(2. sektion)
Rem Koolhaas arkitekturteori fra 1979 blev 1990ernes mest betydningsfulde arkitekturbog. Og den tager udgangspunkt i en flyvsk fortolkning af Manhattan som forbillede for byudviklingen
Aktuel klassiker
Delirious New York er en arkitekturteori af den hollandske arkitekt Rem Koolhaas, der er frontfigur i tegnestuen OMA (Office for Metropolitan Architecture). Den har været den mest indflydelsesrige arkitekturteori overhovedet i det forløbne årti. Det har den været, fordi den er byteorien for den globale kultur, der først for alvor voksede frem efter Berlin-murens fald. Den fandtes måske, sammentrængt, i Berlin, i Hong Kong og på Manhattan, men dengang forekom den de fleste at være ekstrem, eller tilmed dekadent.
Det er en kultur, hvor ens oprindelse og køn ikke spiller den store rolle, hvor næsten alt er muligt, og hvor nyskabelser og rigdom udspringer direkte af mangfoldigheden og af de overraskende sammenstød, mangfoldigheden udløser. En kultur, hvor der ikke er en politik, men flere politikker, svarende til de forskellige lag i de komplekse netværker. Og en kultur, hvor menneskets ubevidste længsler kan udfoldes frit.
Det er langtfra den anonyme cooporate culture, der udfoldes fra de store multinationale koncerner rundtom i verden. Og det er slet ikke London eller Paris, det 19. århundredes kulturelle og økonomiske centre. Manhattan er anti-Paris, fordi den er antihierarkisk, antiformalistisk og antiklassisk. Alt sker hele tiden overalt samtidig i New York, som det gør i cyberspace, eller i et tivoli. New York er imidlertid også skrøbelig. Koolhaas skrev i 1979, at det var byen, der altid balancerede svimmelt på randen af katastrofen. Nu er katastrofen så sket. Og det er nøjagtig de samme egenskaber, der gør byen skrøbelig, som gør den til en kulturel og økonomisk verdensmagt.
Koolhaas manhattanistiske manifest er et manifest for den svimle frihed og den farlige sammentrængning af mennesker. Det er et kampskrift for nydelse, humor og opfindsomhed skrevet på et tidspunkt, hvor de mest fremtrædende kulturelle udtryk ellers var dystopiske eller regressive. Fundamentalister og andre bagstræbere har altid hadet New York. »Så var ironien jo, at New Yorks gader før bombningerne var kendt for risikoen for at blive angrebet eller i det mindste bestjålet,« skrev Slavoj Zizek for nylig, selv om det er en af de sikreste byer i USA. Og den er syndig, liberal, kapitalistisk, grim, rodet, larmende og dyr.
Man kan frygte, at katastrofen den 11. september vil banke os tilbage til 1970ernes regressive og destruktive antiurbanisme. At folk igen vil ønske at forskanse sig i klasse- og farveopdelte forstæder, med færdigpakkede holdninger på begge sider af det politiske spektrum. Mod denne gift anbefales Delirious New York, teorien for den mangfoldige by.
1970erne var på mange måder et pessimistisk årti. Der var oliekrise, og der var en slags åndelige tømmermænd efter 1960ernes vækst. Den politiske vækkelse fra 1968 var stivnet i mærkelige tvangsformationer, og de mange kunstneriske visioner, der havde blomstret, var forvandlet til konventioner. Inden for byudviklingen var efterkrigsårenes vækstoptimisme afløst af økonomisk og kunstnerisk depression. Både de endeløse parcelhuskvarterer og de store planlagte sociale bebyggelser syntes fejlslagne. De var monotone og livløse. Der var ikke noget »liv mellem husene«, som den danske arkitekt Jan Gehl skrev det i en bybygningsbestseller fra 1971. For byplanlægning blev overalt afløst af bybygning.
Arkitekter over hele verden vendte sig mod byens historiske former og størrelser i et forsøg på at genfinde byens historiske betydning. For den kritiske iagttager så det nemlig ud til, at det sociale og politiske engagement ville forsvinde sammen med den klassiske by. De nye byer, hvad enten det var Houston i det rige USA eller den genopbyggede Frankfurt, manglede offentlige rum, menneskelige størrelsesforhold og genkendelige former. Man ville tilbage til landsbyens gadekær, den lille bys torv, og storbyernes markante rådhuspladser, som man kendte dem i Bruxelles, Paris, Rom og Venedig.
Det er i denne sammenhæng en nostalgisk, angstpræget og pessimistisk forestilling om byen at den hollandske arkitekt Rem Koolhaas udgav sin bog i 1979. Og den blev opfattet som et dekadent og overstyret forsøg på at være avantgardistisk i en tid, hvor man generelt syntes, avantgarden var latterlig. Koolhaas kaldte sin bog »a retroactive manifesto«, fordi byen bare er skabt gennem handling, uden teori. Bogen er en antiteoretisk arkitekturteori, der udkom på et tidspunkt, hvor teorien dominerede over praksis, hvad enten den var postmoderne eller dekonstruktiv. Denne humoristiske pointe gik dog helt hen over hovedet på et akademisk establishment, der nok forstod, at Koolhaas var betydningsfuld, men ikke hvordan han var det.
Bogen er både en historisk gennemgang af Manhattans og Coney Islands udvikling, en analyse af konsekvenserne af denne udvikling og en fantasi over Koolhaas teoretiske begreb: Manhattanism. Den er rigt illustreret med historiske billeder, med Koolhaas egne projekter og med maleren Madelon Vriesendorps mærkelige billeder af menneskelignende skyskrabere.
Det var i Koolhaas bog, man for første gang kunne læse, hvordan Radio City Music Hall, Waldorf Astoria, Empire State Building og The Downtown Athletic Club var blevet til som ekstreme udtryk for det, der er essensen af Manhattan: sammentrængningens kultur.
D isse uhyre komplekse bygninger var resultatet af Manhattans særlige vilkår. Allerede i 1811 udlagde man en plan for byen, der bestod af 2.028 næsten identiske blokke et areal, der var fem gange så stort som den daværende by. I planen var der ikke nogen muligheder for at bygge noget, der var større end en blok. Der var ingen offentlige, fælles rum. Der var intet hierarki af bedre og dårligere placerede blokke. Der var intet centrum, ingen periferi, ingen funktioner, ingen træer eller pladser. Og i datiden var det en fuldstændig absurd stor plan.
Men allerede i 1850 var det overordentlig sandsynligt, at hele byen ville blive bygget. Så man placerede Central Park i den nordlige del af nettet som aflastning og lunge for den voksende befolkning. Planlægningen af Central Park var lige så usædvanlig og karakteristisk som den oprindelige byplan. For man ville simpelthen bevare den eksisterende vilde natur i en ret tilfældigt valgt stor firkant. Og så ville man for en sikkerheds skyld forstærke naturen: plante nogle større træer, grave en lidt bedre sø og så videre. Med Central Park opstod en forskel i byen, for de to avenuer, femte og ottende, der lå langs parken, blev med ét særlig attraktive.
I 1853 afholdt man en verdensudstilling i New York, inspireret af det berømte Crystal Palace i London. Her præsenterede Elisha Otis den opfindelse, der for alvor skulle forme New York: elevatoren. Hermed muliggjorde han den ekstreme sammentrængning, der er selve det særlige ved New York. Som vi nu ved alt for godt: I et eneste højhus kan der være ligeså mange mennesker som i hele Svendborg.
Koolhaas påviste med sin bog, at det, som man i 100 år havde kritiseret ved New York, netop var byens fordel. Man havde kritiseret tætheden, højden, den manglende funktionsopdeling og styring, for ikke at tale om den uhæmmede jagt på nydelse. Men selv i 1970erne, hvor også New York led under flugten ud til forstæderne, var det umiddelbart synligt, at fortætningen og funktionsblandingen skabte netop det liv mellem husene, som alle eftersøgte. Og der var præcis den mangfoldighed af møder mellem ligeværdige, men forskellige mennesker, som er forudsætningen for tolerance og åbenhed. Omvendt viste det sig i løbet af 1980erne, at der var gode grunde til, at de historiske byer og bygningstyper var forsvundet. Der kom ikke mere sammenhæng i samfundet, bare fordi man forsøgte at repræsentere sammenhængen med billeder på det forgangne.
I Delirious New York viste Koolhaas, at det var utraditionelle planlægningsredskaber og programmatisk opfindsomhed, der havde skabt Manhattans særlige sammentrængningskultur. Det var bare en anden slags planlægning end den modernistiske, der havde skabt forstæderne. Manhattans planlægning tvang mangfoldigheden og integrationen frem, hvor modernisternes hovedbestræbelse tværtimod var adskillelse og ensretning. Og fra midt i 80erne begyndte han med tegnestuen OMA at skabe banebrydende by- og bygningsprojekter, hvor planlægning og program spillede hovedrollen frem for design og materialer. Projekter, der dannede skole over hele verden således at vi i København forhåbentlig kan se frem til to nye bydele (Nordhavn og Sydhavn), planlagt af hollændere, der er inspireret af Koolhaas Manhattanism.
Den traditionelle planlægningskultur, der søger at forstå og kontrollere alt, kan kun skabe afmagt eller modstand. Men manhattanismen handler om et dynamisk forhold mellem plan og levet liv. Man kunne håbe, at Delirious New York ikke kun blev et forbillede for arkitekter, men også for den politiske tænkning. For det, Koolhaas viser, er, at Manhattans udvikling hverken har været liberalistisk eller
keynesianistisk tænkt. Man har udviklet sin egen ideologi, der ikke sammenfatter noget, men som rummer alt. Og man havde bare gjort det. q
*Rem Koolhaas: Delirious New York. Genudgivelse 010 Publishers. 35 dollar på amazon.com. Originaludgaven koster op mod 1.000 dollar, og det er pengene værd
