Læsetid: 6 min.

NEKROLOGER

19. oktober 2001


Lord Hailsham, 94
*En af Storbritanniens farverige, konservative politikere, Lord Hailsham, døde i denne uge. Han var liiige ved at blive leder af det konservative parti i 1963 og dermed næsten med sikkerhed premierminister. Men Alec Douglas-Home sneg sig til at vinde.
Lord Hailsham blev født ind i en adelig familie som Quintin McGarel Hogg og kom i Underhuset i 1938. Han var en af de sidste overlevende fra Churchills krigsregering og var i løbet af sin lange karriere minister for bl.a. uddannelse og videnskab. Hans seneste poster var som Lord Chancellor, der nærmest svarer til justitsminister, under Edward Heath og Margaret Thatcher.
Da Mr. Hoggs far døde, overtog han den arvelige titel og kom i House of Lords, men han frasagde sig som den første konservative politikere nogensinde selvsamme titel, da han i 1963 forsøgte at erobre ledelsen af partiet. Senere blev han dog udnævnt til Lord endnu engang.
Lord Hailshams politiske vision for det konservative parti var ’den store samling’ eller one nation Toryism. I hans konservative parti var der plads til mange meninger. Han selv stod for nogle temmelig kontroversielle af dem. Blandt andet støttede han Chamberlains ’fred i vor tid’- aftale med Hitler og forsvarede den selv lang tid efter som legitim i de omstændigheder, der herskede i 1938. Men han tog afstand fra Enoch Powells fremmedfjendskhed og forsøgte at bremse Thatchers radikalisme.
Personligt blev juristen Lord Hailsham af nogle skældt ud for at være arrogant. Andre nød godt af hans lune og loyalitet. At han var en personlighed af den art, der p.t. ikke er ret mange af i britisk politik, er uomtvisteligt. For eksempel var det ikke ualmindeligt at se ham cykle rundt i London på sin sammenklappelige cykel.beb

Jay Livingston, 86
*Hvis denne nekrolog startede med at fortælle, at den ene halvdel af sangskriverparret Livingston & Evans er død, ville de fleste haste videre, men med Jay Livingston dør endnu et stykke af det Hollywood, der dannede kulisse for smægtende uskyldige popsange af den slags, der er tænkt til øjeblikket, men for længst er flyttet ind på Hotel Evergreen.
Sammen med Ray Evans modtog Livingston tre gange en Oscar-statuette for bedste filmmelodi. Og sange som »Dear Heart,« »Que Será, Será« (lanceret af Doris Day i en Hitchcock-film), den globale 50’er-tåreperser og lejrbåls-favorit »Tammy« samt ikke mindst »Mona Lisa« har været underlægningsmusik til mange forførelser. »Mona Lisa« hørtes første gang i en upåagtet Alan Ladd-film i 1950, men Livingston syntes, der var mere i den og bankede derfor på hos tidens store crooner, Nat ’King’ Cole. Her kunne han dårligt få ørenlyd. På gulvet legede Coles lille datter, Natalie, ret støjende, men Cole endte med at sige ja tak. Det fortrød ingen af parterne.
På disse breddegrader får flere generationer stadig startet den indre jukeboks bare nogen siger Bonanza alias Brødrene Cartwright. Den tv-musik skrev Livingston-Evans nemlig også. Og om et par måneder er det atter sæson for en Livingston-Evans-evergreen, »Silver Bells«.tobi

Zhang Xueliang, 100
*Da nyheden om Zhang Xueliangs død i Honolulu, Hawaii, nåede til Kina i mandags, priste landets præsident, Jiang Zemin, ham som »en stor patriot«.
Zhang Xueliang var en af de mest hædrede personer i Kinas kommunistiske historie. I 1936 foretog den daværende krigsherre og general sig noget, som ikke alene sikrede ham en plads i historiebøgerne, men også næsten et halvt århundrede bag tremmer: Zhang kidnappede og arresterede sin chef, Kinas daværende nationalistiske leder, Chiang Kai-shek, og tvang ham til at gå sammen med kommunisterne og gøre fælles front mod aggressoren Japan. Denne episode indebar formentlig, at Mao Tse-tungs hærstyrker undgik at blive udraderet, og 13 år senere kom Mao selv til magten.
Den unge Marskal, som Zhang Xueliang blev kaldt, var søn af den magtfulde krigsherre Zhang Zuolin, der kontrollerede Manchuriet. Zuolin havde ambitioner om at blive hele Kinas kejser, men blev sprængt i luften af den japanske hær, som vurderede, at hans søn ikke ville være meget bevendt som arvtager. Zhang Xueliang havde ry for at være en notorisk playboy og afhængig af morfin. Hans hjælpere bar altid rundt på en kuffert indeholdende kanyler og narkotika.
Men japanerne tog fejl; Den unge Marskal var handlekraftig og indførte f.eks. uddannelsesreformer og fik elimineret to mistænkelige generaler under en middag. Endvidere allierede han sig med den 200.000 mand store, nationalistiske hær, som Chiang Kai-shek i 1926 havde erobret det meste af Kina med.
En forårsdag i 1931, da Zhang Xueliang havde været til en middag i Peking, modtog han en meddelelse om, at en del af jernbanen i nærheden af Manchuriets hovedstad Mukden var sprængt i luften. Det var japanerne, der stod bag. 11 timer senere havde de total kontrol over Manchuriet; Zhang og hans krigere var blevet hjemløse. Chiang Kai-shek blev meget vred og fritstillede Zhang, der nu opfordrede sine styrker til at være tro mod Chiang Kai-shek. Selv fløj han til Shanghai med sine koner. I den følgende tid blev Zhang helbredt for sin morfinafhængighed og rejste til Europa (hvor han flirtede med Mussolinis datter). Vel tilbage i Kina i 1936 mistede han for alvor tiltroen til Chiang Kai-shek, da denne var mere interesseret i at eliminere kommunisterne end i at afværge, at Japan åd sig ind i store dele af Kina.
Det var her, Zhang Xueliang lod sin chef kidnappe og tvang ham til at forhandle med kommunisterne. Nationalisterne og kommunisterne kæmpede derefter – noget vaklende – side om side mod Japan indtil slutningen af Anden Verdenskrig. Chiang Kai-shek tilgav aldrig Zhang og satte ham i husarrest i Taiwan. Der sad han så sammen med sin tredje kone indtil 1988, da den militære undtagelsestilstand blev ophævet. Den knapt 90-årige kriger var ikke bitter, da han kom ud, men i stedet for at rejse hjem til Kina, hvor han ville være blevet modtaget som en helt, foretrak han at bosætte sig på Hawaii. os

Rechavam Zeevi, 75
*Det var kun fra marts i år Rechavam Zeevi, som onsdag morgen faldt som offer for palæstinensiske attentatmænds kugler, kunne smykke sig med titlen af minister. I midten af 70’erne var han rådgiver for ministerpræsident Yitzhak Rabin, og fra 1991 tjente han en kort overgang som minister uden portefølje i Yitzhak Shamirs højreorienterede kabinet. Men herudover var det sjældent, han blev lukket ind i varmen fra de politiske yderfløje.
Rechavam Zeevi bar tilnavnet Gandhi, selv om han i stort set alle forhold stod for det stik modsatte. Han blev højt dekoreret officer i sin militære karriere (1948-74), men vil huskes bedst som stifter og enevældig leder af den ultranationalistiske bevægelse Moledet (Fædrelandet). Ordet transfer var kernen i hans politiske filosofi, hvilket dækker over en storstilet forflytning af Israels og de besatte områders palæstinensere. På dansk hedder det etnisk udrensning.
»Jeg frygter intet, jeg er bevæbnet!« var en typisk Zeevi-bemærkning, når han gav sig på tur blandt de trofaste tilhængere i Hebrons jødiske bosætterkredse med en Uzi-maskinpistol i hånden. Han levede i en fast overbevisning om sin personlige ret til at færdes overalt i hele landet, som han betragtede som ubestridt jødisk ejendom. Som en art symbol på hans tillid til hærens sikring af denne ret bar han til enhver tid sit militære ’hundetegn’ udenpå skjorten, men da PFLP mødte ham på hotelgangen i Øst-jerusalem, magtede dette ikke at beskytte ham.faf

Chr. Christiansen, 87
*Cand. theol. Christian Christiansen, Viborg, er død.
Han arbejdede med flygtningeproblemer flere steder i verden, blandt andet i Syrien og andre lande i Mellemøsten.
I 1957 blev han ansat som generalsekretær i Det Københavnske Kirkefond og tilknyttedes i 1962 Udenrigsministeriet som ekspeditionssekretær. I en orlovsperiode fra ministeriet 1967-69 ledede han Det Lutherske Verdensforbunds hjælpearbejde blandt flygtninge i Zambia, og fra 1974 til sin afsked i 1980 var Christian Christiansen chef for DANIDA’s Stipendiatkontor.
Efter sin pensionering forsatte Christian Christiansen sit arbejde med flygtninge, idet han var udsendt af Folkekirkens Nødhjælp til lejre i Somalia i 1980, og i årene frem til 1984 bestred han
posten som midlertidig leder af Kirkernes Verdensråds hjælpearbejde i Kampuchea, i Mellemøsten og i Swaziland.
Bogen Syv år blandt krigsfanger, som udkom i 1991, skildrer et andet afsnit af Christian Christiansens liv. Han oplevede således at være fange i det daværende Sovjetunionen i 1945-46.
Christian Christiansen var dekoreret med en række udenlandske ordener og var ridder af 1. grad af Dannebrog.ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her