Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

12. oktober 2001


Erik Adolph, 44
*Et hjertestop under en løbetur ved hjemmet i Espergærde blev den bratte afslutning på livet for psykologen Erik Adolph, en af dansk socialpsykologis store og samlende personligheder. Erik Adolph satte gennem hele sit arbejdsliv kræfterne ind på at skabe bedre sociale støttetilbud og betingelser for mennesker med sindslidelser. Starten var en mangeårig indsats på Askovgården i København, hvor han var med til at opbygge det Gule Hus for sindslidende på Nørrebro. Og slutpositionen blev stillingen gennem de seneste fire år som centerleder ved Videnscenter for Socialpsykiatri, som han opbyggede og gjorde til et kraftfelt for socialpsykiatriens udvikling i Danmark.
Erik Adolph kendte og elskede den faglige kerne i socialpsykiatrien – at støtte mennesker til at leve et ordentligt liv med og på trods af sindlidelsen. Han var samtidig en visionær og karismatisk formidler med en sjælden evne til at lytte og lade sig inspirere af andre. Medarbejdere og samarbejdspartnere husker ham som et engageret, nærværende, omsorgsfuldt og humoristisk menneske med rummelighed og tolerance. Hans glæde, gå-på-mod og optimisme virkede smittende på alle, der var i kontakt med ham. »Det er svært at bevare pessimismen,« var et af Erik Adolphs yndlingsudtryk. Inf.

Herbert Ross, 74
*Manden bag en håndfuld vellykkede Neil Simon-filmatiseringer og komedien Mig og Bogart, er død. Herbert Ross blev 74 år gammel.
Den amerikanske filminstruktør og tidligere Broadway-koreograf er nok bedst kendt for de ca. 25 spillefilm – nogle klassikere, andre ganske forglemmelige – han nåede at instruere fra debuten i ’69 med Goodbye, Mr. Chips til sin sidste film, Boys on the side (’95). Men Herbert Ross var allerede en anerkendt koreograf i Hollywood og i New Yorks teaterverden, før han kastede sig over instruktørgerningen.
Ross er født i 1927, og så tidligt som i sine teenageår helligede han sig skuespillet og forlod sin familie for at slutte sig til en omrejsende teatertrup. Efter at have set Ballet Russe optræde, besluttede den unge skuespiller sig dog for, at han ville være danser. Og selv om han var for stor, hans knogler for kraftige og fødderne ikke stærke nok, blev det til enkelte småroller på bl.a. Broadway.
I 1950 blev Ross inspireret af en udstilling af Goyas værker til at koreografere sin første ballet. Den ene blev til flere – bl.a. én baseret på Jean Genets stykke The Maids – som Ross og hans første kone, primaballerinaen Nora Kaye, rejste rundt med i 50’erne.
Samtidig begyndte han at koreografere for forskellige instruktører på Broadway, hvor Herbert Ross også første gang arbejdede sammen med en ung og dengang ukendt Barbra Streisand. Han var med til at sætte gang i hendes karriere med koreografien til et nummer i den populære musical I Can Get It for You Wholesale (’62).
Efterhånden blev der også bud efter ham fra filmindustrien.
I ’68 fik han sit første job som filminstruktør af den ikke videre vellykkede musicalversion af den litterære klassiker Goodbye, Mr. Chips med Peter O’Toole i hovedrollen. Bedre gik det to år senere med The Owl and the Pussycat, en komedie med Barbra Streisand i hovedrollen. Succes fik Ross også med sin instruktion af Woody Allens manuskript til den urkomiske Mig og Bogart (’72), der også havde Allen i hovedrollen, og med Sherlock Holmes-parodien The Seven PerCent Solution (’76), baseret på en af de bedre apokryfe skrifter.
Men det var med de fine filmatiseringer af fem af skuespilforfatteren Neil Simons komediedramaer, at Herbert Ross for alvor fik skabt sig et navn. I ’75 kom The Sunshine Boys, og i ’77 instruerede han to film efter Simons forlæg: Skillevejen (med Anne Bancroft og Shirley MacLaine) og Hvem sover hvor? (med Richard Dreyfuss og Marsha Mason). Ud over at indeholde rap og frisk dialog tog begge film også seriøse emner som parforhold, kærlighed og svigt under behandling, og tilsammen blev de nomineret til 16 Oscars.
Gennem sin produktive filmkarriere bevægede Herbert Ross sig midt i mainstream-filmen og gik oftest efter et stort publikum. Samtidig var det vigtigt for ham, at filmene handlede om noget – hvilket ikke altid lykkedes – og at han prøvede noget nyt hver gang. »Når man holder op med at tage en risiko, så er man færdig,« var hans arbejdsfilosofi.
I ’82 instruerede han Steve Martin i den underholdende, men ikke bemærkelsesværdige, filmudgave af Dennis Potters tv-serie Pennies from Heaven. Og i ’84 vandt den unge generations hjerter med musikfilmen Footloose.
Op gennem resten af 80’erne og 90’erne instruerede Herbert Ross en håndfuld mere eller mindre interessante film som bl.a. kvindeensembledramaet Det stærke køn (’89), de fjollede komedier My Blue Heaven (’90) og Krudt, kugler og Bleer (’93) og så den sidste, dramaet Boys on the side fra ’95. CMC

Mike Mansfield, 98
*Demokraten Mike Mansfield, der blev født i New York City i 1903 som søn af irske immigranter, fungerede som majoritetsleder i Senatet længere end nogen anden i amerikanske historie – 16 år. Han forlod Senatet i 1977 efter 24 år som senator.
Som 15-årig løj Mansfield sig ældre og deltog i Første Verdenskrig. I sin første politiske kampagne i 1942 vandt han i tæt opløb en plads i Repræsentanternes Hus. Da Watergate-skandalen begyndte at rulle, blev Mansfield en af Nixon-administrationens ledende modstandere. Han var en hård tilhænger af våbenkontrol, hvilket ikke var så populært blandt hans vælgere i Montana. Alligevel blev han valgt til senatet i 1958, 1964 og 1974 og hver gang med en margin, der oversteg 60 procent. Præsident Jimmy Carter overtalte den beskedne Mansfield til at blive ambassadør i Japan. Han blev modtaget med stor entusiasme af japanerne, der særligt respekterer diplomater, som også har alderdommens erfaring. En avis bragte i en leder overskriften: »Vi har en kæmpe blandt os«. Mansfield svarede beskedent, at han blot var en fyr, der »begynder på en ny karriere«. os

Dougie Millings, 88
*De kaldte ham far, og han kvitterede ved at udstyre dem med de karakteristiske og på den tid usædvanlige, rundhalsede jakkesæt, de blev berømte i. Den legendariske Liverpool-gruppe Beatles’ skrædder, Dougie Millings, er død, 88 år gammel. Millings var grupens husskrædder og lavede mere end 500 sæt tøj til dem – fra kostumerne til Help! til det tøj, bandet bar under deres optrædener for de kongelige – ligesom han medvirkede i A Hard Day’s Night som en skrædder, der skal klæde de modvillige bandmedlemmer på.
Millings samarbejde med Beatles gjorde ham kendt som show-business-skrædderen, og blandt hans kunder var Bill Haley, Everly Brothers, Beach Boys, Tom Jones, Sammy Davis Jr., Steve McQueen og Warren Beatty.
Også The Who brugte Dougie Millings, og som skrædderen engang fortalte om bandets hedengangne trommeslager, så »døde Keith Moon i et af mine jakkesæt – faktisk havde han ikke betalt for det.« CMC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her