Læsetid: 3 min.

Lige hvad man trænger til

Hverken britiske Starsailor eller den Glasgow-baserede ’supergruppe’ The Reindeer Section bruger de store armbevægelser – til gengæld skaber de smuk og tyst musik
10. oktober 2001

Nye cd’er
At rocken pt. befinder sig i en kreativ bølgedal skal der ikke herske nogen tvivl om. Ikke siden perioden omkring 1990 – før grunge og den frugtbare sammensmeltning af dance og rock – har tingene stået så meget i stampe. Inden for såvel mainstreamen som på de alternative scener fornemmer man, hvorledes de samme virkemidler og stilgreb genbruges igen og igen. Tidens største kommercielle fidus hedder ’nu metal’ og hvad nyt, der præcist er ved denne udpræget amerikanske foreteelse, får stå hen i det uvisse.
Inden for denne specielle genre hedder gurubandet Limp Bizkit, og anført af den gennemført ucharmerende drengerøvsvokalist Fred Durst vækker de glæde på teenageværelserne med en selvdød omgang lir bestående af lige dele thrash-metal, hiphop og hård rock – men da gruppen hverken instrumentalt, kompositorisk eller konceptuelt bringer nyt til torvs, er det svært at se, hvad begejstringen handler om.
Mere end noget andet er gruppen et eksempel på, at 90’ernes landvindinger er blevet norm – med en deraf følgende forudsigelighed som resultat.
I England er den såkaldte britpop så stendød, som tænkes kan – mens Oasis floppede med deres seneste album har såvel Blur, Pulp og Radiohead for længst forladt udtrykket for at afsøge mere komplekse og udfordrende græsgange… uden helt at miste grebet om publikum i processen.
Hvis man kan drage en lære af Blur og Radioheads stilistiske eksperimenter, må det være, at her og nu er en hensynsløs satsning på det personlige udtryk den eneste vej frem gennem moradset.

Ung mand i clinch
Og hvad man ellers måtte mene om den debuterende britiske gruppe Starsailor – opkaldt efter Tim Buckley-pladen af samme navn – er der ingen tvivl om, at for dens frontfigur, den 20-årige sanger og sangskriver James Walsh, udgør musikken på Love Is Here et eksistentielt projekt. Det er sommerfuglevingefine kompositioner af en sådan skrøbelig sårbarhed, at man ikke kan undgå at blive berørt af dem – som f.eks. Coldplay og JJ72 er Starsailor et ensemble, hvis udtryk langsomt vokser, efterhånden som man suges ind i dets grundlæggende bedrøvelige univers.
Der er intet nyt under solen, hvis man ser bort fra Walsh’ evne til at sætte sit præg på en tradition, der strækker sig helt tilbage til de tidlige 60’ere – ung følsom mand med akustisk guitar går i clinch med en uskøn og afstumpet omverden.
Til gengæld kan gruppen ikke beskyldes for at stige på hverken trends eller benytte sig af tåbelige gimmicks… her er kun lyden af rytmegruppe, guitar, klaver samt ikke mindst Walsh’ sårbart ekspressive stemme.
Inspirationen fra the Buckleys – Jeff såvel som far Tim – er umiskendelig, men ikke overdøvende, thi Walsh & Co. har tydeligvis allerede fundet deres eget beat og en stil, som godt nok er tyst, men også smukt og indtrængende… og så besidder Walsh i sandhedens navn heller ikke en stemme, der kan matche Buckley-familiens operaagtige spændvidde.
Mindre kan dog gøre det, og med Love Is Here er et ensemble af en sådan kvalitet og intensitet kommet til verden, at man med spænding vil følge dets meritter fremover.

Melodisk melankoli
At Glasgow har leveret nogle af sen-90’ernes mest interessante rocknavne, går op for én, når man ser hvilke outfits de musikere, der tilsammen udgør Reindeer Section, stammer fra: Belle & Sebastian, Mogwai, Astrid, Mull Historical Society, Arab Strap og fire andre har bidraget med medlemmer til dette lavmælte projekt, som trods 15 (!) involverede musikere og sangere ikke desto mindre undgår at stritte i alle retninger og faktisk lyder mere som et band end et projekt.
Accenten er lagt på akustiske ballader, og grundstemningen domineres af melodisk melankoli. Små smukke sange om hint og hisset, livets store og små spørgsmål, afleveret med en fuldstændig afvæbnende mangel på den prætensiøsitet, der ind i mellem kan skæmme Glasgow-scenen, som ikke kan sige sig fri for en vis portion selvhøjtidelighed.
Det er Gary Lightbody fra Snow Patrol, der har taget initiativet til denne sadcore-prægede udladning med den spøjse titel, Y’all Get Scared Now Ya Hear! Og han synger endvidere de fleste leadvokaler med sin skrøbelige, men ikke selvmedlidende stemme samt står for hovedparten af sangskrivningen. Der er ej heller tegn på nytænkning her, til gengæld fyldes kendte rammer ud med et charmerende og underspillet udtryk, der virkelig udgør et sonisk fristed i vores pt. så voldsomt forstyrrede verden. Som tingene ser ud, er det lige hvad man trænger til her og nu.

*Starsailor: Love Is Here (Chrysalis/EMI) Produceret af Steve Osborne www.starsailor.net

*The Reindeer Section: Y’all Get Scared Now Ya Hear! Ingen producer akkrediteret (Bright Star/ PIAS/ Playground)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her