfast til værks i selvkritikken. I et interview til det franske Le Nouvel Observateur siger den 66-årige sufimystiker Dariush Shayegan, at den islamiske kultur var en stor, åben civilisation fra det 10. til 12. århundrede, men her tusind år efter »lukker islam sig inde i sig selv. Den forfalder i sklerose med sin identitetsmæssige stivhed. Filosofferne og mystikerne er glemt, man taler kun om Koranen. De aktuelle islamiske bevægelser ønsker en tilbagevenden til oprindelsen, men det er kun reaktioner, afvisninger. Det ender i vreden. Det er meget farligt at spille med folks tro og forvandle den til et kampinstrument.« Shayegan er bosiddende i Paris og Teheran og har udgivet bogen Lyset kommer fra Vesten. Han drager et klart skel mellem islamisk kultur og så civilisationen, der er universel.
»For mig at se eksisterer der kun én civilisation i verden, og det er verdenscivilisationen, der er moderne og universel. Jeg vil ikke engang kalde den vestlig, for den er en del af os, fordi den også afspejler en vis følsomhed over for vores samtid og den befinder sig ikke længere i m0iddelalderen. Med Khomeneis tilbagevenden til Iran genoplevede vi scener, som ingen kunne holde ud: piskning, martyrer, blodbad... Denne eksplosion af det arkaiske i det moderne var uudholdelig for mennesker i det 20. århundrede, og det forklarer den massive udvandring. De flygtede fra en verden, som sårede deres følsomhed.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu