Læsetid: 4 min.

Lykken er ikke mere så fed fed

Thomas Helmig styrer ikke efter hitlistetoppen med sin nye plade, men synger, så man ikke kan undgå at blive ramt
22. oktober 2001

Ny cd
Man behøver bare bruge et kvarter på nettet for at forvisse sig om, at Thomas Helmig er dansk poprocks uopslidelige teddybjørn. Der vrimler det med kærlighedserklæringer som »du er bare for lækker, for sej, for herrefed ...« og dem, der synes det, er sært nok de samme, som for over en halv snes år siden hyldede ham som danskrockens svar på Lille-Per.
Men den 37-årige sanger og sangskriver står ikke længere derude og banker på, nu hvor hun har brændt ham af, men derfor kan kærligheden stadig gøre ondt. Også selv om man er gift med en af verdens smukkeste kvinder, har smukke børn og bor fotogent og fashionabelt i Risskov.
Drengerøven er med andre ord blevet voksen. Og han har the blues. I hvert fald af og til. Og i dén grad på åbningsnummeret på hans nye cd, IsityouIsitme. Han kan ikke finde ind til sin elskede, fordi hun ikke kan finde ind til sig selv. Vejen ind er sløret af hemmelige koder:

Loving you baby
is a blind man’s buff
Loving you is reading with
the lights turned off

synger Helmig med en selvoplevet smerte, som efterlader lytteren med en tør, bittersød smag i munden. Og på den vidunderligt melodiøse og gratiøse ’She’s Leaving’ demonstrerer Helmig, at der også kan være en særlig nydelse i at blive forladt. Han giver sig helt hen i følelsen af forsmåelse, så det hører op med ’bare’ at være pop.

Energi og elegance
At Helmig stadig kan sin metier, kan ikke komme bag den, der har fulgt ham gennem nu 11 plader og skiftende stemningslejer. Han bemestrer kombinationen af energi og elegance.
Det foregående album, Dream, flirtede genreforelsket med flower power-nostalgi og var moderat (country)guitar-rockende. Den nye cd er ikke slet så imødekommende, og man kan sagtens score nogle nemme point på at filosofere over det pudsige i, at Helmig trækker Marvin Gaye-tophuen ned over ørerne samtidig med, at mesteren posthumt – igen – får genudsendt digitale restaureringer af sine mesterværker ’What’s Going On’ og ’Let’s Get It On’. Ja, enkelte anmeldere har været ude med Jante-riven og ment, at Helmig bare lyder som Gaye, men dermed misser de lidt af en pointe.
Det er evident, at Helmig lyder som både Marvin Gaye og nok så meget som Prince (på ’Shadowman’), men han lyder også som Teddy Pendergrass, som Boz Scaggs – og som Thomas Helmig! Sandheden er jo, at soul er rockens esperanto, og kan tales og forstås af enhver, der tør give slip, tør sige skrot op med risikoen for at blive opfattet som pinlig. Det tør Helmig, og det har han altid gjort. Tænk på et smertensbrøl som cd’en Løvens Hjerte.
Skal man indvende noget mod IsityouIsitme – og det skal anmeldere jo – er det, at pladen mangler melodier, der sætter sig som burrer på den indre hitliste. Og så er et par af sangene måske lidt for funkformalistiske. Og andre lidt for privat-banale, selv med Helmig-alen (’Silky Silky’). Omvendt er den Elvis-egnede ballade ’The Hardest Part’ sunget af hele en weekendfars hjerte.

Mørk og reflekterende
På den anden side: Hits er vel ikke det, man tænker mest på, når man føler sig ramt midt i idyllen. Og ramt er Helmig. Smukkest – om man så må sige – på den rørende titelsang, hvor Helmig lukker smerten ud, så den bliver alles, understøttet af et svulmende, men aldrig overlæsset arrangement, som hverken Isaac Hayes eller Curtis Mayfield behøvede skamme sig over.
Her synger Helmig sig ind til soul’ens essens – sangeren bliver et med sangen, og klangen bliver vigtigere end ordene, selv om de fortæller en grum hverdagshistorie:

I look at you and all I see
Is the one person
capable of hurting me
The one person that
I would die for
Is the one person
I don’t speak to anymore

Og så er der i øvrigt grund til i forbifarten at markere, at Thomas Helmig bliver en stadig bedre og offensiv guitarist, hvad enten det drejer sig om America-akustisk fingerspil eller skridsikre Johnny ’Guitar’ Watson-synkoper.
IsityouIsitme er noget så sjældent som en mørk, reflekterende plade i en genre, hvor man ellers p.t. danser sig væk fra virkeligheden. Helmig ved, at (sam)livet ikke er et langt party. For som han engang for længe siden sang: »Kærligheden snakkes alt for tit ihjel, gi’ dig hen og resten kommer af sig selv ...« Derfor tager han parti for kærligheden. Det er der kommet en ærlig – og kærlig – plade ud af. Næste gang må han dog godt igen synge på det sprog, han til dagligt skændes med fruen på.

*Thomas Helmig: IsityouIsitme. Producere: Ghost, Martyn Ware, Danny Schogger & Th. Helmig. BMG. Udk. i dag.
www.thomashelmig.com
www.soul.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu