Analyse
Læsetid: 5 min.

Magtspillet i Sydasien

Pakistan er fristet til at give de islamistiske terrormilitser i Kashmir frie tøjler for at dæmme op for voksende indre uro
18. oktober 2001

Et væsentligt motiv bag Indiens ubrydelige sammenhold med USA efter terrorangrebene 11. september i den fortsatte kamp mod terrorisme er den højt prioriterede målsætning om at knække pakistansk støttet terrorisme i Kashmir. Men om begivenhedernes spil efter sidste måneds terroraktion vil befri Kashmir fra terrorisme og løse den årelange konflikt mellem de to nukleare naboer, Indien og Pakistan, står stadig uklart.
USA’s udenrigsminister, Colin Powells besøg i de to lande var ikke egnet til at styrke de indiske forhåbninger. Tværtimod var der skuffelse over, at Powell ikke var mere eksplicit og konkret i sin fordømmelse af den pakistansk støttede terrorisme i Kashmir.
Indiens regering har dog valgt at skjule sin skuffelse under en facade af fortsat diplomatisk velvilje. At udtrykke misbilligelse af amerikanske dispositioner på et tidspunkt, hvor USA er viklet ind i et meget vanskeligt afhængighedsforhold,ville forringe chancerne for større amerikansk forståelse for de indiske bekymringer i fremtiden.

Den indiske regering hilste USA’s og det internationale samfunds antiterrorkampagne velkommen som en indrømmelse til sin egen position. Med flere end 53.000 dødsofre som følge af terrorhandlinger i Jammu og Kashmir har Indien gentagne gange råbt til kamp mod terrorismen. Den terroristiske infiltration af Kashmir er ledet, finansieret, bevæbnet og støttet af den pakistanske regering og
jihad-grupper, der opererer uden for Pakistan med støtte fra lejesoldater fra Afghanistan og andre lande.
Men da USA lige nu er optaget af sin egen kamp, var amerikanerne, trods indisk villighed til at deltage i krigen, tilbageholdne med at erklære støtte til den indiske sag om at isolere Pakistan som sponsor for terrorisme. I den ophedede situation anså USA det for mest passende, at Indien holdt sig lige så meget på afstand af et militært engagement som Israel. Samtidig benyttede amerikanerne lejligheden til en diplomatisk og militær bjørneomfavnelse af Pakistan. At dette satte general Pervez Musharrafs militærstyre, der i forvejen er hårdt presset af fundamentalistiske kræfter på hjemmefronten, under øget pres, nødvendiggjorde alle mulige erkendtligheder fra USA som modydelse. Bort forsvandt de internationale sanktioner, og suspensionen af lånemuligheder fra IMF og andre internationale långivere blev rask væk ophævet. Det samme gjaldt det internationale moratorium mod eksport af våben og militærudstyr til Pakistan.
Den indiske regering følte sig tilsidesat og insisterede på, at alliancen med Pakistan var unaturlig og kun kunne udvande krigen mod terrorismen, da Pakistan som stat selv er med til at sponsorere terrortruslen. Med Indien tvunget ud på sidelinjen og den indiske støtte reduceret til en »betryggende omstændighed,« som Powell udtrykte det, blev spørgsmålet om terrorismen i Kashmir igen skubbet til side som Indiens egen hovedpine.
Ganske vist udtalte statsmænd og udsendinge fra Tony Blair til den russiske viceudenrigsminister deres påskønnelse under besøg i New Delhi. Men det var kun alt for tydeligt, at Kashmir-konflikten og den dermed relaterede terrorisme ikke var en del af den internationale dagsorden, USA havde sat, og at ingen havde tænkt sig at bringe dette emne i kritisk fokus over for Musharraf. Terrorgruppen Jaish-e-Muhammed, der opererer i Kashmir fra baser i Pakistan, var i første omgang ikke medtaget på USA’s sorte liste over terrororganisationer. Efter gentagne anmodninger fra Indiens regering blev gruppen dog taget med på en revideret
liste, ligesom USA også anerkendte Jaish-e-Muhammeds bombeattentat 1. oktober på en retsbygning i Srinagar for, hvad det var: En terroristaktion.
Musharraf frygter på den ene side, at en skuffet og frustreret indisk regering skal blive fristet til at slå til i Kashmir på dette tidspunkt, hvor størstedelen af hans militære styrker er bundet ved grænsen til Afghanistan. På den anden side har han for at lette på trykket på sin ophedede hjemmefront givet de fundamentalistiske partisangrupper i Kashmir frie tøjler til at optrappe deres voldelige aktioner. At Indien er rede til at lytte til Washingtons bekymringer, selv om amerikanerne ikke har været lydhøre over for Indiens, betyder imidlertid under ingen omstændigheder, at pakistansk støttede voldsaktioner i Kashmir pludselig er blevet acceptable.

Dette burde USA have taget højde for, da man uden videre gik ud fra, at den indiske regering uden forbehold ville støtte Musharraf i den vanskelige og destabiliserende situation, han står i.
At indiske hærstyrker reagerede ved at beskyde pakistanske grænsesoldater dagen før Powells besøg i regionen, burde ikke være kommet bag på nogen. Men episoden var blodig nok til at få præsident Bush til at formane Indien og Pakistan om tilbageholdenhed – i al fald så længe kampagnen mod Afghanistan stadig er i gang – og at genoptage dialog og afspænding i Kashmir-spørgsmålet.
Det indiske militærs mortérbeskydninger af det pakistanske grænseværn ved delingslinjen i Kashmir blev i international presse beskrevet som en ’afstraffelsesaktion’ – ikke som gengældelse. Det var angiveligt første gang i 12 år, at Indien greb til så omfattende en militæraktion, hvilket antyder en klar forebyggelseshensigt for at imødegå Pakistans optrappede støtte til terrorisme over grænsen.
Angrebet fik alarmklokkerne til at ringe – ikke blot i Pakistan, hvor Musharraf i forvejen havde udtrykt bekymring for, om Indien ville udnytte det internationale klima til at angribe – men også i resten af verdens hovedstæder fra Beijing til Washington.
»Dette var en bevidst beslutning om at slå til mod de grænsestillinger, hvorfra Pakistan sender terrorister ind i indisk Kashmir,« sagde en indisk brigadegeneral.
»Tanken var at sende et klart signal om, at ingen infiltration eller subversiv aktion sponsoreret af Pakistan vil blive tålt eller forblive ustraffet,« fastslog han.
Den uofficielle indiske holdning er, at hvis USA ’i selvforsvar’ kan handle unilateralt mod Taleban i Afghanistan, så burde intet være til hinder for, at Indien kan gøre tilsvarende mod Pakistan i Kashmir.
Indien har sendt et stærkt signal, selv om kritikere har anklaget inderne for, at deres taktiske dramatisering af situationen i verdens måske farligste konfliktzone er letsindig og risikerer at sætte al international goodwill, som Indien har fået i de senere år, over styr. Hvad der står helt klart er, at der ikke er nogen synlig vej ud af blindgyden Kashmir, før krigen i Afghanistan er slut – eller i det mindste under kontrol – for indtil da vil USA og det internationale samfund være afskåret fra åbent at støtte den indiske linje imod deres våbenfælle Musharraf.
Powells besøg i Indien og Pakistan viste, at USA’s tilstedeværelse i regionen er voksende, og at Indien må vise tilbageholdenhed og vente på at situationen modner, før tiden er inde til at spille de esser ud, man i de seneste måneder har samlet i spillet om Kashmir.

*Shastri Ramachandaran er redaktør ved India Times

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her