Læsetid: 3 min.

Mellem sødme og smerte

Sten Kaaløs nye digte har Bach som forudsætning både i form og stemning
30. oktober 2001

Ny bog
Det er Dante og især Bach, der spøger som forbilleder bag Sten Kaaløs nye, formstramme digte. Dante, fordi bogen betjener sig af terzinen, Komediens versemål, og Bach, fordi storstrukturen fra Goldberg-Variationerne, dvs. Aria mit 30 Veränderungen, ses kopieret over såvel på samlingens helhed som det enkelte digt. Variationer består nemlig af 31 tekster, alle på nøjagtig 31 linjer.
Man kan så fundere over, om der ligger en eller anden talmystik bag: 3 for treenigheden, 1 for den ene sande Gud, 0 for tomhed og død. Eller 1 og 0 for visse velkendte organer, hvis aktiviteter tjener dels til fornøjelse, dels til forplantning, og således kaster en hel del af sig, på samme måde som man jo kan skrive alle tal ved hjælp af ét og nul, om bare man har plads og tålmodighed til det.
Tematisk handler Variationer om kærligheden og døden, men det er karakteristisk, at felterne konstant ses flettet ind i hinanden erfarings- og billedmæssigt. Glæden og smerten bor dør om dør i Sten Kaaløs poetiske hus, ligesom lyset og mørket, meningen og dens fravær.

Lidelse og lidenskab
Samlingen lægger ud med globalt og kosmisk bevidste tekster og drejer så hurtigt over, dels i konkrete situationer, dels i åndelige identifikationer, f.eks. med den døende svenske konge Gustav III efter maskebalsattentatet i operaen 1792, og med den aldrende Strindberg senvinteren 1912. »Mellem hav og jernbane« møder vi den lidende Edith Södergran i Raivola i Karelen, dér hvor hun som det hedder, »skrev haven op i himlen og himlen ned i haven.«
Over for disse og andre ofre for anslag, ælde og sygdom sætter Sten Kaalø elskende på forskellige livstrin. Han erindrer således »paradisets første nat«, dengang han var en bagatel af 18 år og en lykkelig lille gris i Paris. Smukt skriver han i »Den nat det var vinter« om to, der blev grebet af noget tredje, »af noget vi ikke beherskede«, kærligheden, der gav dem »samme overmægtighed som fugle/ der ikke ved hvorfor men bryder ud i sang.«
Siden udfoldes forelskelsen i et digt om en spadseretur gennem Dyrehaven, en kyssevandring af »fuldbyrdet ansigtskærlighed«, som slutter sådan her:

vi kunne næsten ikke længere
bevæge
ansigterne for slet ikke at tale
om at gå
af ophovnede læber og tunger
over det

hele og alt det grønne hjortene
fuglene
og den lysende himmel var
som for-
længelser af din angoratrøjes
dobbelte

spring hvem der havde været
kanin og
lagt hår til den trøje under din
åbne frak-
ke det var koldt og vi gik i over
tøj med

hinanden mellem stammer
imod sundet

Som det gerne skulle fremgå af citatet, praktiserer digteren en stramhed og strenghed i formen, som gør hver enkelt strofe til en satsning rent musikalsk. Men læg samtidig mærke til, at Sten Kaalø undlader brug af komma, punktum, kolon m.m. De eneste anvendte tegn er faktisk tankestreg og tre antydningsprikker.

Dobbelteksponering
Gennem dette fravalg af skanderende gestik overlades teksten til sin læser, som selv må synge og søge sig gennem terzinerne. Effekten bliver en særlig tæthed og hemmeligheds-mættethed. Når hertil føjes, at beskrivelsesteknik og billedsprog hele vejen gennem bogen kendetegnes ved dristig overblænding, forstår vi at Kaalø har villet noget langt ud over det sædvanlige.
Han dobbelteksponerer, sådan at en families tragedie i en fjern borgerkrig glider direkte over i de politiske lederes forhandling på et slot om fred, eller sådan at et voksent digterjeg, uden at råbe op herom, forvandles til sig selv som barn i Valby, tæt på Zoologisk Have og den gådefulde okapi.
Hvad der i disse digte fremkaldes af formens tvang, og hvad der omvendt er udgangspunkt for valget af teknik, er vanskeligt at se. Ved første gennemlæsning virker bogen nok så ’lavet’, men den vinder absolut ved nærmere bekendtskab.

Helst også munter
Om Goldberg-Variationerne fortæller musikhistorien, at de blev skrevet til en von Keyserling, russisk diplomat ved det saksiske hof i Dresden. Han var blevet syg og kunne ikke sove om natten. Goldberg, der boede hos ham, måtte tilbringe nætterne siddende i et tilstødende rum, spillende for patienten.
Engang sagde greven, at han ville bede Bach skrive noget musik, Goldberg kunne spille på cembaloet: Noget rolig, men også helst munter musik, der kunne kvikke op, når søvnen alligevel aldrig kom. Bachs svar blev en Aria med 30 variationer, som greven blev så glad for, at komponisten modtog en forgyldt pokal med 100 louis d’orer. Guldmønter, med et andet ord.
For sine Variationer lønnes Sten Kaalø formentlig efter normal tarif. Men de fortjener den højeste ros, smukke som de alle er, balancerende mellem sødme og smerte.

*Sten Kaalø: Variationer. Digte. 76 s., 150 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her