(2. sektion)
K(l)assekamp
Om jeg føler mig undervurderet af Tyson-slænget? Jeg har været undervurderet i 63 kampe, så det er jeg vant til,« sagde Brian Nielsen, da han i søndags havde været til sin første pressemøde-konfrontation med Mike Tyson.
Meget konfrontation var der nu ikke i seancen bortset fra det klokkerene kultursammenstød mellem hypede og selviscenesatte amerikanere, karikeret af den højtråbende, battledress-klædte Tyson-motivator Crocodile - og så den internationalt danske provinsialisme. Den, der går på melodien: Hvorfor dog være stor, når man er lykkelig som lille, og som har sin morsomste og populæreste repræsentant i Brian Nielsen.
»Godaw, jeg hedder Brian Nielsen. Jeg skal bokse mod ham abekatten dér - og han får nogle over nakken,« sagde den 36-årige dansker med et henkastet og uimponeret kig på sin modstander fra USA.
»Hvad siger han, oversæt!« bjæffede Crocodile.
Tyson sad bare med en halvfjollet hva-laver-jeg-her-grimasse smurt på babyfjæset.
PR-manden fra det amerikanske tv-selskab Showtime, der kører hele showet på amerikansk, selvom det foregik ude på Amager på SAS hotel forstod ikke og forsøgte ikke at forstå, hvad boksebamsen fra Korsør egentlig sagde. Nemlig, at vi her til lands står på tæer og ser folk an: Nysgerrighed og forbehold i et hug, så at sige.
Denne ned-på-jorden og op-i-røven-indstilling kombineret med ambitionen om og troen på, at man kan matche de største, gør morgendagens match til mere end et freak show, der omsætter millioner af dollars.
Bortset fra at det er absurd at tale om professionel sport, uden samtidig at tale om penge det hører også i boksning sammen som nål og tråd så er det bonderøvenes triumf-tog, vi skal overvære i morgen i aften. Uanset udfaldet er det stort at have fået Mike Tyson til København til en kamp mod en dansk Nielsen.
Mike Tyson, 35, der demonstrerede, at han ikke er kommet ud af puberteten først afbrød og småsludrede han under promotor Bettina Palles velkomst, derpå tabte han hovedet ned i bordet i demonstrativ kedsomhed under Mogens Palles korte, salvelsesfulde tale om endelig at have lavet kampen forstår ikke en lyd.
»Verdens ondeste mand« begriber tilsyneladende ikke, hvordan en mand med Brian Nielsens statur og anti-stjerne-attitude kan komme ind i træningssalen på Østerbro, se på ham og bare sige:
»Hej Mike«!
Når nu en bokser som britten Frank Bruno nærmest gjorde i bukserne på vej op i ringen til Tyson.
Han fatter ikke, at denne ukomplicerede blanding af Jern Henrik og radisen Søren Brun kan være nationalhelt i superstjerne-klassen.
Iron Mike har efter alt at dømme ingen respekt for Super Brians rekordliste det er der forresten mange andre, der heller ikke har. Og han har svært ved at se Brian Nielsen som andet end et stykke kød, der skal bankes helst midt over og hurtigst muligt i morgen aften i Parken.
»Husk at købe jeres peanuts og hot dogs inden kampen, for den bliver ikke lang,« som Tysons træner Tommy Brooks sagde i sit bidrag til underholdningen.
Tyson jeg keder mig ikke i København, det er nok bare mig, der er kedelig orkede ikke engang at skrue de onde øjne på til ære for fotograferne, da de to stod head-to-head, for første gang. Heri ligger et signal om, at den hårdtslående amerikaner, der er på anti-depressiv medicin (Zoloft) »for ikke at slå Jer alle ihjel,« som han sagde på en pressekonference før kampen sidste år mod Andrew Golota ikke kan tage Brian Nielsen alvorligt. Og det kan blive alvorligt!
Hvor arrangementet er promotor Mogens Palles mesterstykke efter 45 år i branchen, så er kampen afgørende for anerkendelsen af Brian Nielsen som bokser og for Mogens Palle som sportsligt troværdig arrangør og manager, der gjorde det umulige muligt.
Efter 45 år i branchen er det ikke nok at være en dygtig bokse-forretningsmand, der kan trække i de rigtige tråde.
I det sportslige ligger den dybe respekt.
Brian har arbejdet sig frem gennem otte år, og han har med sine resultater gjort sig fortjent til at møde Tyson,« siger vennen fra Korsør, den tidligere verdensmester i fluevægt Jesper D. Jensen. »Hvis han bliver slået ud i 1. omgang, og riskoen er der, så kan enhver sige: Hvad sagde jeg, der kan I selv se, han kan ingenting, rekordlisten er fup, for han har kun slået gamle afdankede navne. Og det har Brian ikke fortjent. Men helt ærligt, så tror jeg heller ikke, det sker, for selvom Tyson slår uhyggelig hårdt, så kan Brian tage meget, han er god til at passe på sig selv, og han er ikke bange, som Frank Bruno blev i 1996, da han gik op i ringen mod Tyson (vandt på teknisk knockout i 3. omgang). Overlever Brian de første to omgange, kan han også vinde,« siger Jesper D. Jensen, der også er TV3s ekspertkommentator lørdag aften.
Selv siger Brian Nielsen, at »han selvfølgelig er bange for at blive ramt hårdt i 1. omgang, så han ser sol, måne og stjerner«, så koncentration og parader ryger, for Tyson slår hårdt. »På den side er han også kun et menneske, sort hvor jeg er hvid, men ellers...«
Ud over at omsætte millioner af dollars mellem en hel og trekvart million til Brian Nielsen, og 8-10 gange så meget til Tyson (hovedparten af 60-80 millioner kr. betalt af Showtime) er dét bonderøvens tro på at det umulige er muligt kampens interessante omdrejningspunkt.
Det nemmeste i verden er på forhånd at afskrive kampen som farce, freakshow og begivenhed a la den skæggede og oversavede dame på Hjallerup Marked. Med Crocodile som svar på professor Tribini, der altid var sjovere før end under selve forestillingen.
»Det her bliver en farce, lige som Tysons sidste fire kampe har været det,« forudsagde en engelsk kollega, Malcolm Folley fra Mail on Sunday, der har fulgt Tyson og boksning de seneste 15 år.
»Han prøvede at brække Francois Bothas arm, da de mødtes i 1999. Han slog Orlin Norris ned efter gong gongen havde lydt i 1. omgang, så resultatet blev annulleret. Vores Julius Francis var så sikker på at ende liggende, at han havde reklamer på sålen under sine boksestøvler. Efter at have fældet Lou Savarese på 38 sekunder boksede han videre og ramte kamplederen. I sin seneste kamp for et år siden nægtede han at lade sig doping-teste før mødet med polakken Golota (opgav før 3. omgang).«
»Det gav 5.000 dollars i bøde og tre måneders karantæne. Siden har han ikke bokset, og derfor aner vi ikke, hvad det er for en Mike Tyson, der går i ringen på lørdag. Man han er i hvert fald ikke den bokser, han var, før han måtte i fængsel i 1992, dømt for voldtægt på den sorte skønhedsdronning Desiree Washington,« siger Folley.
En anden af Parken-stævnets boksere, WBO-verdensmesteren i supermellemvægt Joe Calzaghe, sagde i søndags til sensationsavisen News of the World, at »Tyson er så følelsesmæssigt ustabil, at han uden videre kan køre af sporet og få hele showet til at kollapse«. Waliseren finder Tysons opførsel »smagløs«.
»Folk kommer kun for at se, om han bider eller nikker skaller. Han har miskrediteret sporten, så boksning er nede på niveau med wrestling, siger Calzaghe og konkluderer, at grunden til, at han ikke er blevet udelukket, er, at han stadig genererer ustyrligt mange penge.
Mogens Palle konstaterer nøgternt, at »selvom Tyson ikke er, hvad han har været, så er han stadig det største navn. Hvor han er, er de rigtig store penge.«
Og de rigtig store penge der tales om op til 100 millioner dollars til deling mellem de to fightere er en match mod vinderen af VM-revanchen mellem Hasim Rahman og Lennox Lewis, som mødes i næste måned. Ifølge flere promotorer, også Palle, er sådan en kamp klar.
For bonderøven Brian, det hvide håb, er kampens formål åbenlyst. Det er i enhver henseende hans livs chance for jackpot.
Eksperternes svar på, hvad Tyson skal med en kamp mod Brian Nielsen i Danmark, er enslydende:
Han har brug for pengene. Han har efter et års pause brug for en opvarmningskamp og et afsæt til den sidste store kassekamp mod vinderen af Lewis-Rahman. Og Brian Nielsen ligner en let modstander. Se til, om det passer?