Prinsen spurgte, om alle bosniske kvinder var ludere,« siger Ines på 22. Hendes mor var til stede i indercirklerne af Sarajevo-regeringen, da den saudiarabiske prins Salman sidste år var i Bosnien for at indvie et par moskeer, islamiske kulturcentre og andre projekter.
»Men de må indse, at sådan leger vi ikke her,« siger hun og griner. Tænder en smøg af billigmærket Drina og drikker en slurk rødvin af flasken, som efterfølgende går på omgang i en rundkreds af unge. »De kan aldrig få os til at gå med slør og blive hjemme.«
Det skal senere vise sig, at Ines er oppe mod stærke kræfter, men det er der ingen, som tænker på lige nu.
Umiddelbart ser alt således meget normalt ud denne fredag aften. Her er fest og glade dage ved breden af floden Una, som løber gennem Bihac denne lille by med blot 60.000 indbyggere i det nordvestligste hjørne af Bosnien. På gangbroen over floden promenerer hundredevis af unge piger og fyre. Op og ned. Frem og tilbage.
Det bare maveskind, flirten, lysten til livet og fremtiden dominerer. I en grad, så man skulle tro det var for 15 år siden dengang Bihac bare var at betragte som en lille by midt i det ateistiske, socialistiske land, der dengang hed Jugoslavien. Før der var nogen, som opdagede, at der var noget som hed Bosnien-Herzegovina. Før man begyndte at notere sig, om folk havde et kroatisk, serbisk eller bosnisk-muslimsk efternavn. Før krigen brød ud og Bihac blev belejret af serberne i næsten fire år, indtil Dayton-aftalen og freden kom til byen i 1995.
I dag er alle klar over, at 95 procent af byens befolkning på papiret er muslimer. Og at Bihac hvis man altså ønsker at se verden på den måde er den nordligste muslimske by i det ellers kristne Europa.
Det har man i hvert fald forlængst fået øje på så langt væk som i Saudi-Arabien, hvor den førnævnte prins Salman Bin Abdul Aziz som formand for Kommissionen for Indsamling af Hjælp til Bosnien-Herzegovina siden Bosniens selvstændighed har bestyret investeringer for mindst fire milliarder kroner til de muslimsk-dominerede områder af Bosnien. Hjælp til moskebygning, kulturcentre og uddannelse.
Altsammen for »at hjælpe bosniske muslimer med at beskytte deres muslimske identitet og udbrede islamisk kultur og kundskaber i det bosniske samfund,« som prins Salman sagde sidst, han var i Bosnien. Ud over kæmpemoskeer i de største byer for eksempel den store Kong Fahd-moské i hovedstaden Sarajevo og Prins Abdullah-moskeen i Tuzla har Saudi-Arabien lagt særlig stor vægt på Bihac.
»Vi har valgt Bihac på grund af dens politiske og strategiske betydning,« forklarede prins Salman sidste år om opførelsen af et islamisk college i byen. Et college, som åbner til næste år.
Dertil kommer støtte til moskeer i Bihac-området både til genopførelse af dem, der blev ødelagt af de serbiske granatbombardementer, og til opførelse af nye. Mange steder i og omkring Bihac opføres og genopføres moskeer fortsat.
Noget af det første, vi har prioriteret i genopbygningen efter krigen har været bygninger af kulturel værdi,« siger Bihac borgmester Adnan Alijagic.
Information har opsøgt ham tidligere på dagen fredag eftermiddag i den kommunale administrationsbygning på byens eneste gågade.
Adnan Alijagic er i den forbindelse glad for den finansielle støtte, som Saudi-Arabien yder til genopbygning af moskeer.
»Det er en bekostlig affære for en kommune som vores. Vi må ikke tage kreditter siger administratoren af Dayton-aftalen, så vi er taknemmelige for al den økonomiske hjælp, vi kan få udefra,« siger borgmesteren og peger på arbejdsløsheden på 50 procent og de store sociale problemer, som byen slås med.
Han understreger samtidig, at eksempelvis det islamiske college er en gave fra Saudi-Arabien og ikke på den måde er noget, der ligger bystyret til byrde. Flere gange under samtalen slår han fast, at han er borgmester for hele Bihac også for byens bosniske kroater og de bosniske serbere, som så småt er begyndt at vende tilbage.
Bihac har altid været hovedbyen i det område i det tidligere Jugoslavien, som blev kaldt Krajina. Her boede folk meget blandet kroater, muslimer og serbere. Som handelsby har den altid været et knudepunkt, et sted man tog til for at sælge sine varer, og floden Una har været en atrraktion for turister fra hele Europa. I dag kommer her næsten ingen udlændinge, og handlen går nærmest kun én vej: Fra omverdenen til Bihac. I supermarkedet kan man således få alle vestlige mærkevarer, men regionen eksporterer ikke noget af betydning. Den eneste råvare er det træ, som folk tager ud i skoven for at fælde i stor stil. Enten for at sælge det videre eller for at fyre det af derhjemme for at spare på varmeregningen.
Under belejringen af Bihac begyndte tendensen med at søge tilflugt i religionen, dvs. islam, for at finde håb midt i håbløsheden. Nu, hvor krigen er slut, er det økonomien, arbejdsløsheden og manglende fremskridt, som i princippet lokker folk i kirker og moskeer.
Men denne fredag eftermiddag ved fredagsbønnen er der vel maksimalt 60 mennesker i den centrale moske på gågaden et stenkast fra borgmesterkontoret.
»Jeg er muslim, men jeg går aldrig i moske,« siger 26-årige Jasmin.
»Og der er ingen af mine venner, der gør det. Ingen af os kan tage det alvorligt. Det ligger simpelthen ikke til mentaliteten her,« mener han.
For Jasmin er folk her så knyttede til den europæiske kultur og den levevis, de havde før krigen, at en intens dyrkelse af religion aldrig vil komme på tale her.
»Jo, det er rigtigt at flere og flere butikker er begyndt at lukke om fredagen i stedet for om søndagen og at der kommer mere og mere islamisk påvirkning,« siger han da jeg peger på den islamiske boghandel.
»Men kig dig omkring. Det eneste, folk tænker på, er at opnå en bedre levestandard, eller at komme væk herfra.«
I mellemtiden bruger indbyggerne tiden på at promenere og vise sig frem. Over hele byen er der café på café, hvor bosnisk popmusik strømmer ud af højttalerne, og den eneste begrænsning på alkoholforbruget er, om pengene slår til.
Der hersker en stemning af facadeopretholdelse at man har råd til at føre sig frem. Ikke mindst nu, hvor det er aften.
Take me with you,« siger den gyldne glitterskrift på forsiden af en ung kvindes stramme, hvide t-shirt. Hun standser op, åbner sin damede håndtaske, tænder en cigaret og promenerer videre ned gennem byens park, hvor samtlige bænke er fyldt med unge par, der kysser og krammer i mørket.
Jeg slår følge med hende i fem minutter. Ikke for at tage hende med. Men for at hun skal føre mig til det virkelige Bihac. Det Bihac, der for alvor eksisterer, når mørket er faldet på. Når den sidste sang og bøn fra minareterne har gjaldet ud over byen. Det er det, der bringer mig ned til floden. Og det, der overbeviser om, at de saudiarabiske penge er spildt på dette sted.
»De fleste her er i bund og grund ateister,« fortæller Hari, en fyr i slutningen af 20erne.
»Før var det en naturlighed, og man talte slet ikke om religion, da jeg gik i skole. Til gengæld talte vi meget om Tito, hvilket vel er lige så slemt,« griner Hari og husker, hvordan han blev Titos pioner som alle andre skolebørn, også efter at den tidligere leder af Jugoslavien var død.
»Men nu er der faktisk flere og flere, som bruger religionen i deres argumentation for alt muligt. Det kan både være folk, der er flyttet hertil fra landsbyerne, som siger at vi skal opføre os ordentligt. Eller forældre, der vil holde deres teenagere hjemme om aftenen. Problemet er bare, at det ikke virker. Vi er for mange, der går ud, og det kan de se,« siger Hari.
Alligevel betegner han udviklingen som »farlig«.
»Saudiaraberne bygger jo også huse til folk og giver penge til islamiske organisationer, som udfører hjælpearbejde. Vores regering og myndighederne er korrupte, og folk kan se, at de ikke får nogen hjælp fra den kant. I stedet kan de se, at de islamiske organisationer hjælper og udfører funktioner, som myndighederne burde udføre. Det kan...«
Hari bliver afbrudt af Ines, som griber flasken ud af hans hånd.
»Der er ikke noget galt i, at folk tror på noget. Eller at de islamiske organisationer hjælper folk. Det er da kun godt. Det sker der da ikke noget ved,« siger hun.
Ines frygter intet på sit køns vegne i forhold til begrænsninger i friheden.
»Du kan jo se, at der er langt mellem tørklæderne hos byens kvinder. Faktisk lige så langt, som der er mellem de skæggede mænd. Jeg har intet imod, at folk dyrker deres religion som de vil. Bare de ikke vil forsøge at få mig til at gøre det samme. Så længe jeg har min egen frihed, kan andre gøre som de vil,« siger Ines.
Og folk i Bihac har altid gjort, som de ville, påpeger hun.
»Selv om caféerne skal lukke klokken 23, så er der da ingen, der overholder det. Og politiet er da også ligeglade. Her kører tingene afslappet, og det vil de blive ved med,« siger Ines.
Noget kunne tyde på, at hun har ret. Indbyggerne i Bihac er i hvert fald på gaden for at more sig og fyre den af hver eneste aften uden undtagelse.
Ingen aften er speciel i forhold til den anden. Det skulle da lige være den følgende fredag, hvor Miss Bihac konkurrencen løber af stablen. Et arrangement, der er imødeset med spænding, for sidste år blev den 19-årige studerende Jasmina Mahmatovic kåret til Miss Bihac.
Over hele byen kan man se hende på plakater. For ved den efterfølgende Miss Bosnien konkurrence i Sarajevo gik hun hen og vandt.
Og det er man generelt ret stolte over i Bihac.
