Læsetid: 7 min.

Litteraturen ud af skyggen

I morgen udkommer bind 2 af ’Danske digtere i det 20. århundrede’. Vi har talt med Frits Andersen og Jon Helt Haarder, som har skrevet portrætterne af Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg
4. oktober 2001

Danske digtere
Det drejer sig om orientering og afsøgning i dansk litteratur. Under professor Anne-Marie Mais suveræne redaktion genskrives det leksikalske værk Danske digtere i det 20. århundrede. Værket er organiseret over portrætter af en epokes væsentligste forfatterskaber. Sidste efterår udkom det bind, der udkastede fortolkninger af perioden fra 1970 og århundredet ud. I morgen udkommer bindet om tiden fra 1940 til 1970.
Jon Helt Haarder, ph.d-stipendiat ved Syddansk Universitet, har forsket i forfatterportrættet som genre, han har som redaktør af Danske digtere stået for kontakt til skribenterne og for værkets netsider. Og han har leveret portrættet af Villy Sørensen.
Selvom Frits Andersen, lektor i litteraturhistorie i Århus, selv er en pæn og slank mand, har han taget sig af nogle såkaldt tunge drenge. Han har til den netop nu udkommende udgave portrætteret Klaus Rifbjergs forfatterskab og til den, der kommer næste år, præsenteret Tom Kristensen og Johannes V. Jensen.

Romanen er ikke død
Jon Helt Haarder: »Når man skriver Danske digtere, er det et åbent spørgsmål, om der skal være andre ikoner, eller om man skal genlæse de gamle ikoner. Anne-Marie Mai har sagt, at nu vil vi have hele litteraturen. At nu vil vi ikke længere læse litteraturen i en modernistisk optik, som har det med at lægge dele af litteraturen i skygge. Det, det drejer sig om, er at udfordre nogle litteraturhistoriske konstruktioner og opdage nye spændende ting. Hver gang noget er godt, men ikke comme il faut, er det comme il faut, der er noget i vejen med.«
Jon Helt Haarder: »Jeg ser det sådan, at det der med, at romanen eller en anden genre er død: Det passer altså ikke. Man kan skrive en realistisk roman i 50’erne, og man kunne skrive en realistisk roman i 1830’erne, ligesåvel som man kan i dag.«
– Begrebet om ’det hele’ er vel en ny konstruktion?
Jon Helt Haarder: »Man kan sige, at den herskende konstruktion, har nogle skævheder, som man vil gøre op med. Vel vidende at man derved konstruerer skævheder, som andre må påpege. Men man skal gøre op med forestillingen om en målrettet udvikling frem mod de former, vi har i dag, og med forestillingen om, at de allerede brugte ikke længere kan eller må bruges.«

Det gamle på ny
Frits Andersen: »Den store cirkulation af bøger, der kommer og bliver anmeldt, udgør en stor del af billedet af litteratur i dag. Man har en idé om, at den aktuelle litteratur er et løfte om en anden litteratur, der kommer. Mens det her projekt med ’Danske digtere’ og den kanondiskussion, det involverer, handler om, at det nye også er det gamle. At man ligesåvel kan finde nogle nye modeller for, hvordan man kan indrette sig i det gamle. I det her tilfælde kan Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen med fordel læses igen. Også i den forstand, at de ændrer sig ved at blive læst igen.«
»Det vil altid være en ny konstruktion, men det er et fremadrettet perspektiv at revitalisere den gamle litteratur. Hellere læse Arkivet af Klaus Rifbjerg fra 1967 end læse 95 procent af de romaner, der bliver udgivet det næste år. Det er en slags anbefaling. Det er ikke historisk i den betydning, at det er forbi.«
– Hvad er forfatterportrættet til det her opslagsværk for en genre?
Frits Andersen: »Det var vigtigt for mig, at det var et litterært forfatterportræt, hvor man tager udgangspunkt i teksterne og ikke i biografien. Forfatterportrætter har ofte været drejet den anden vej rundt. Man tager forfatterens liv, og så ser man teksterne som sådan nogle udposninger på livet, som man så bruger som skabelon.«
Frits Andersen: »Vi har stået i en tabula rasa-situation, hvor man må gå gennem hele molevitten. Så der er en frihed i oplægget, men samtidig en vis forpligtethed. Hvis man ikke bruger forfatterens kronologi som matrix, hvad har man så? Så kan man ikke inddele forfatterskabet i ungdomsværker og alderdomsværker. Så det er et ret voldsomt projekt.«
– Det bind, I udsendte sidste år, er blevet kritiseret for akademisk professionalisme?
Jon Helt Haarder: »Jeg synes, det er en lidt ærgerlig kritik. Det litterære portræt er en blanding af forskning og kritik. Det er ikke noget, en folkeskolelev kan kapere, men hvis man står lidt på tæer, kan man måske klare det hen mod slutningen af gymnasiet. Og det er en vigtig opgave at løfte: At få forskningen ud i en anden offentlighed end lærde tidsskrifter og monografier.«

Modernisme?
Torben Brostrøm redigerede sammen med Mette Winge den forrige udgave af Danske digtere. Da Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen i 1959 blev redaktører af tidsskriftet Vindrosen, leverede Torben Brostrøm bladets første artikel. De tre har tegnet en epoke i dansk litteratur, og Brostrøm har skitseret det, man har refereret til som den danske modernisme.
Sidste år forsvarede Anne Borup en ph.d.-afhandling, som udfordrede den pædagogisk opbyggelige formidlingsdimension i Brostrøms modernismekonstruktion.
Anne-Marie Mai har betonet et behov for at finde frem til den litteratur, der diskrimineres af Hans-Jørgen Nielsens begreb om modernisme.
Jon Helt Haarder: »Jeg synes ikke, man kan tale om opgøret i bestemt ental. Anne Borup slås for at føre tekster ind på scenen, som har været overset. Det kan snildt kombineres med ønsket om at læse den kanon, der allerede er, på en ny måde. Den kombination, mener jeg, er Anne-Marie Mais position. Det drejer sig om at skrive litteraturhistorien en gang til.«
Jon Helt Haarder: »Det er vigtigt at gøre op med det historiesyn, hvor man trækker en skuffe ud og siger: Her ligger 70’erne. Og her ligger 60’erne. Anne Marie har f.eks. trukket den sene Bjørnvig frem. Og det samme har Frits gjort med den sene Rifbjerg: Her sker der noget spændende, som kaster lys over resten af forfatterskabet og måske hele litteraturhistorien.«

Medierealisme
– I dit portræt af Rifbjerg, der sædvanligvis klassificeres som højmodernist, taler du i stedet om »medierealisme«.
Frits Andersen: »Den smukke modernistiske linje fra Baudelaire og Eliot eller Pound og frem til Rifbjerg: Den holder ikke. Når jeg siger ’medierealisme’, er det for at betone, at det er en måde at relatere sig til en virkelighed, som kun kan begribes som medieskabt. Man kan se et gennembrud, der finder sted hos Rifbjerg på det tidspunkt i 60’erne. Det kommer ind med bl.a. de franske nybølgefilm. Rifbjerg skrev også tv-anmeldelser og forholder sig til en anden type offentlighed end en rent litterær. Dagspressen og alt muligt på en gang. Forfatterens rolle realiserer den drøm, Johannes V. Jensens havde: De er i centrum på en helt anden måde. Og forholder sig til et væld af påvirkningskilder. Nogle af påvirkningerne var modernistiske forbilleder, men for Rifbjergs vedkommende i en fortyndet version. Han nævner nogle gange Ezra Pound og T.S. Eliot; han læste dem lidt i gymnasiet, men hverken som arv eller i et opgør. Som han siger andre steder, så har han læst mere amerikansk og engelsk realisme, Hemingway, Fitzgerald, Updike og Allan Sillitoe.«
– I skriver begge om forholdet til medierne som noget, der griber ind i forfatterskabet?
Jon Helt Haarder: »I de to tilfælde, Sørensen og Rifbjerg , tror jeg, medierne spiller en rolle, som man vanskeligt kan overvurdere. Selvom de er meget forskellige. Rifbjerg er bulldozeren, som roder sig ud i noget, Sørensen er mere bekymret, men ikke mindre til stede. Den største mediemanifestation i nyere dansk litteratur er vel Opgør fra Midten. Ingen andre bøger eller forfattere er nået så langt ud. Med studiekredse og årelange tidsskriftforløb, hvor folk diskuterede de ting. Det er ikke i fiktion. Men det kommer fra en forfatter, der går ind i den samtidige medievirkelighed. Til trods for sin dårlige ryg og tilbagetrækning, så var han altså meget til stede i de debatter. Og igen så Ragnarok og senest Jesus og Kristus.«
– Rifbjerg og Sørensen er jo nærmest idealintellektuelle. Altid i beredskab og indgribende. Hænger det sammen med, at de begge dukker op inden 60’ernes højkonjunktur og får mulighed for at definere velfærdsstaten?
Frits Andersen: »Rifbjerg kæder selv sit eget gennembrud sammen med den økonomiske højkonjunktur. De gik fra at være røvfattige til at kunne forlænge bilen med adskillige meter. Det mediemæssige og økonomiske overskud til at køre i det høje gear var med til at skabe deres plads i offentligheden.«
Jon Helt Haarder: » Sørensen har meget tidligt set både fordele og ulemper ved velfærdssamfundet. Hvilken rolle kan kulturen få? Han har skrevet en lidt overset bog, som hedder Uden mål og med. Den spørger: Hvad er formålet med alle de her teknologiske og samfundsmæssige apparater? Han fastholder, at man skal ville noget med dem, for at de ikke bliver mål i sig selv. Det gælder også kunsten. Man skal ikke bare have kunst, fordi vi er fisefornemme, eller fordi det plejer vi. Vi har brug for kunst. Vi kan ikke leve uden kunst. Sørensen prøver at tage det hele alvorligt: Fællesskabet og kulturen. Det er ikke som Rifbjerg, der kokketerer med, at nu har han mange penge. Det kunne Sørensen aldrig have gjort. De er ikke buddies i den forstand. De er ikke et par glimmer twins, der har drønet rundt i ens jakkesæt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her