Læsetid: 13 min.

Kunst for let øvede

I næste måned afgøres det, om Lone Scherfigs overraskende succesfilm ’Italiensk for begyndere’ også bliver nomineret til en Oscar. Vi har talt med instruktøren om at være en ’folkelig’ kunstner. Det vælger man ikke selv...
20. oktober 2001

Alle de danske Dogme-film er blevet opsigtsvækkende succeser, også i udlandet. Alligevel kom det bag på Lone Scherfig, 42 år, at også hendes egen Italiensk for begyndere nåede med i det gode selskab: Sølvbjørn i Berlin i foråret, 850.000 solgte biografbilletter alene i Danmark, filmen er solgt til 36 lande, har i ugevis ligget på top ti blandt de mest sete film i Norge og Sverige. Og i næste måned besluttes det, om filmen bliver Danmarks bud til Oscar-nomineringen.
»Jeg bliver hele tiden konfronteret med, at jeg har vidst, at den film ville ramme så mange mennesker, men det har jeg ikke været klar over. Det betyder, at der nu er nogle af kollegerne, som ikke synes, filmen er rigtig fin længere, for så må jeg jo være meget kommerciel i mit indre... Så må jeg minde dem om: ’Prøv lige og hør: I syntes, det her var en vidunderlig film, da I så den tre uger efter premieren, selve filmen har ikke forandret sig.’«
– Er det et valg at blive en ’folkelig’ kunstner?
»Nej. Det var et valg, at jeg ville lave en lys film om nogle almindelige mennesker, som får mulighed for at tænke: ’I virkeligheden kunne jeg også vælge at blive lykkelig!’ Men det, jeg nåede frem til i morges i brusebadet, er, at når jeg åbenbart har en stemme, der appellerer bredt, er det måske fordi, jeg selv er forholdsvis almindelig og ikke-elitær i min tankegang.«
»Det er selvfølgelig fint, men jeg synes også, at det er et af filmbranchens store problemer, at vi ikke er klogere, end vi er. At vi laver så mange drenge-film, og vi sidder og skriver manuskripter, som i høj grad er baseret på noget, vi ved i forvejen, og at de, der er toneangivende nu i filmbranchen, har været 50 og derunder. Jeg synes, vi snart må have nogle film med nogle store, gamle, kloge mænd, der virkelig kan gøre folk klogere, ikke bare gladere.«
– Men af ’Italiensk for begyndere’ bliver man da både klogere og gladere? Tragedie og komedie kan jo være helt den samme slags historie, men komedien ender med bryllup, mens tragedien ender med død...
»Ja, dramaturgien er ens, og de er meget tæt på hinanden. Jeg har før lavet virkeligt kedelige, lange, lange tv-spil – alle mine filmskolefilm er meget kunstneriske med velkomponerede billeder og spleen og sorg og telefonpæle – og i virkeligheden er der jo masser af det i Italiensk for begyndere, som reelt er en film om sorg: Anders W. Berthelsens rolle er grundstammen, og han er en præst, hvis kone har begået selvmord. Og han ankommer fuldstændig sorgfuldt til et tomt rum og skal kæmpe mod en dæmon, i virkeligheden om hvad Gud er.«
»Måske derfor var vi heller ikke klar over, hvor meget folk ville grine af den.«
– Hvor, for eksempel?
»Det sted, hvor Kaalund-rollen, Hal-Finn, vender sig om og beskriver restauranten: ’Kan du huske dengang, hvor der kun var tre borde spredt over gulvet og en disk her?’«
»Vi havde aldrig troet, at man fattede den, fordi der er duge på bordene, og man godt kan forestille sig, at stedet har været meget mere sjusket engang. Men den gik hjem, da filmen blev kørt for et almindeligt publikum inde i Filmhuset. Og så tænkte vi: Hvis man har fat i en fælles forståelse af nogle dumme, interne jokes, så kunne vi bare lave den film, som vi selv syntes var allerbedst. Og det var en kæmpe oplevelse at få så mange mennesker i tale med noget, jeg troede var
noget underligt vrøvl.«

Kliché på kliché
– Skelner vores tid mindre mellem det finkulturelle og det folkelige, det alvorlige og det sjove?
»Der er i hvert fald en udtalt holdning til det her i huset (Zentropa, red.), hvor mange hele tiden laver det kryds ind over grænsen mellem kultur og finkultur. Morten Korch-serien er et typisk eksempel, og Lars’ Breaking the Waves og Dancer in the Dark er jo meget folkelige historier, næsten eventyr, inspireret af et meget enkelt, lille, sentimentalt eventyr om pigen Guldhjerte, som mister alt, men får prinsen.«
»Men det folkelige Danmark, som bliver beskrevet i ’brede’ danske manuskripter, er tit sådan et med cykelsmede, vasketøj der hænger hen over gårdene, og man sidder i kolonihaven, og konerne stryger. Sådan ser der altså bare ikke ud! Sådan noget som den rigtige arbejderkultur, man betegner som en folkelig identitet, eller Olsen Bandens Valby fyldt med små håndværksvirksomheder, sjove radioreparatører osv., eller når Erik Clausen laver en film om et vidunderligt gammelt dansk Holmbladsgade. Problemet er jo, at det ikke findes mere i virkeligheden! Det er kliché på kliché, synes jeg, og når jeg skal lave noget, og nogen så kommer ind med en bestemt standerlampe – du kender den godt – med tre skærme i gul, grøn og rød, er det bare: ’Kan vi få den ud! Sådan ser der kun ud i danske film!’«
– Du er jo sådan en slags Hellerup-pige med en baggrund inden for eliten (Lone Scherfigs mor, Lise Scherfig har været rektor på Balletskolen i 38 år, og hendes far, Ole Scherfig, der døde tidligere på året, var en prominent erhvervsmand, der blandt andet forestod rekonstruktionen af Berlingske Tidende, red). Lå det ikke mere lige for, at du blev jurist end filminstruktør?
»Jeg havde det privilegium at være en pige, for der var ikke de forventninger. Derimod har hele min familie altid været dybt optaget af film og teater og billedkunst.«
– Men er der ikke en modsætning mellem dét miljø og det folkelige?
»Jo, man kunne sagtens forestille sig, at jeg ville lave film, der var meget mere søgende og billedkunstnerisk orienterede.«
– Eller a la Panduro, et neurotisk borgerskab spærret inde i sig selv?
»Da jeg var helt lille boede min familie heromkring, i Rødovre. Senere fik min far en karriere, som gjorde, at der kom flere og flere soveværelser, og vi flyttede til Hellerup. Jeg identificerer mig bare ikke særlig stærkt med den klasse, mine forældre gik hen og blev. Jeg har selvfølgelig haft den tryghed, at hvis jeg kastede mig tilstrækkeligt grædende for min fars fødder, lånte han mig måske nogle penge. Men jeg har tjent mine egne penge fra jeg var 15 år, og jeg er ikke så bange for hverken den ene eller den anden socialgruppe. Men mon ikke alle føler sig som en undtagelse? – Folk går jo heller ikke rundt ude i Hellerup og siger: ’Ih, hvor vi dog bor i Hellerup!’«
»Men når jeg laver en film herude, er det altså ikke ’Lone goes slumming’! Jeg føler mig mere relateret til dét miljø og den italienske restaurant på Gammel Køge Landevej end til et pænt publikum, der går rundt i cashmerefrakker på Charlottenborg lørdag formiddag. Apropos turisme – der var faktisk sådan en AOF-aften, hvor Niels Frid var vært og tog folk rundt på bustur, og de tog hen og spiste en rigtig romkugle og ned på stadionrestauranten på Hvidovre Stadion... «

Problemer med nyt manuskript
»For mig er Italiensk primært bare en psykologisk interesseret film uden noget særligt stærkt socialt budskab: Lige da Olympia siger sit job op, så ups! – arver hun lige 635.000 kr. Jeg tager jo slet ikke stilling til, at vi her har en person, som er fuldstændig fortvivlende ulykkeligt stillet på arbejdsmarkedet, fordi hun ingenting kan. Det går bare sådan, at de forældre, som stiller nogle ekstreme krav til personerne, dør jo bare, lige når de har allermest brug for det... Forhindringerne bliver bare fjernet. Det er dårlig dramaturgi, for folk skal jo kæmpe for noget. Men jeg kan ikke lave film, hvis jeg hele tiden skal passe på, at der ikke er nogen, der bliver sure.«
– Dogmefilmene er jo også blevet en slags kollektivromaner med flere næsten ligestillede personer. Har du oplevet reglerne som inspirerende?
»Dybt inspirerende. Det tog to dage at vænne sig til det, ’Gud, det kan vi ikke’. Denne her film er sådan, at vi er henne på et stadion, hov, der hænger en gammel Juventus-plakat, den skal da have en plads i historien. Det er en helt omvendt måde at gå til virkeligheden på. Normalt ville man skifte alle billederne ud på stadion, her opstår historien af de omgivelser.«
»Det betyder selvfølgelig, at det kommer til at virke virkeligt – fordi det er en dogme-film. Jeg har problemer i øjeblikket med, at det nye manuskript, jeg arbejder på, slet ikke har det samme hold i virkeligheden, det bliver meget mere af en skrivebordskonstruktion. Der mangler det kabel til virkeligheden – men jeg vil ikke lave en dogme-film til.«
– Hvorfor ikke?
»Det svarer til kun at måtte spille på de ti midterste tangenter på klaveret, eller ikke bruge adjektiver i en måned eller bruge to år på kun at male sort-hvidt.«
– Som maleren Yves Klein der pålagde sig selv kun at male med blå farver?
»Det er jo bare andre dogmer, som er inspirerende. Men Italiensk er ikke en film, der blev til på computeren, den blev skrevet til de personer, selv om der også er læssevis af selvbiografiske elementer: Jeg har selv haft nogle af de job, de har i filmen, jeg har selv en søster, Jørgen Mortensens tvivl om sit eget værd er bestemt en side af mig, selv om Peter Gantzler selv har haft stor indflydelse på sin rolle.«
»Faktisk handler flere af dogme-filmene om, hvad det er at lave en dogmefilm: Festen er en film om en mand, der stiller sig op foran en masse mennesker og siger noget helt forfærdeligt, så må det briste eller bære. Som om Thomas Vinterberg, en ung, pæn, mainstreamfilminstruktør ville sige: ’Ok, så laver jeg altså en rædsom, håndholdt, aggressiv film om incest, et emne ingen mennesker vil sidde og se på’. At den blev en kæmpesucces, var han jo overhovedet ikke klar over. Og når Lars von Trier, som har lavet så smukke og stiliserede film, laver Idioterne, den mest grimme og spontane film om nogle mennesker, som smider tøjet og spasser, det er jo det samme.«
»Det var svært at følge efter fire Dogme-film, der var så store succeser, og den eneste måde, jeg kunne gøre det på, var at lave en film, som ikke var endnu mere alvorlig. Så i stedet for at prøve at lave forkrampede, store, stærke, seriøse film, lavede jeg en film, som jeg meget godt kan lide. Jeg har ikke nogen specielt tung smag, jeg elsker at gå ind og se Fire bryllupper og en begravelse, og Italiensk handler helt enkelt om muligheden for at få sig et lykkeligere liv.«

Den religiøse dimension
– Hvordan handler Italiensk om at lave en Dogme-film?
»Den handler jo om at være i samme situation som præsten: At komme til et tomt rum og blive konfronteret med spørgsmålet: Kunne du tænke dig at være præst her, kunne du tænke dig, at det er din stemme, der skal tales med i dette rum? Der er hele tiden nogen, der henvender sig til Anders, som om han er præst, og han giver dem aldrig nogen råd, det er dem selv, der sidder og finder ud af det – og takker ham hjerteligt og går! Det synes jeg også, denne her film har.«
– Kunstneren som en præst eller Sokrates, der spørger folk selv, hvad de synes?
»Mange spørger, om biograferne er vor tids kirker, fordi man går derhen for at få renselse og erkendelse og et eller andet rituelt rum... Men selv oplever jeg ikke, at jeg har den ekspertise, som en præst bør have i moralske spørgsmål. Jeg synes, biografer er biografer og kirker er kirker – og jeg har tænkt over det, fordi jeg har skrevet alle præstens prædikener, selv om det meste er klippet ud igen. Men sjovt nok har mange godt kunnet lide den religiøse dimension – filmen har blandt andet fået en kirkelig pris, Det Økumeniske Råds Pris, og Kristeligt Dagblad har rost den for beskrivelsen af præsten som en person, der færdes ude, hvor menigheden er, i en swimmingpool eller til et italiensk-kursus, men stadigvæk har den samme rolle, som hvis de gik hen til ham i kirken.«

Et kvarters sødsuppe
– Men hvilken rolle spiller kunsten og kunstneren?
»I Dogme-filmene står vores navne ikke på filmen. Det er vel en blanding af beskedenhed og et billede af kunstneren som en Zorro-figur, der svinger sin sorte kappe om sig og rider videre: ’Det var bare en film, I behøver ikke takke mig for den...’! Men det har også det i sig, at nu satser jeg og behøver ikke lægge navn til.«
– Nu er det jo ikke nogen velbevaret hemmelighed...
»Nej, og det er jo næsten at tage sig selv endnu mere højtideligt ikke at lade sig kreditere.«
»Film er vel én af de mindre søgende kunstarter. De fleste film bryder jo ikke særlig mange normer i forhold til, hvad billedkunsten gør i de her år. Film er... en måde at opbevare kontakt på. Italiensk viser, at mennesker kan bruge hinanden til noget positivt. At næstekærlighed er tilstedeværende og konstruktivt og brugbart og rart.«
»Jeg har haft flere diskussioner med Lars von Trier om slutningen, som er alt for lang. Han siger: ’Filmen ville have meget mere format, hvis man slap dem der og sagde: Det var den film, nu må I selv lægge de sidste brikker på plads.’ Men jeg bliver ved, og man skal høre O sole Mio, og man skal se kajerne, og der skal være det ene filmkys efter det andet – der er næsten et kvarters sødsuppe i Venedig, hvor næsten alle konflikter er bragt til ende. Men jeg fik endelig chancen for at lave en film, der er nøjagtig, som jeg gerne vil have den, og så vil jeg altså gerne have, at folk kan sidde og glæde sig sammen med personerne. Men når Miramax i USA så vil have endnu mere flormelis drysset ud over slutningen: ’Må vi ikke få hele O sole Mio, og har du ikke også noget mere i gondolerne og mere Markusplads’ – og det har vi – så er det altså: Hertil og ikke længere!«
»Det gode ved at lave Dogme-film er faktisk, at jeg har haft fuldstændig frie hænder. Jeg fik syv millioner, lovede at jeg nok skulle lade være med at bruge flere og så til gengæld komme hjem med noget i biograflængde.«

Plads til yderligheder
– Italiensk oplever vi jo som en meget dansk film. Men så fik den en Sølvbjørn i Berlin og filmen er solgt til 36 lande. Er det fordi de små mennesker, du beskriver, findes allevegne? Hvis du vælger noget meget lokalt, så genkender folk det?
»Folk har faktisk reageret ret ens på alle de festivaler, hvor filmen har været vist, blandt andet i Portugal og Indien. Første gang, jeg var ude for det, var, da jeg lavede de der første Squash-reklamer (med Jacob Haugaard og Finn Nørbygård, red.) og de så vandt en Sølvløve, tror jeg det var, i Cannes. Og jeg tænkte, at det var da utroligt, når vores sodavander var de mest lunkne, og de første film var så primitivt lavet.«
»Da lærte jeg, at man alligevel ikke kan efterligne amerikansk filmindustri, selv om vi kunne lave en fælleseuropæisk synergieffekt. De film, der bliver bedst i Europa, er dem, der ikke prøver at samle Europa, men lader Europa være en række hjørner. Vi udmærker os ved vores forskellighed mere end ved at prøve at skabe en europæisk Richard Gere.«
– Hvad er dit næste projekt?
»Det dummeste, jeg kan gøre, er at prøve at gøre det efter. Der er jo meget fokus på, om jeg gerne vil lave en engelsksproget film, om jeg gerne vil rejse, og lige nu får jeg nogle kæmpebudgetter. Men den film, jeg skriver på nu, er en anden lille film til de samme skuespillere, som jeg var i gang med allerede inden, Italiensk havde premiere. Men jeg har meget lyst til, at den skal trykke meget mere på tangenterne. Der skal være mere plads til yderligheder.«
»Jeg håber da også, at jeg kan lave noget, der er bedre end Italiensk. At jeg når et sted hen, hvor jeg laver noget, som er simpelt og personligt og enkelt og bredt og folkeligt – men også er subtilt.«

BLÅ BOG
Lone Scherfig
*Født 2.5. 1959 i København.
*Mor til Feline, seks år.
*Instruktør fra Den danske Filmskole i 1984
*Studier i film ved Sorbonne, Paris, og Københavns Universitet 1976-80
*Spillefilm: Kajs fødselsdag (1991). Når mor kommer hjem (1998). Italiensk for begyndere (2001)
*TV-drama (bl.a.): Flemming og Berit på nye eventyr (1994). Taxa (1997-98). Stillebækken (Morten Korch) 14-26 (1998-99).
Desuden kortfilm, radiofiktion og reklamer for Tuborg Squash, Dankort oma.

Italiensk for Begyndere:
*fik en Sølvbjørn i Berlin.
*er solgt til 36 lande og ligger på top ti listen over mest sete film i Sverige og Norge.
*har alene i Danmark solgt 870.000 billetter.
*Videoversionen er foreløbig sendt på gaden i 90.000 VHS -kopier og 22.000 DVD-kopier.
*I november afgøres det, om filmen nomineres til årets Oscars.
*18. december har filmen amerikansk premiere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her