Analyse
Læsetid: 5 min.

Og hvad mener bin Laden

Fatwaen er en ekstrem form for litteraturkritik, har den kommende nobelpristager, V. S., Naipaul udtalt. Er valget til skade for verdensfreden?
13. oktober 2001

Eftersom forfatteren Vidiadhar Surajprasad Naipaul adskillige gange har været en favorit til nobelprisen, var det ikke så ’surprajsende’, at han endelig får den. De fleste råbte halleluja, men i koret blandede sig også kritiske røster.
»Sortsyn bliver belønnet«, skrev Informations Preben Kaarsholm, der citerede den amerikansk-palæstinensiske Columbia-professor, Edward Said, for at have kaldt den vordende pristagers tænkning og skrivning om Islam for »en intellektuel katastrofe« og et »mentalt selvmord«.
»Kulhamrende sort«, stemte forlagsredaktør Torben Madsen fra Samleren i om Naipauls menneskesyn. »...ifølge Naipul er alle folk jo grimme, dumme og uæstetiske« (Politiken 12.10.).
I England, hvor Naipaul bor, er han blevet kaldt racist og homofob, og spanske El Pais udnævner ham til at være til højre for Berlusconi, hvad angår hans vurdering af den vestlige kulturs overlegenhed (»reducerer Berlusconi til et pattebarn«). Islamofob er han også blevet kaldt, selvom ordet slet ikke findes, men man forstår meningen.
Hertil beskyldes han for heftigt temperament og arrogance. Den svenske journalist, Gaby Gleichman, oplevede at blive sat på gaden efter 12 minutter, da han efter et års forgæves forsøg omsider havde opnået foretræde. (Han havde røbet et vist ukendskab til, hvordan det var at være af indisk familie i Vestindien i 30´erne, og det skulle han åbenbart ikke have gjort).
Bortset fra det, er forfatteren elsket – her i Vesten – af overordentligt store læsermængder for sin skarpe, snertende tunge. Han har bl.a. har skrevet, at fatwaen mod Salman Rushdie er en »ekstrem form for litterær kritik«.
Fatwaen, anskuet som litteraturkritik? En mindeværdig udtalelse.
Vi har jo vænnet os til, at ytrings- og trykkefrihed er noget, man bare har, så anmeldere kan fornærme hvem som helst af kunstnere og gå rundt med et fedtet grin, hvor man under andre omstændigheder og i andre samfund ville have fået sig et par på kajen.
Vore dages litterære kritik spænder fra udsagn som: »En ufatteligt vigtig digtsamling. Ganske vist er der kun 43, der læser den, men det ændrer intet på, at det er et væsentlig bidrag til vort samfunds værdier«.
Til: »Nåh, ja, den var såmænd maaaaeeeed go´.«
Eller: »En ufatteligt dårlig roman. Ganske vist læses den af en halv million, men hakkelse og uden værdi er det nu alligevel«. Den litterære kritik har et større potentiale, end vi forestiller os, når vi læser John Chr. Jørgensen, Bettina Heltberg, Skyum og Buk-dahl. Er vi simpelthen for slappe herhjemme?
Naipaul anses af sine tilhænger for at være betydeligt mere nuanceret i sit syn på islam, end kritikerne mener. Valget af ham til nobelpris menes at gøre lykke blandt islamiske intellektuelle i opposition til fundamentalister og andre strenge herrer i religionen.
Frygten går på, at valget kan ses som en provokation mod bin Ladens mange menige tilhængere i den arabiske verden, hvilket i værste fald kan blive til skade for verdensfreden. Fordi valget af en islamisk kritiker i disse dage ligner en tanke.
Men hvordan er det nu, det er? Findes der en særlig forfattermoral? Kan, skal og bør der findes sådan en?

Efter 70’ernes fejlslagne forsøg på at gøre politisk stillingtagen til et must for kunsten, – den blev for firkantet – har konsensus blandt litterater og andre vel mere eller mindre udtalt været, at sådant kan man ikke forlange, men i praksis har de forfattere, for hvem det var naturligt og en indre tilskyndelse at engagere sig, været ombejlede af medierne (»altid god for en udtalelse«) og skam også af læserne (vedkommende tematik). Eksempler: Günter Grass og Per Olov Enquist. Eksempel længere tilbage: Nordahl Grieg med Ung må verden endnu være.
Man har også fundet ud af at sondre mellem forfatter og værk. En roman kan godt være et stort kunstværk, selvom forfatteren er en skidt karl med en anløben moral. Og skidt’e karle er der masser af i kunstens verden. Pound, Celine, Hamsun havde nazistiske tilbøjeligheder, og Jean Genet var der også meget i vejen med, og han var kriminel.
Men Naipaul har foruden romaner også skrevet mere meningsbærende rejsebøger og essays, og disses synspunkter er selvfølgelig til diskussion.
Jamen, hvis nu Naipuls kritik af Islam virkelig er til skade for verdensfreden, er det så ikke dårligt, at han får prisen netop nu efter 11. september, og er verdensfreden trods alt ikke et overordnet emne i forhold til »litteraturens egen sag«, som dog er en delsag i forhold til helheden? Deraf følger tesen, at det havde været bedre, politisk set, at give prisen til en decideret islamisk forfatter.
Se, det forhold er ikke så ligetil at kommentere. Umiddelbart måtte man sige »jo, det havde været bedre«, men måske også kun umiddelbart.
Ytringsfriheden og andre friheder, herunder det svenske akademis ret til at uddele nobelprisen, er en livsnerve i demokratiske samfund. Det fik den danske regering at vide med eftertryk, da den i sin tid ikke ville lade Rushdie modtage Aristeion-prisen på dansk grund, fordi man mente, man ikke kunne garantere for hans sikkerhed. Nyrup & co. måtte krybe til beslutningsomvendelse og alligevel modtage den fatwa-ramte forfatter. Det skete på kunstmuseet Arken, og man husker rygtet om, at der var anbragt frømænd i vandpytten foran til at sørge for sikkerheden. Ingen krummede da heller ikke et hår på hans hovede.
Hvis Svenska Akademien under indtryk af 11. september havde omgjort det valg, den hævder at have truffet før denne dato, (hvilket sandsynligvis er rigtigt,) ville den have gjort sig skyldig i tilsvarende brøde. At give efter for pres.
At forsvare demokratiet ved ikke at ville forsvare ytringsfriheden er en selvmodsigelse.

Hvordan tildelingen opfattes i den arabiske verden vides endnu ikke, om det vil medføre raseri eller ligegyldighed. I bedste fald kan den i Vesten sætte endnu mere lys på, hvad islam som religion egentlig er for en størrelse og derved også nuancere debatten. Salget af Koranen er efter 11. september allerede steget gevaldigt, hvilket kunne tyde på en positiv og seriøs interesse.
Svenske Akademien kan sikkert meget godt lide, at den ikke er for fastholdere, og at der hvert år hersker usikkerhed om, hvorvidt udpegningerne er litterære eller desuden politisk betonede. Det er jo sådan selve litteraturen gerne må være. Ikke entydig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her