(2. sektion)
Radio
En tidspunktet taget i betragtning yderst veloplagt Bertel Haarder havde fået frit slag på Københavns Radio. Siden verden gik af lave, har jeg fået en tendens til at åbne radioen klokken seks om morgenen, ofte koste, hvad det vil.
Den gamle euro-hugaf gav Norge og Schweiz hvad de havde godt af. Om Norge kort og godt:
»De har jo olien, så de kan sagtens klare sig. Men særligt solidariske er de nu ikke.«
Noget lignende om Schweiz:
»De er delt op i de der kantoner, som er utroligt autonome. Hver kanton har sine banker, hvor folk fra hele verden kan putte deres penge ind sorte, eller hvor de nu har dem fra. Det er en stor fordel for de enkelte kantoner og for Schweiz som helhed. Men det er usolidarisk med os andre i bekæmpelse af mafiaen og af terroristerne.«
Mange grænser
Pludselig så jeg i Schweiz et forvrænget spejlbillede af det ulykkelige Afghanistan også et bjergland med mange grænser og uden adgang til havet, også et land delt op i enklaver med stor indbyrdes uafhængighed og med gensidige fjendtligheder, ligesom de schweiziske kantoner havde mellem sig for to-tre hundrede år siden. Og i begge lande taler man adskillige sprog.
Det forvrængede i spejlbilledet kommer af, at det ene land er et af verdens rigeste, det andet måske det allerfattigste.
En anden forvrænget lighed slog mig, nemlig den mellem fjernsyn og radio, der er tydeligere end nogen sinde. Fjernsynet dokumenterer for tiden på sin modsætningsfyldte facon hvor lidt vi får at vide. Det er, som om de talende hoveder i deres billedfattigdom kun bekræfter, at vi må affinde os med at få en sludder for en sladder. Denne nyhedsmæssige uformåenhed er bedre kamufleret i dampradioen, der tillader sig i kraft af sin natur at lade folk komme med kommentarer og synspunkter uden ustandselige afbrydelser af studieværter, der føler, at de skal stille spørgsmål på niveau med folkets laveste fællesnævner for at høvederne kan følge med.
Den orientering, man får i Orientering, er undskyld mig udtrykket, kære fjernsyn forbilledlig.
Det er i Orientering man skal høre det, der skal til, før ørerne falder af. Således havde Niels Lindvig tirsdag et interview med en professor Fred Greenstein fra Princeton, der gav mig en aprilsnaragtig fornemmelse midt i efteråret.
Kanoniseret Bush
Professoren har netop skrevet en bog om USAs største præsidenter og har også nået at få George W. Bush med ind i folden og beskriver ham som en præsident, »der har været langsom i sin udvikling, men som har lært af faderens fejltagelser.«
I interviewet vurderede Greenstein den unge Bush til at være af et Roosevelt- eller et John F. Kennedy-format uden smålig skelen til den øjeblikkelige popularitetsbølges årsag.
Næppe var vi færdige med kanoniseringen af mr. Bush, før Thomas Buch-Andersen i Orientering tog fat på en reportage, der med et formildende ironisk tonefald løftede det britiske smilehul Tony Blair op på Nelson-søjlen på Trafalgar Square til admiralens forbitrelse.
Blair får af sine landsmænd tillagt en verdensmandstatus, der ikke er set siden Winston Churchills høje cigarføring. Den tale, Blair holdt, da han tilsvor Bush sin støtte, bliver af mange briter betegnet som hans bedste nogen sinde. Englænderne taler om Blair som en »præsident«, der har hele USA som sin valgkreds. Det er uhyggeligt, at han er så populær. Tænk på Margaret Thatchers popularitet, da hun erklærede Argentina krig og sendte flåden til Falklandsøerne.
Må jeg så be om Bertel Haarder.
