Læsetid: 3 min.

Messe for en hærchef

Adskillige af Folketingets politikere brugte en eftermiddag af deres liv på en mediebegivenhed
12. oktober 2001

Kommentage
På den gang der fører op til Folketingets cafeteria ’Brydesen’ fandt der i går eftermiddags en mediebegivenhed sted, da Folketingets retsudvalg mødtes til et samråd med justitsminister Frank Jensen og indenrigsminister Karen Jespersen.
På samrådet skulle politikerne diskutere sagen om den irakiske hærchef, der i de sidste to år har levet på såkaldt »tålt ophold« i Danmark (hvilket i dette tilfælde vil sige, at han har ’vandret rundt’ i Sorø og modtaget sprogundervisning). Og eftersom den skjulte logik, der styrer både politikeres og journalisters adfærd på Christiansborg, havde dikteret, at der var tale om en begivenhed, som man skulle være til stede ved, så var både de folkevalgte og pressens repræsentanter mødt frem i stort tal ved udvalgslokalet klokken lidt i to, hvor mødet skulle begynde.
De sidste, der kom til stede, var ministrene, Jespersen og Jensen. Og iført deres entourage af embedsmænd og pressesekretærer stod de og underholdt sig med journalisterne, mens de ventede på, at mødet skulle gå i gang.
Så blev ministrene kaldt ind og dørene til udvalgslokalet lukket, mens udvalgsmedlemmerne diskuterede det første punkt på dagsordenen, der handlede om, hvorvidt man skulle lade journalisterne overvære debatten om hærchefens tilstedeværelse i Danmark.

Ingen tvivl om udfald
Til trods for at politikerne brugte den bedste del af et kvarter på denne øvelse, var der dog aldrig nogen reel tvivl om udfaldet:
Med over 25 journalister – heraf repræsentanter fra samtlige landsdækkende medier – ventende ude på gangen, var det utænkeligt, at oppositionen ville lade sådan en mulighed gå fra sig.
Men man bemærkede sig dog, at justitsminister Frank Jensen så noget betuttet ud, da journalisterne traskede ind i lokalet og satte sig på de stole, der var stillet op langs væggen, lige bag politikerne.
Aftenen før havde justitsministeren smækket røret på over for en B.T.-journalist, der havde stillet kritiske spørgsmål til hans behandling af sagen, og justitsministeren havde utvivlsomt foretrukket, at sagen var blevet afviklet for lukkede døre.

En dansk debat
Dette ønske fik han altså ikke opfyldt, og dermed var både han, de øvrige politikere og journalisterne fanget hele eftermiddagen i retsudvalgets mødelokale for at overvære en debat, der aldrig rigtig blev til en egentlig debat.
For selv om både Venstre og de konservative var mødt frem ved fuld styrke – Venstre var således repræsenteret af et hold, bestående af Birthe Rønn Hornbech, Svend Aage Jensby, Lars Løkke Rasmussen (hvad han så lavede til et møde i Retsudvalget ...) og Inge Dahl-Sørensen – så var det tydeligt, at politikerne var alt for bevidste om journalisternes tilstedeværelse til, at de ville engagere sig i en egentlig dialog med hinanden.
Istedet udviklede mødet sig til en seance, hvor ministrene med deres hjemmeforberedte svar imødegik retsudvalgsmedlemmerne, når de angreb med deres hjemmeforberedte spørgsmål.
Begivenheden kom dermed i al væsentlighed til at tilhøre polemikerne blandt udvalgsrepræsentanterne, herunder ikke mindst Pia Kjærsgaard, der i øvrigt heller ikke sidder i retsudvalget.
Ikke desto mindre var hun mødt frem, og tog flere gange ordet for at aflevere indlæg, der ikke havde karakter af egentlige spørgsmål, men som nærmere var Folkeparti-formandens generelle betragtninger om dette og hint vedrørende både den foreliggende sag og regeringens udlændingepolitik i al almindelighed.
Til trods for dette skuffende udfald, forlod man alligevel mødet med følelsen af at have overværet en særlig dansk begivenhed – at have fået lov at betragte det danske folkestyre, sådan som det virkelig er, og ikke sådan som vi somme tider bilder os ind, at det fungerer: Imens hele verden går i krig, er de danske politikere primært optaget af spørgsmålet om en irakisk hærchef, der i to år har tullet rundt på Midtsjælland, modtaget sprogundervisning og i øvrigt fået tiden til at gå i den provinsby, som han er blevet anbragt i.

Polemikernes møde
For såden er vel det særligt danske:
I internationale krisesituationer kan vi ikke lade være med at optræde famlende; vi fokuserer på et emne, der nok er væsentligt – men som ikke hovedårsagen. Vi bevæger os en lille smule skævt i forhold til de andre lande. Vi beskæftiger os først og fremmest med manden i Sorø – ikke med millionerne i Afghanistan.
Betragtet på den måde udgør de folkevalgte virkelig folkets repræsentanter, når de – med samme famlen som den almindelige dansker over for tanken om at huse en krigsforbryder i vores lille land – diskuterer spørgsmålet om, hvordan vi skal forholde sig til det faktum, at vi har en formodet massemorder gående omkring på Midtsjælland.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu