Læsetid: 1 min.

Moden stemme

26. oktober 2001

(2. sektion)

*Dalia Faitelson: Point Of No Return (Stunt Records)

Jazz
Det er på tide at tage hatten af for Dalia Faitelson, den dansk-israelske guitarist, komponist og sangerinde, der i nogle år stædigt har satset på at udvikle sin egen etnisk prægede jazz/fusion. Efter Common Ground i 1994 og den lovende On Rising Spirits i 1997, hvor tenorsaxofonisten Jerry Bergonzi tændte en international gnist i Faitelson, var satsningen betragtelig med udspillet Diamond Of The Day (1999), hvor ikke bare Bergonzi var med, men også rotterne Randy Brecker (trompet), Manolo Badrena (perkussion) og trommeslageren Adam Nussbaum foruden de faste medspillere, bassisten Thommy Andersson og harmonika-fænomenet Lelo Nika. Det gav flotte anmeldelser og en overraskende dansk Grammy. Jeg er dog blandt dem, der mener, at Diamond Of The Day ikke er ubetinget lurmærket.
Point Of No Return derimod er Faitelsons mest helstøbte plade til dato, vanedannende som mellemristet sort arabica med sine orientalske rytmer og melodier, det hele komponeret, arrangeret og produceret af Faitelson selv. Hendes dragende sange er båret af et stærkt hold, der foruden nævnte Brecker, Nussbaum, Andersson og Nika også tæller Ayi Solomon (slagtøj) og den fremragende Chris Cheeks (saxofoner). Selv om Faitelson (vanen tro) er karrig med soloer i bevidsthed om sin egen instrumentale begrænsning og i stedet fortrinsvis lader sine medspillere komme til, sætter hendes let hæse sangforedrag sig uudsletteligt igennem. Hør blot den lille knugende perle »Escape« inklusiv orkestreringen af hornene med de tvetydige sekundsammenstød, der modsvarer Faitelsons foredrag om landflygtiges angst og usikkerhed. Denne følte og varierede plade har hermed en selvfølgelig plads blandt årets bedste danske.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her