Læsetid: 4 min.

Mellem Botho Strauss og Jutta

En tjenerinde og en avissælger siger det samme: Frankfurt er det næste bombemål
12. oktober 2001

(2. sektion)

Bogmesse
Frankfurt
Günter Grass har påpeget, at den amerikanske præsidents parole om en kamp mellem godt og ondt er funderet i en religiøs fundamentalisme.
En anden tysk forfatter Botho Strauss kalder mødet mellem terrorismen i New York og den vestlige fremskridtskultur for en konfrontation mellem ondt og ondt. Den britiske premierminister Tony Blair har som selvudnævnt talsmand på den vestlige verdens vegne kaldt os for troende. ’Vores tro’, siger Blair, ’er en tro på fornuften og på vores civilisations værdier.’ I Der Spiegel svarer Strauss uopfordret, at denne tro ikke er andet en pragmatisme, som har missioneret over hele verden som en religion.
Allerede i 1993 skrev Strauss et essay, hvor han forudså en krig mellem en verden baseret på nedarvede, traditionelle værdier og den vestlige verdens stadige opløsning af værdier ved konstant produktion og fremskridt. »Virkeligheden bløder virkelig nu.« Skrev han i 1993.
Direkte adspurgt af Der Spiegel afviser Strauss fornuftigvis otte år efter, at han skulle være profet. I stedet henviser han ikke til tendenser til fundamentalisme i Mellemøsten, men derimod til en personlig overfølsomhed over for de vestlige værdier og livsmønstre: »Det, der nu bryder rædselsfuldt frem, har i lang tid været synlig som en stadigt mere påtrængende konflikt.«
Som i de skrevne tyske medier udfoldes der på bogmessen tanker og teorier om årsager og ondskab og ansvar i forbindelse med terror. Men konkret aktuelt er der tilsyneladende ingen fare. Som den tyske lyriker Durs Grünbein sagde inden messen startede:
»Jeg forventer ikke andet af bogmessen end den sædvanlige dans om bogen som fetich - det er en af de fredeligste danse, som menneskeheden har kendt.«

Bogbranchen er på besøg i Frankfurt i en uge. Men de, der bor i Frankfurt til dagligt oplever konflikten mellem terrorisme og vestlig modernitet anderledes. De er bange. Tjenere, avissælgere, rengøringsdamer, taxachauffører og almindelige private erhvervsdrivende siger som med en stemme: »Frankfurt er næste bombemål.«
De institutioner og den magt, som er byens og borgernes stoltheder, har pludselig ændret værdi. Nu kvalificerer de selvsamme institutioner Frankfurt til en ideel skydeskive for terrorisme.
Jutta, der er tjener på en især ølserverende forplejningsstation med navn die Lokale, siger, at hun nu fortryder, at hun har fået børn:
»Bush taler om, at den her krig kan komme til at vare i ti år eller mere. Amerikanerne og sikkert også europæerne vil blive ved med at angribe, og på et eller andet tidspunkt, svarer terroristerne igen. Hvis de skal ramme Europa, bliver det i Frankfurt. Hvem gider flyve ind i Eiffeltårnet eller Big Ben i London. Vi har den største lufthavn i Europa, og vi har den højeste bygning i Europa. Den amerikanske air base ligger her i Frankfurt.«
Jutta går på arbejde, serverer øl og giver byttepenge: Man muss ja weiterleben. Men hun er ikke i tvivl: »Før eller siden angriber de os her. Vi er for Europas økonomi, hvad WTC var for verdens økonomi.«

Christoph, der sælger aviser, cigaretter og tyggegummi, er heller ikke i tvivl: »Alle symbolerne er her i Frankfurt. Vi har den europæiske centralbank, som er centrum for den økonomiske politik i EU. Der er hele det kvarter, vi kalder Bankviertel med kæmpestore bygninger, som stråler af økonomisk arrogance. Vi har en rigtig skyline ligesom de amerikanske byer. Og det er symboler på alt det, Osama bin Laden vil smadre. «
»Da de amerikanske fly skulle til Irak, stoppede de her for at tanke op. Amerikanernes tilstedeværelse er prisen, vi måtte betale for Anden Verdenskrig. Og det er helt i orden. Hitler slog seks en halv millioner mennesker ihjel. Vi var udsat for Hitler, og nu bliver vi udsat for Osama bin Laden.«
Og Christoph ser ikke udsigt til fred: »Vi er bange. Denne her gang er der ingen muligheder for diplomati. Hvem forhandler med en mand, der måske går rundt med to æsler alene i Afghanistans bjerge og har erklæret hele den vestlige verden krig? Og hvem forhandler fred med nogle, man ikke aner, hvem er. Der er ikke nogen mulighed for diplomati, for de (terroristerne red.) vil straffe for nogle forbrydelser, der allerede er begået.«
»Vi har set så lidt,« siger Christoph og indikerer med et mellemrum på to centimeter mellem pege- og tommelfinger, hvor lidt, vi har set. Og vender den samme pegefinger mod Kommerzbank, som man kan se overalt i byen.
»Og vi kommer til at se så meget. Flere bomber og mere terror: Det ender i mere og mere had. Det bliver den tredje verdenskrig, og det bliver værre hver gang, for vores smarte teknologi har jo gjort os i stand til at maksimere effekten af vores ondskab og had.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu