Læsetid: 3 min.

Lidenskab efter virkelighed

Om det frie menneske som offer og om offentlige hemmeligheder som forbud
19. oktober 2001

(2. sektion)

Synspunkt
Frankfurt - Den slovenske kulturanalytiker Slavoj Zizek er til stede. Han er i en blank blå skjorte med en mobiltelefon så tyk som en håndgranat i brystlommen. Smilende og urolig. De grå bukser skal helst op omkring navlen. Utålmodigt hiver han dem op. Mellem pegefingre ud i luften som markering af pointer og understregning af væsentlige ord.
Han er grundlægger af den slovenske skole for psykoanalyse og tidligere præsidentkandidat ved det første frie valg i Slovenien.
Og han mener, at samfund er baseret på forbud, som er offentlige hemmeligheder: »Man kan forestille sig et scenario: Et møde i det tidligere Sovjetunionen, hvor Stalin er til stede i en større forsamling. Én rejser sig op og kritiserer Stalin, hvorefter en anden rejser sig og siger: ’Du kan da ikke kritisere Kammerat Stalin; han har altid ret’.
»De ville selvfølgelig begge to blive skaffet af vejen. Men den anden før den første, for han har bragt den skjulte regel frem, som alle kender, men ikke må nævne: Du må ikke kritisere Kammerat Stalin.«
»Som studerende i Titos Jugoslavien arbejdede jeg på et studenterblad. Ved et valg skrev vi en dramatisk parodisk forside: ’Stemmerne er ikke talt færdig endnu. Det ser meget spændende ud, det bliver tæt løb. Men efter alt at dømme vinder kommunisterne endnu en periode ved magten.«
Zizek fortæller, hvordan redaktionen ved en centralkomité blev stillet til regnskab for dækningen af valget. »Vi spurgte, hvad vi havde gjort forkert. Og de sagde: ’Hold nu op. Det ved I godt.’ De henviste til det, de vidste, at vi vidste, men som ingen kunne sige: at vi jo ikke havde frie valg.«
Zizeks eksempler synes som historier fra den totalitære kommunisme at diskvalificere sig selv som kritik af vestlige liberale samfund.
»Men CNN’s dækning af attentaterne den 11. september eksponerede en klar censur. Fra krigen på Balkan viste stationen billeder af voldtagne kvinder og civile med halsen skåret over. Men i New York viste de ikke blodige lig. Man så derimod kun blod fra dem, der stadig var i live. Og de eneste lig på billederne var så forbrændte, at de ikke længere lignede mennesker. Og så var de på afstand.«
Vi er ifølge Zizek besatte af vold. Men den skal være væk fra os.
»Vi drikker kaffe uden koffein, spiser kød uden fedt, og sex på Nettet eller i cyberspace er sex uden sex. Men samtidig ser vi tv-shows, der drejer sig om at krænge det mest private ud. Nå frem til noget virkeligt. Det 20. århundrede udviklede en farlig lidenskab efter virkelighed. Efter den radikale oplevelse, som skulle være ekstremt voldsom. På den måde var der sandhed i Stockhausens betragtning, at attentaterne på World
Trade Center var det største kunstværk.«
Zizek artikulerer ikke tilslutning til terror, men understreger netop, at det er en betænkelig æstetik, der sætter ’livsbekræftende’ som afgørende kriterium og implicerer, at voldsomme oplevelser identificeres som erfaringer af kunst. Man taler om en moderne chokæstetik.

Det samme paradoks viser sig i forestillingen om det enkelte menneske. I den liberalistiske økonomi er den enkelte suveræn. Men også sårbar og beskyttet.
Zizek taler med fingre i luften, og bisætninger bliver til hovedsætninger, som vender tilbage som variationer og nuanceringer af samme kritik.
»Det senkapitalistiske samfund bygger på adskillelse af det offentlige og det private. Man skal lære at gå forbi tiggere og hjemløse. Lære at ignorere de andre. Det er et postmoderne privilegium at kunne melde sig ud.«
»Men det betyder også, at individet bliver offer, når det offentlige bryder ind. Man er hele tiden udsat for fare. For forstyrrelser i narcissismen. Angsten for passiv rygning gør mig mistænksom. Det er et eksempel på den der post-aids-frygt for andre mennesker. Jeg er tilhænger af alle mulige restriktioner over for sexchikane, men det har nået et niveau, hvor berøring som sådan bliver kriminaliseret.«
Andre mennesker skal holdes væk. Zizek fortæller om amerikanske bekendte, der har et barn i Afrika, som de månedligt tilsender penge.
»Det er deres sociale engagement. De hjælper folk i nød. Men underteksten er, at hvis vi hjælper dem tilstrækkeligt, bliver de nok væk.«
Og Zizek vender tilbage til krigen i sit tidligere Jugoslavien.
»Det hører med til aggressionerne på Balkan omkring krigen, at det også var en skuffelse over de frie samfund, man havde hørt så meget om. Man oplevede dem som overregulerede. Der var regler om ting, man alligevel ikke måtte sige. Og gøre. Man måtte ikke slå sin kone. Ting, som man regnede for private, blev pludselig reguleret offentligt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu