Læsetid: 3 min.

Mexico i skikkelse af en kvinde

Carlos Fuentes’ nye roman er kantet, overvældende og næsten deform, men aldrig ligegyldig. Og den har Mexico som hovedperson
11. oktober 2001

Ny bog
Mexicaneren Carlos Fuentes er født i 1928 og regnes for et af de helt tunge navne i genren den latinamerikanske roman, der tæller store forfattere som colombianeren García Márques, peruvianeren Vargas Llosa og brasilianeren Guimarâes Rosa. Årene med Laura Díaz er seneste roman i Fuentes’ omfangsrige forfatterskab, hvoraf fem romaner er udgivet på dansk. Den inkarnerer flere af de træk, der er særlige for den latinamerikanske romangenre.
Først og fremmest er den ikke en individuel historie, men en kollektiv. Den handler ganske vist om kvinden Laura Díaz, men hun er et kighul til og et produkt og en spejling af det Mexico, der er bogens egentlige hovedperson.
Det er specielt for den latinamerikanske prosastil, at den sammenskriver samfundets og slægtens skæbne med den personlige og derved skaber en slags mytologisk narrativ på moderne betingelser. Dét projekt fører til bogstaveligt talt store, tunge men også grandiose romaner, der slet ikke bærer præg af den samme formkrise eller i hvert fald formelle tvivl, som har sat sit præg på den europæiske roman i det forløbne århundrede.

Voldsom historie
I denne retning når Årene med Laura Díaz noget nær et ekstrem. Romanen er både rumligt og tidsligt udstrakt og starter à la Isabel Allende med den fornemme Kelsen-slægts mexicanske oprindelse i slutningen af 1800-tallet, hvor bedstemor Cósima Kelsen i ophøjet foragt lader en flot landevejsrøver hugge hendes hånd af for at få vielsesringen med i byttet.
Familiens første generationer lever det pittoreske liv i Veracruz med duftende krydderier og spændende, uægte mulatsøskende. Men med Cosima Kelsens barnebarn Laura Díaz rykker fortællingen ind til byen, ind i revolutionen og politikken og kulturen, hvis voldsomme udviklingshistorie Fuentes fortæller med Laura som perifert omdrejningspunkt, hvis noget sådant findes.
Laura bliver gift med kommunisten, der senere taber den revolutionære pust i magtmaskineriet. Hun forelsker sig i en flygtet spansk republikaner. Hun ser sit barnebarn miste livet i studenteroprøret i ’68. Hun sidder med sin syge søn og ser Mexico Citys bylandskab »forandre sig som en skov af ynglende svampe.« Hun lander i Detroit med Frida Kahlo og Diego Rivera og dukker op i et murmaleri.
Her opdager hendes oldebarn hende 67 år senere, og bogen vokser ud af hans blik på murstenenes menneskemylder. Rundt om Laura vokser Mexico frem; i hende inkarneres dets omskiftelige skæbne.

Kunstens virkelighed
»Diego Rivera malede, og døren ud til verden og menneskene lukkedes for at former, farver, minder kunne flyve frit i kunstens bur, troskabseder til en kunst som uanset hvor social eller politisk den erklærer sig selv, frem for alt er en del af kunstens historie og ikke den politiske historie, den bekræfter eller afkræfter en traditions virkelighed og derigennem den virkelighed, som flertallet af de dødelige anser for selvstændig og flydende. Kunstneren ved bedre: Hans kunst afspejler ikke virkelighed. Den skaber den.«
Hvis ovenstående er en minipoetik, er det en poetik i trods. For Fuentes forgriber sig i den grad på virkeligheden. I sit efterord noterer han, at det er hans egen slægtshistorie, han fortæller; i romanen optræder igen og igen historiske skikkelser, der inkorporeres i fiktionen i en konstant fornægtelse af skellet mellem litteratur og omverden.

I stå
Projektet bliver til ærefrygtindgydende og fascinerende læsning. Men det knækker også, blandt andet i persontegningen, der logisk nok – ambitionernes omfang taget i betragtning – bliver hængende på type-stadiet. Helt bevidst – ser det ud til – knækker det i hele bogens midterdel, som sætter plotudviklingen helt i stå til fordel for dialektiske tableauxer med diskussioner mellem tre spanske, eksilerede republikanere, der gennemlever revolutionens dilemmaer. Bagefter tager historien fart igen, men kun ujævnt. Der er mange filosofiske diskussioner undervejs.
Årene med Laura Díaz er en roman om alting. Om at ville gøre det gode i en omskiftelig verden, og om det godes omskiftelighed i et fortumlet land.
Kritikeren Jay Parini siger, at »ideen om Carlos Fuentes altid har været bedre end selve hans værk.« Det er jeg ikke helt enig i. Der er meget på spil i denne bog. Det gør den kantet, overvældende og næsten deform, men aldrig ligegyldig.

*Carlos Fuentes: Årene med Laura Díaz. Oversat af Iben Hasselbalch. 456 sider, 349 kroner. Lindhardt & Ringhof. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu