Derek Moffat, 54
*Det kræver sin mand at være medlem af et af verdens populæreste folk-ensembler i ikke mindre end 37 år. Nu har det krævet Derek Moffat, som døde af kræft den 21. oktober i Edinburgh.
Født i Dundee den 29. juni 1947, grundlagde han The McCalmans sammen med Ian McCalman og Hamish Bayne. Det skete i forbindelse med den første forelæsning på arkitektskolen i Edinburg den 6. oktober 1964. De tre kom til at sidde ved siden af hinanden, begyndte straks at snakke musik, og to uger efter havde de deres første job. Så selv om Moffat var en habil kunstmaler, og bevarede sin interesse for faget resten af sit liv, blev studierne hurtigt skubbet til side.
The McCalmans blev først og fremmest kendt for deres trestemmige vokalharmonier, med en suveræn Moffat i spidsen, og de henrykkede publikum over hele verden.
Hamish Bayne forlod gruppen i 1984, og blev afløst af Nick Keir, som holder ud endnu.
The McCalmans har et stort og trofast publikum i Danmark. De har også brugt mange år på at opbygge det, første gang de besøgte landet var i 1966! For Derek Moffat kulminerede den danske connection utvivlsomt med ægteskabet sidste år, med Karen Bek-Pedersen, som han havde kendt igennem adskillige år.
Det var fest, farver, masser af humor og ballade, når The McCalmans gik på scenen. Men det havde næppe været helt så morsomt, hvis ikke stort set hver eneste optræden var gennemsyret af gruppens professionalisme og professionelle stolthed. Ikke mindst Moffat imponerede med sin kombinationsevne i forhold til fest og performance.
Så sent som i september måned var McCalmans (igen) på turné i Danmark. Her blev Moffat erstattet af Stephan Quiqq.
23 album, næsten 250 sange, og tre compilation-album blev det til for Moffat og The McCalmans.
I sit mindestykke om Derek Moffat i The Scotsman, skrev Ian McCalman bl.a.: »Derek ringede til mig en time efter han havde fået besked om sin sygdom, og han sagde tre ting jeg aldrig vil glemme: Den første var nyheden om hans sygdom. Den anden var, at nu blev vi jo nødt til at finde en ny mand til bandet. Og til sidst, og jeg udelader adjektivet, »Jeg har haft et ... liv.««
ross
George Feyer, 92
*Ungareren George Feyer var en talentfuld cafepianist og entertainer på Manhattan i New York City. Med sin blanding af klassisk uddannelse, kærlighed til populærmusik, sit vid og sin Maurice Chevalier-stemme underholdt han de sofistikerede gæster på hotellerne Waldorf-Astoria, Carlyle og Stanhope gennem tre årtier. Til New York Times har restauratøren George Lang fortalt, hvordan Feyer blandede historier, stilarter og humor, på en måde, der gav mindelser om Victor Borge. »Der er ikke nogen som ham tilbage,« sagde Lang.
Feyer blev født i Budapest i Ungarn i 1908. For at få det bedste frem i sin søn bandt hans mor, der var klaverlærer, hans ben fast til klaverstolen, så han kunne få øvet behørigt. Metoden fungerede fint: George blev senere en formidabel elev på Franz Liszts Musikakademi, hvor han mødte dirigenten Georg Solti, hvilket blev begyndelsen på et livslangt venskab. Feyer fik sin eksamen i 1932, men skabte furore, da han fattede interesse for populærmusikken til fordel for en klassisk karriere.
Da Anden Verdenskrig brød ud, vendte George Feyer, der havde spillet på natklubber rundt om i Europa, tilbage til sin familie i Ungarn. Her arresterede nazisterne ham og sendte ham i fængsel i Bergen-Belsen, hvor han tilbragte krigens sidste år.
Da russerne rykkede ind i Ungarn, fik Feyer inddraget sit pas og blev statsløs. I 1951 rejste han med sin kone til New York.
Til at begynde med spillede han i New York-klubberne La Rue og Delmonica, men blev senere hyret af hotellet Carlyle, hvor han var i 13
år. Han sluttede karrieren på det fine Waldorf-Astoria som 71-årig i 1982.
os
Maria Hari, 78
*Som leder af Peto-instituttet i Budapest blev Maria Hari verden over et symbol på såkaldt ledende uddannelse af børn og voksne med motoriske handicap. Ledende uddannelse bygger på principperne om, at man lærer bedst, hvis man koncentrerer sig om sine egne mål og har troen på, at man kan ændre tingene, hvis man vil.
Maria Hari gik ikke den direkte motorisk handicapterapi-vej, men uddannede sig som læge i Budapest i 1952. Egentlig villle hun være rheumatolog, men i mellemtiden var lægen Andras Petos udvikling af ledende uddannelse blevet anerkendt af de ungarske myndigheder, som i tilgift byggede ham det statslige institut for motoriske handicap. Hari havde tidligere været en af Petos studerende og blev ansat på instituttet, for hun havde udvist en brændende interesse for hans banebrydende principper. Da Peto døde i 1967, overtog Maria Hari ledelsen af instituttet og fortsatte, hvor han slap, indtil i dag.
I 1994 blev hun æresdoktor ved Birmingham University. For tusinder af familier over hele verden forblev hun en determineret, lille kvinde, som gav dem håbet om et bedre liv.
os
José Manuel Vargas Martinez, 70
*Den mexicanske entertainer José Manuel Vargas Martinez, bedre kendt som klovnen Bozo, er død, meddeler nyhedsbureauet AP.
José Vargas begyndte sin karriere i underholdningsbranchen som varietéskuespiller og overvejede både en levevej som tangosanger og tyrefægter, før han i 60erne blev spurgt, om han kunne spille klovn.
Snart fandt han sit kald som Bozo, og under det navn underholdt han generationer af mexicanske børn i sine forskellige tv-shows. Men fordi der også fandtes en klovnen Bozo i USA, måtte Vargas siden, for at undgå et sagsanlæg, finde på et nyt navn, og han blev i stedet til klovnen Niño.
José Manuel Vargas Martinez døde sidste fredag, og blev lørdag begravet i fuldt ornat, komplet med klovne-makeup og sin røde paryk. Hans kolleger klædt i deres egne, farvestrålende kostumer og hans familie og venner hyldede Bozo med et 20 minutter langt bifald, mens fyrkerværkeri oplyste himlen, og konfetti regnede ned over hans kiste.
CMC
Harry Rasmussen, 88
*Fhv. forbundsformand, søfyrbøder Harry Rasmussen, er død, 88 år.
Harry Rasmussen var en markant skikkelse i arbejderbevægelsen og i frihedskampen. Han påmønstrede i 20erne og hans politiske faglige engagement førte til medlemsskab af Danmarks Kommunistiske Parti. Han bragte politiske flygtninge i sikkerhed, tog sig af kurérpost og senere våbenforsendelser til den spanske borgerkrig. Han var et af de få danske medlemmer af Wollwebergruppen, der øvede sabotagehandlinger mod de fascistiske regimer.
Harry Rasmussen flygtede til Sverige under besættelsen, og efter hjemkosten blev han valgt som forbundsformand for søfyrbøderne. Efter at have afmønstret blev han kedelpasser hos firmaet Otto Nielsen i Lyngby. Som pensionist arbejde han for de erhvervshæmmede fra frihedskampen.
Inf.
