Læsetid: 2 min.

Minimale spor af tid

Bortset fra det at se, er der ikke så meget at se i den aktuelle udstilling med Esther Ferrers fotoværker og installationer i Museet for Samtidskunst i Roskilde
23. oktober 2001

Udstilling
Menneskeansigtet har været kunstens hovedtema siden Narcissos spejlede sig i vandet; i dag har f.eks. Nationalmuseum i Stockholm åbnet en fornem udstilling med titlen: »Ansigt til ansigt. Portrætmaleriets kunst 1500-1900«. (Til 27. jan. 2002).
Mens maleren i sin tolkning forener sporene af den tid, som har modelleret ansigtstrækkene og forløbet af den maleriske proces, gengiver fotografiet kun sit eget sekund.

Esther Ferrers metode
Den spanske kunstner Esther Ferrer har imidlertid fundet er metode, hvorved hun overvinder fotografiets begrænsninger.
Gennem 18 år har hun fotograferet sit eget stærke ansigt, en face, under samme vinkel. Derefter har hun klippet billederne midt igennem og rekonstrueret sit ansigt af halvdele fra forskellig tid.
Første konstatering er, at hun har ændret sig meget lidt – hun holder sig godt – og derfor bliver den tidsfornemmelse, som hun vil formidle meget smal. Men hendes kunst handler også om det at se og med sit blik at møde andens blik. Helt konkret opleves dette det væsentligste middel til menneskelige kontakt i Husarstalden, hvor et lille felt i den låste dør, viser hendes videofilmede øjne, som ser på, at vi ser på hende.

Et verdensnavn
Esther Ferrer er i dag et verdensnavn og har deltaget i udstillinger og skabt performances i de fleste af Europas lande, USA og Canada, bl.a. præsenterede hun sine selvportrætter på Biennalen i Venedig, 1999.
Fra 1967-96 var hun medlem af den spanske ZAJ gruppe i Madrid, som blev oprettet af Ramón Barce, Walter Marchetti og Juan Hidalgo. I fællesskab organiserede de ’konserter’, dvs. skabte individuelle installationer af værdiløse ting, ledsaget af aktioner eller performances. Deres forbilleder var Marcel Duchamp, John Cage og Zen buddhismen.
Performances er stadig en væsentlig del af Ferrers kunst, hvilket hun bl.a. demonstrerede ved nærværende udstillings åbning.
Som billedkunstner arbejder hun minimalistisk med serier, primtal og gentagelser med ganske små variationer, som i en installationen Parcours, der også vises i Roskilde.
Den består af 18 ens store figurer af tråd, udspændt mellem søm med bogstaverne ABCD i hjørnerne. Systematisk gennemspiller hun en række af de mulige variationer, som opstår ved udeladelser, ved diagonaler og ved skiftende bogstavkombinationer.
I et andet lokale er vi selv inde i kvadraternes rum, som er markeret med tynde, næsten usynlige og elastiske tråde fra loft til gulv. Man buser ind i dem, går langs med dem og skaber egne bevægelsesmønstre.

Supplement
Strengt taget er der ikke så meget at se i Roskilde, men det bødes der på med et lyd rum viet hendes lærermester frem for nogen, John Cage. Han lærte hende at lytte til hverdagen, som er fuld af lyd, og at foretage de små rytmiske indgreb, som skaber et modspil til det ustrukturerede og tilfældige.
Og dertil kommer videocafeens visning af tre smukke film af Michael H. Kirkegaard, Manuela Jemma fra 1980, den stilfærdige komposition fra 1983 baseret på dioxin udslippet ved Seveso i Italien i 1977 – den havde vi næsten glemt – og Amnesti fra 1985, alle med hans dvælende fotografering og store sans for natur. (Til 22. dec.)

*Esther Ferrer... tiden går, transformerer, ændrer ting, ændrer mennesker... Museet for Samtidskunst, Palæet, Roskilde. Ti.-fr. 11-17, lø.-sø. 12-16. Til 10. feb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her