Læsetid: 3 min.

Lystmordere - foren jer

...med Kvium og Wiedemann og alle os andre i Betty Nansen Teatrets sardoniske lystmord på den perfekte barnefamilie
16. oktober 2001

Junk-opera
Når lyset går ned i salen, kommer aftenens showmaster, butler, handyman og kamæleon, Peter Aude ind foran tæppet, stiller sig i positur, skuer determineret ud i horisonten og fastslår, at »Jeg er den største skuespiller, der nogensinde har eksisteret!«
Og ganske rigtigt, Aude nærmer sig den helt unge Orson Welles’ dimensioner i nord-syd og øst-vestgående retning, men hvad fanden udsagnet ellers har med resten at gøre, kan man tygge på undervejs. Og gør det, men mindre og mindre som greuel-historien skrider frem, for Aude – og castingen i det hele taget – befinder sig i Store Bastian som en fisk i Gary Larsons badekar – udsigt til underholdende grimhed og accelererende galskab, hvor man end kigger hen. Hvis det overhovedet er muligt at blive rehabiliteret efter at have kaputkørt Det Danske Teater og fjoget sig systematisk gennem kilometervis af dumme tv-quizzer, så er chancen her. Og Aude ved det og griber den beslutsomt.

Animerede monstre
Originalopsætningen gæstede via K.I.T.’s Sommerscene København i ’99, men gik så få gange, at Peter Langdal og omegn har set helt rigtigt: Der er masser af publikum til mødet mellem den gamle børnebogs politiske ukorrekthed og den kongenialt surreelle musik. Nu og her har Wiedemann og Kvium genopfundet en sammenholdende historie under The Tiger Lilies’ bærende sange & musik og andet var der selvfølgelig ikke at gøre, men den hundesvære opgave er lykkedes over rimelig forventning. Selvom kernefamilien forlængst er erklæret død dur den stadig til at blive hevet frem som skrækeksempel på klaustrofobisk sameksistens og når Kvium og Wiedemann rigtig hvæsser kniven og går efter struben, gøres det ikke sortere eller mere vellystigt. Dobbeltmordet på det perfekte barn og far-mor-og-barn-løgnen efterlader alle oppe som nede med en diskret blodsdråbe i mundvigen, når lyset går op, men lystigt var det, mens det stod på.
Som animerede Kvium-halvmonstre er Mor og Far et par grå, bebrillede flannelseksistenser, kiksede som en præmieret hjemmevideo og rørende som bare fanden i deres bæløjede tosomhed, der bare mangler den endelige smiley i form af et lyserødlilla, vrælende normalbarn. Sidste del af ordet kommer med storken, hvad første del angår, så er der jo ikke meget teater i normalitet; men hvad der fejes ind under gulvtæppet, kommer som bekendt frem selv for statsministre.
Snart har vi balladen, Far slår sig på flasken, moderhjertet hallucinerer, konferencier Aude smisker skadefro i kulissen og Morten Staugaard indtager scenen med elektrisk nærvær. Højst pudsigt netop der at åbne lyttelapperne for en morgenen-efter-stemme, der mixer Tom Waits med Dirch Passers rutcheture, men Staugaard er klog nok til at spare på gruset efter den formidable opvisning i åbningssangen – ellers holdt stemmen heller ikke måneden ud.

Amfetaminpille
At talentraketten Staugaard står distancen over for originalens karismatiske forsanger Martyn Jaques er nok så vigtigt for omplantningens og fordanskningens succes; men det gør han altså, med eget udtryk og egen karisma. Mette Horn og Lars Bom misser sig gennem et par forældreskitser, der ikke er stort andet end grimasser, men med skæv præcision i det sikkert koreograferede kejtede og sprællende kropssprog. Selv tremandsorkestret er Kvium-stylet – bassisten med karakteristiske røde flapører – og jages rundt i scenerummet omkap med kaninen og jægeren, Flyve-Flemming, Vippe-Bent, Jette med tændstikkerne og alle de andre uartige møgunger, der selvfølgelig får deres velfortjente straf – selvom de spiste øllebrød er vi et århundrede før øllebrødspædagogikken.
Store Bastian er en anarkistisk, men kontrolleret teaterleg, der har fået diabolikken, men heldigvis ikke den bastante symbolik, frem i ophavsmænd m/k og spillere; en rockende amfetaminpille, der til sidst har lidt svært ved at holde op, ligesom denne anmeldelse, ligesom denne anmeldelse, ligesom...

*Store Bastian – en junk-opera af Crouch og McDermott efter Heinrich Hoffman’s Struwwelpeter (1845). Ovs.: Jesper Kjær. Koncept: Michael Kvium & Katrine Wiedemann. Instr.: Katrine Wiedemann & peter Langdal. Visuelt design&kost.: Michael Kvium. Artister: Zora Nikodemova&Manuel Mayorga. Kaapel: Czeslaw Mozil, Tur Westfall&Thomas Fog. Betty Nansen Teatret. Til 17. nov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu