Læsetid: 2 min.

Luftangreb på Afghanistan skal bane vej for specialstyrker

Gårsdagens angreb med krydsermissiler og B-2 bombefly er kun første fase i militære operationer, som kan vare mere end et par dage, oplyser Pentagon
8. oktober 2001

BOSTON - USA og Storbritannien indledte i går et angreb fra luften mod Taleban-styrets militære og strategiske faciliteter i fire større byer, inklusiv hovedstaden Kabul. Tomahawk-krydsermissiler skal også været blevet rettet mod terroristorganisationen al-Qaedas terroristlejre i det sydøstlige og nordøstlige Afghanistan.
At dømme efter udtalelser fra USA’s præsident George W. Bush og den britiske premierminister Tony Blair i aftes vil bombardementerne kun vare et par dage.
Det var tydeligt i går fra en direkte reportage transmitteret af al-Jazeera tv i Qatar, at Taleban-styret er i besiddelse af meget lidt effektiv antiluftskyts eller sparede på deres Stinger-missiler. Den stjernebelagte himmel over Kabul var langt fra så oplyst som i Bagdad under det amerikanske luftangreb i 1991.
Militæranalytikere gik ud fra, at der ville komme flere bølger angreb i løbet af natten mellem søndag og mandag. B-2 bombefly blev sat ind, så snart krydsermissiler havde tilintetgjort Taleban-styrets luftforsvarssystem i Kabul, Kandahar, Herat og Jalabad.
Af Bush’ tale fremgik det, at formålet med bombardementerne var begrænset til at »ødelægge terroristlejre og afbryde kommunikation, sådan at det bliver sværere for terroristnetværket at træne nye rekrutter og koordinere deres onde planer.«
Intet sted i Bush’ tale nævnte han, at luftangrebet har til formål at vælte Taleban-styret, selv om CNN i går rapporterede rygter om, at Taleban-lederen Mullah Mohammed Omars hjem i Kandahar skulle være blevet ramt. Forsvarsministeriet i samme by skal også have været et mål. Militæranalytikeren Anthony Cordesman forudsagde, at USA og Storbritannien ville forsøge at ødelægge Talebans beskedne styrke på 250 panservogne, 40 tanks og 40 helikoptere. I ugerne op til gårsdagens angreb havde amerikanske ministre ofte udtrykt håb om at Taleban-styret ville bryde sammen under sin egen vægt – blandt andet med hjælp fra Nordalliancen, som i aftes gik til angreb mod Taleban-stillinger.

Vitamintilskud
Den officielle linje i Washington er imidlertid, at udover et angreb på Osama bin Ladens styrker og netværk var formålet at give oppositionsstyrkerne en vitamintilskud og »ændre den militære balance i Afghanistan«, som forsvarsminister Donald Rumsfeld sagde under et pressemøde sent i går.
Et tredje formål er at gøre luftrummet over Afghanistan sikkert for store amerikanske transportfly, der i går nat og de nærmeste dage vil flyve fra Usbekistan ind over landet og smide fødevarer ned.
Bush understregede, at luftangrebet skulle »rydde banen for vedvarende, omfattende og nådesløse operationer, der vil finde terroristerne og stille dem for en domstol.« Det betyder, at USA og Storbritannien planlægger at sende specialstyrker ind i landet på et senere tidspunkt, og ret snart, fordi man antageligt vil drage nytte af den kaotiske situation, som opstår i kølvandet på luftangrebene.
USA’s præsident lagde heller ikke skjul på, at andre lande – der yder husly til terrorister – risikerer at blive udsat for samme behandling.
»I denne konflikt findes intet neutralt terræn. Hvis en stat støtter fredsløse og mordere af de uskyldige, forvandles de selv til fredsløse og mordere.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu