Læsetid: 5 min.

NGO’er går galt i byen

Verdensbanken har en beklagelig fortid, men i dag er det mere på sin plads at demonstrere foran Det Hvide Hus end ved bankens møder, mener direktør i den magtfulde institution og tidligere aktivist
8. oktober 2001

Mandagssamtale
Alt for mange græsrødder hænger fast i et fortidigt, negativt billede af Verdensbanken som en tilknappet institution, der propper økonomiske reformprogrammer ned i halsen på fattige lande. Græsrødderne bør erkende bankens nye identitet og målrette deres demonstrationer mod de rette.
Det mener læge og socialantropolog Mamphela Ramphele, som er administrerende direktør i Verdensbanken med ansvar for kerneområder som bankens aktiviteter inden for uddannelse og sundhed. Ramphele er fra Sydafrika, hvor hun er berømt for sin kamp mod apartheid og sin fortid som antiapartheid-helten Steve Bikos elskerinde beskrevet i bogen Across Boundaries: The Journey of a South African Woman Leader.
- Du har i Sydafrika ry for at være åbenmundet og aktivistisk. Hvad fik dig til i maj i fjor at forlade din stilling som vicedekan på Universitetet i Cape Town for at arbejde for ’supertankeren’?
»Jeg begyndte at arbejde for banken, fordi den nuværende præsident, James D. Wolfensohn, har ændret banken fænomenalt fra at have et meget simpelt økonomisk syn på udviklingsarbejde til det, vi i dag kalder Comprehensive Development Approach (holistisk tilgang til udviklingsarbejde, red.). Banken er blevet ændret til i højere grad at tro på, at vi skal investere i at udvikle den menneskelige kapacitet. Det er det, hele mit liv har handlet om.«

Optøjer er unfair
På trods af reformerne af Verdensbanken under Wolfensohn, så virker banken fortsat som en rød klud på mange aktivister fra private organisationer (NGO’er). Organisationer som ATTAC, gældslettelseskampagnen Jubilee 2000, og antiglobalisterne Hvide Overalls har protesteret ved bankens møder.
Der var således lagt op til store demonstrationer ved bankens og Den Internationale Valutafonds årsmøder 29.-30. september. Det fremgår bl.a. af, at de to institutioner aflyste møderne med den begrundelse, at der efter terrorangrebet 11. september var mere brug for politifolk til andre opgaver end at bevogte årsmøderne. Og på internationalt plan spekuleres der nu over, om topmøder i Verdensbanken og andre internationale organisationer fremover burde afholdes som telekonferencer for at undgå både demonstrationer og terrorangreb.
Mamphela Ramphele har en vis forståelse for demonstranternes synspunkter. Hun siger:
»De har ret til at være bekymrede for globaliseringen, for den rummer både muligheder og risici. Men at være imod globaliseringen giver ikke meget mening, for den er et historisk faktum, som går flere hundrede år tilbage i tiden. Det er blot tempoet, som er blevet skruet op.«
»Nogle siger: Lad os lukke Verdensbanken på grund af strukturtilpasningsprogrammerne og på grund af dit og dat. Ingen vil nogensinde argumentere for, at bankens tidligere måde at håndtere strukturtilpasningsprogrammerne på var den rigtige. Programmerne var for usofistikerede og for lidt skræddersyede til lokale forhold. Det er den arv, som vi har lært meget af. Vi har udviklet os meget siden da og er nu i langt tættere dialog med regeringerne, når det drejer sig om strukturreformer. Alt i alt har vi langt større brug for dialog med NGO’erne og frugtbar udveksling af ideer frem for sammenstød.

At danse synkront
- Hvad siger du til kritikken af, at Verdensbanken er udemokratisk, fordi det er store aktionærer fra rige lande som USA, der har mest at skulle have sagt?
»Det er ikke op til os, som er ansat i banken, at tage stilling til spørgsmålet om demokrati. Det er op til aktionærerne. De NGO’er, som er utilfredse med demokratiet i Verdensbanken, skal henvende sig de rette steder. Det vil sige i stedet for at demonstrere under bankens møder, skal NGO’erne have fat i storaktionærerne f.eks. ved at demonstrere foran Det Hvide Hus i USA.«
– Hvordan vil du beskrive forholdet mellem NGO’erne og banken i dag?
»Det er stadigvæk sådan, som når et nyt par skal lære at danse sammen. Parterne har stadigvæk ikke lært at danse synkront. Så der er meget, NGO’erne fortsat brokker sig over. Men siden 1995, da James D. Wolfensohn tiltrådte, har NGO’erne fået meget bedre adgang til banken. Han bruger meget tid på at mødes med NGO-repræsentanter. Min bekymring er, at vi bruger for meget tid på at lytte til NGO’erne fra Nord, aktionærlandene, frem for
NGO’erne fra Syd, som er i låntagerlandene. Vi bør lytte mere til parterne i Syd.«

Forhalende brok
Et af hovedkravene fra NGO’erne i de senere år har været at lette u-landenes gæld, så de kan bruge flere penge på basale områder som uddannelse og sundhed. For at opnå gældseftergivelse skal u-landene udarbejde en strategi for bekæmpelse af fattigdom (PRSP).
– NGO’er kritiserer ofte udarbejdelsen af disse fattigdomsbekæmpelses-strategier for at gå alt for hurtigt, og at NGO’erne får for lidt indflydelse. Hvad siger du til det?
»Den konsultative proces med NGO’erne under udarbejdelsen af PRSP er meget kompliceret. Min erfaring som aktivist er, at konsultationer kan være en erstatning for beslutninger. Så folk, der er utilfredse med resultatet af konsultationerne, vil brokke sig over processen. Der skal være en balance mellem den tid, som er sat af til konsultationer og det store behov for at få gennemført gældslettelser. Fattige mennesker har ikke tid til at vente på, at NGO’er og intellektuelle sidder og hygger sig med diskussioner, mens de står og mangler forskellige former for social service.«
»I nogle tilfælde kunne konsultationsprocessen uden tvivl blive forbedret, men PRSP-processerne har i mange lande været den første mulighed nogensinde for regeringer, NGO’er og erhvervsliv til at sidde rundt om et bord og tale om, hvad fattigdoms-bekæmpelses-strategier kunne betyde for et land. NGO’erne roser os ikke for at tilvejebringe denne mulighed, selv om NGO’erne i mange lande ikke normalt har mulighed for at arbejde politisk og komme i kontakt med regeringen. Nogle af NGO’erne forsøger måske derfor at trække PRSP-processen i langdrag.«

Væk fra Washington
–Verdensbankens hovedsæde i Washington virker i dag som tænketank og koordinator for bankens mange udlånsaktiviteter. Men banken bliver ofte kritiseret af NGO’er for, at der er meget langt fra hovedkvarteret til folkene ude på landkontorerne. Er banken blevet bedre til at føre ideerne ud i livet?
»Der er jo altid plads til forbedringer. Men under Wolfensohn er banken blevet decentraliseret, så nu sker det ikke, at ’Washington’ dikterer til f.eks. Senegal, hvad bankens folk og regeringen skal gøre. Det finder de ud af i et samarbejde på stedet. Et eksempel på et frugtbart, decentraliseret samarbeje er i Uganda, som har kvalificeret sig til gældslettelse, og som i bogstaveligste forstand har halveret fattigdommen. Takket være et samarbejde mellem regeringen, Verdensbanken og bilaterale bistandsdonorer, så er forældre i Uganda i dag via oplysningsarbejde blevet i stand til at føre tilsyn med undervisningen af deres børn. Det har bevirket, at lærerne er holdt op med at drive den af, og at børnene lærer langt mere end tidligere i skolen.«
NGO’er og regeringer er efter 11. september blevet mere optaget af at diskutere, hvad der skal til for at mindske sociale spændinger og dermed grobund for terrorisme.
– Hvad mener du, at der skal til for at skabe udvikling?
»Vi kan opnå meget ved at få fjernet de rige landes handelsbarrierer. Men vi kommer ikke uden om mere bistand. I Afrika f.eks. så jeg gerne flere penge til uddannelse, opbygning af forvaltningskapacitet og udbygning af infrastrukturen i form af f.eks. veje og skoler.«

*Mere om Verdensbanken på www.worldbank.org

*Kritik af banken på www.brettonwoodsproject.org og www.indymedia.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu