Læsetid: 7 min.

Når først du er i ringen, er du ikke bange

Der er en verden til forskel på stjernernes show og amatørernes hverdag – også når de udspiller sig ti minutters gang fra hinanden på en kølig eftermiddag på Amager i København
12. oktober 2001

Amatørernes kreds
Det er lørdag middag. Mickas og Nicky Henriksen på 10 og 13 løber rundt i Christianshavns Idrætsklubs træningslokale Bådsmandsstræde lige bag ved elitebokserne Mads Larsen og Mikkel Kessner og 15 andre. Ved siden af de stores svulmende overarme og tatoveringer ser Mickas og Nicky lidt tynde ud. Men da de får handskerne på og går til angreb på bokseboldene, transformerer de sig til rå, koncentrerede boksere og glemmer, at shortsene kravler op om maven, så underbukserne stikker ud.
Per Henriksen ser på. Han er drengenes bedstefar og har selv bokset fra 1960-68. Meget har ændret sig siden dengang.
»Da jeg boksede, handlede det hele om fysik. Dengang var det arbejderdrengene, der boksede. Hvis du skulle møde en fra Jylland, var han helt sikkert skovhugger. I dag møder du alle mulige, så du skal være klar på både fysik, teknik og hurtighed.«
Nu har Per slidgigt i hoften og dårlig albue, så han holder sig på tilskuerpladserne og giver børnebørnene gode råd, når de behøver det. Han fortæller, at Mickas allerede har vundet én kamp - i thaiboksning i Thailand.
»Dernede foregår det på luderbarerne, og alle sidder og spiller på bokserne, så da han vandt over den thailandske dreng, fik han 500 kroner. Så fik han blod på tanden, og nu efter halvanden måned til boksning har han allerede to kampe til stævnet i næste weekend. Der er krudt i ham, den lille.«
I ringen foran os står Mads Larsen og skyggebokser. De andre er gået i gang med at sparre, men det er som om, de lige skal tage sig lidt sammen til at komme ind til Mads. Når de store stærke mænd får handsker og hjelme på, er de helt hjælpeløse. Selv om trænerne råber til dem og holder dem på tæerne, er de også omsorgsfulde. De hælder vand i munden på bokserne, smører vaseline og klapper dem på hovedet mellem runderne. Når runderne går i gang, låser bokserne hinandens blik fast, helt tæt, mens de danser rundt i ringen. Jeg spørger Per, om man aldrig er bange derinde.
»Når du først står i ringen, er du ikke bange. Der glemmer du alt omkring dig. Det svære er at komme over rebet, for det vælger du selv. Når du først står derinde, er der ikke nogen tvivl om, hvad du skal gøre. For en trænet bokser kan det endda være helt rart at få en på hovedet. Ondt gør det ikke. Men jeg siger til mine drenge, at når de først er trådt ind i ringen, har de allerede vundet deres første sejr.«

Klokken 14 er Sundby Idrætspark på Englandsvej fuld af unger med vådt hår og forældre, der drikker fadøl og diskuterer podernes bedrifter. Børnene drikker neongrønne ismænd med sugerør, og ude i solen får håndboldpigeholdet en øl.
En ældre herre i strikket CIK-sweater går over parkeringspladsen og fortæller sin ven, at »vi skal have fiskesuppe, kalvesteg og is. Men om der så er en overraskelse, det ved jeg ikke.« Christianshavns Idrætsklub har 80 års fødselsdag, og der er opvisningskampe i Hal 1.
Mens brydeholdet vrider sig på madrassen står CIK’s boksere og varmer op. Klubben har lige så mange kvindelige som mandlige boksere, og første kamp står mellem regerende nordisk mester Alexandra Matheus og Gitte, der er tidligere Danmarksmester. Brydemadrassen bliver lavet om til en boksering, og bryderne holder i hver sit hjørne, mens bokserne går på. Alexandra er den mest offensive.
Når hun slår, siger hun »ts-ts-ts«. Det er kun en opvisningskamp, så kvinderne holder lidt igen. Der er stævne i næste weekend, og der skal de være klar.
Publikum ligner ethvert andet publikum. De diskuterer teknik, drikker øl og sodavand, nikker til venner og bekendte. Forskellen er bare, at da et barn råber »far« omme bagved, vender de sig om og væk fra kampen. Alle sammen. Det er klubbens familie, der ser på.
Dansk amatørboksning nyder ikke offentlighedens bevågenhed. Selv om det er her, man uddanner de eliteboksere, der deltager i OL, EM og VM, er amatørboksning i modsætning til den professionelle boksning en ret hemmelig sport. Der er ingen sportsgren, hvor skellet mellem amatørverdenen og den professionelle verden er så stort som i boksning.
DABU, Dansk Amatør Bokseunion, sætter en ære i, at boksning er en idrætsgren. Der bokses kun med hjelme, og der holdes øje med, at kampene ikke går ud over boksernes sundhed.
Til gengæld er det hårdere at være amatørbokser end professionel; man bokser flere kampe, og ikke kun mod strategisk udvalgte modstandere. Martin Kristjansen, som skal repræsentere Danmark ved VM, har for eksempel bokset 104 kampe og vundet 80 af dem. I den professionelle boksning gælder amatørboksernes regler ikke. Her gælder det om ikke at have nogen nederlag, selv om det betyder, at man får færre kampe.

Dagen efter summer Hotel Radisson på Amager Boulevard af liv. Vi befinder os to kilometer fra Sundby Idrætspark, men vi kunne lige så godt være på en anden planet. Mindst 150 repræsentanter for pressen er mødt op for at møde Mike Tyson og Brian Nielsen. Ni fjernsynskameraer summer, utallige kameraer blitzer. Tysons PR-mand byder os velkommen til endnu en succes for showtime boxing. Da bokserne og deres hold – sammenlagt vel 20 mennesker – er præsenteret, sidder vi der, alle 150, og har ikke rigtig noget at spørge om. Tyson lægger panden på bordet. Efter fire sløve spørgsmål skrider Tyson-følget igen under brølen og hujen. Vi kigger undrende på hinanden. Ingen ved rigtigt, hvad der er foregået. Hvad vi er her for. Pressemødet har været lige så kort, som kampen i morgen formentlig bliver.

Mandag aften er der træning i Valdemarsgade på Vesterbro.
»Hold kæft, Kevin!« brøler Brian Lentz.
»Hvis du kan snakke, løber du ikke hurtigt nok.«
Københavns Bokseskoles kampboksere løber rundt i gården i Valdemarsgade, hvor børnehavebørnene leger i dagtimerne. Brian står med fløjten i munden i undertrøje, træningsbukser og tatoveringer og tager tid på løberunderne. Nasim Mansour kommer for sent og må tage ti armbøjninger.
Mens de andre går ned og sparrer, får jeg lov at snakke med Claus Beck, der er 28 og kampbokser, og Hussain Bashir, der er 12 og startet for et par måneder siden med tre venner.
Hussain blev interesseret i boksning, da han så Mike Tyson i fjernsynet, men Tyson er nu ikke ligefrem hans idol. Han er til gengæld Claus’:
»Tyson fighter, og for mig at se er det det, boksning handler om. Der er alt for mange, der piver. Jeg er selv typen, der tager imod mange slag. Jeg angriber meget, med mange sluggere. Det er det, der skaber kampen, og det får man points for i professionel boksning. I amatørboksning passer de for meget på deres boksere, og det bliver det for kedeligt af. Så mit mål er at blive professionel i år.«
Claus Beck begyndte at bokse, fordi han godt kunne lide at slås, men sådan var det ikke for Nasim Mansour, der har bokset to-tre sæsoner. Han har indtil nu kun bokset to kampe, men han ved med sikkerhed, at hans mål i livet er at blive professionel bokser.
»Det er det, jeg vil med mit liv. For mig er det sporten, det handler om. Jeg synes, det er en fed sport. I starten fik jeg helt vildt mange på hovedet, fordi jeg var nervøs. Så begyndte jeg at blive mere aggressiv, men så fik jeg endnu flere på hovedet. Men nu er jeg ved at lære at tage det roligt.«
Nasim ligger næsten vandret i luften, når han bokser. Han er ikke så høj, men han bokser så indædt, at han ikke er til at komme uden om. Brian Lentz kommer med tilråb til bokserne, der pumper pulsen op gennem halvanden times benhårdt program. Nasim breakdanser lidt mellem øvelserne. Det er ikke svært at se, hvor motiveret han er.
Bettina Hansen, som er Danmarksmester, er den eneste kvinde i dag. Hun følges af en journalist og en fotograf fra Rapport, der laver en reportage med vinklen ’Kvinde i et mandefag’. Abel Kiegstad, som er hjælpetræner, fortæller at ts-ts-lyden bruges til at presse den rigtige mængde luft ud, når man slår. Man skal være afslappet og kun puste, lige når man rammer.
Abel spørger, om jeg har tænkt mig at starte? Jeg trækker på det. Vi har diskuteret, hvornår boksningen bliver skadelig. Claus, Brian og Nasim er enige om, at det bare gælder om at stoppe i tide. Man har bokset for længe, når man begynder at snøvle. Det gør Brian Nielsen for eksempel. Men først og fremmest gælder det om at undgå de hårde slag i hovedet. Det er dem, der slider på kraniets beskyttende fedtlag. Når man holder op med at være elastisk, begynder man at være i fare.
Jeg tror jeg lader mit fedtlag være i fred. Selv om bokseklubberne faktisk både er hyggelige, venlige og varme, skal man vist være af en særlig støbning for at afprøve det der med, at det slet ikke gør rigtig ondt at få nogen på hovedet.q

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her