Læsetid: 4 min.

Et nyt hold træder i karakter

Festfyrværkeri i Parken, da Danmark kvalificerede sig til VM 2002 ved at slå Island 6-0
8. oktober 2001

Fodbold
Skal man tage fejl, så skal man tage ordentlig fejl. Og det gjorde ’eksperten’ så på denne plads i lørdags med spådommen om, at Danmarks sidste og afgørende VM-kvalifikationskamp mod Island ville blive en grusom gang løben og sparken. Med en smal 1-0 sejr over drengene fra Sagaøen, der i øvrigt alle spiller ude i Europa, som det minimale godt-nok-resultat.
For sådan går det altid i de kampe, hvor så meget står på spil.
Selv det gode, seværdige fodbolds lansefører Morten Olsen havde ’eksperten’ fået med på galejen. Her drejede det sig ikke om champagne-fodbold, men helt kynisk om at vinde og hjemføre pokalen, alias VM-billetterne. Og det ville, tilføjede chefen for det genopståede nationale samlingsmærke i rød og hvidt, det danske publikum have forståelse for.
Enhver ved, at det gik aldeles og uforudsigeligt anderledes. Det har ikke været til at overse siden lørdag kl 22.01 – trods Osama bin Laden, Nyrups højdespring i Gallups årlige popularitetsmåling, Mike Tysons ups and downs i Københavns trænings- og natteliv – og fine, gamle dr. Metz, der kan se det kedelige, men ikke det uforudsigelige i fodbold. Det ender jo altid enten med sejr eller uafgjort, som han så lidenskabsløst har sagt og skrevet.

6-0, Georg
Nu er kendsgerningen bare, for de indviede som alle medløberne, der kan føle lidenskaben, når de står på et stadion og føler sig som børn igen, Danmark ikke bare vandt. Landsholdet vandt
6-0, seks nul, Georg! Det var festfyrværkeri-fodbold med den ’gale’ vejlenser Thomas Gravesen og ’plæneklipperen’ fra Århus Stig Tøfting som indpisker-dirigenter – og stemning som i de gode gamle dage, hvor Laudrup, Elkjær, Lerby og Arnesen tryllede. Verdensklasse-bold, i 1. halvleg, mod alle odds og ekspertforudsigelser.
For resten vandt Tjekkiet også 6-0 – over Bulgarien – bare betydningsløst, da Danmark ikke spillede uafgjort, og der ikke skulle tælles mål.
Dennis Rommedahl, Morten Olsen-opfindelsen fra Eindhoven, åbnede ballet til 1-0. Efter at Milans Thomas Helveg i sin bedste landskamp siden debuten for 65 landskampe siden havde headet på stolpen. Ebbe Sand øgede til 2-0 efter klassisk flot opspil, hvor Islands forsvar blev vendt to gange, først til højre og så til venstre. På vejen blev markeringen af Sand tabt, og så var han fri til at ekspedere retur-headningen i kassen.
Da var der spillet 15 minutter.
Som alle fra Tøfting til Morten Olsen bagefter sagde, så fik man endelig ’det andet mål’, der giver ro og sikkerhed. En et-målsføring rækker ikke, som i forrige hjemmekamp, 1-1 mod Nordirland viste.

A la Elkjær
Inden pausen var det kampens store igangsætter og midtbane-dominator Thomas Gravesen, der med sine første landskampsmål i 18 matcher øgede til 4-0. Det første på egen bolderobring, en dribling og et stød dybt i bolden over Islands fremstormende keeper Arni Arason fra den norske mesterklub Rosenborg. Det var mål a la Preben Elkjærs opportunisme i storhedstiden midt i 80’erne.
Ebbe Sand og Jan Michaelsen stod efter pausen for de to træffere, der gjorde sejren til landsholdets største siden 7-1 i VM-kvalifikationskampen mod Grækenland i maj 1989. Men dengang kiksede kvalifikationen i et 1-3 nederlag til Rumænien i sidste kamp i Bukarest. En historie, der gentog sig mod Spanien i Sevilla i november 1993.
Sådan var det altså ikke her, hvor Danmark for tredje i en VM-historie, som begyndte i 1930, kvalificerede sig til en slutrunde. Hvilket bringer os tilbage til perspektivet i Gravesens Elkjær-scoring.
Det var et nyt landshold, det første post-Laudrup og Schmeichel-epoken, der trådte i karakter. Topkarakter! Ved hele tiden at gøre sig overtallige på midtbanen, vinde tvekampe på fløje og foran mål og generobre tabte bolde i en fart, spillede de
Island ud af banen.

M&M’s fortjeneste
Det er godt gjort af et hold, hvor et halvt forsvar, en halv midtbane, et halvt angreb – og en hel spillestil er skiftet ud siden ’møg-EM’ i sommeren 2000. Hvilket igen er en følge af udskiftningen på trænerbænken, hvor M&M, Morten og Michael, Olsen og Laudrup har afløst Bo Johansson.
Siden har landsholdet kun tabt en venskabskamp til Frankrigs verdens- og Europamestre. De ti VM-kampe lyser med seks sejre og fire remis’er. Og den eneste, der står til selvpensionering efter slutrunden i Japan-Sydkorea, er anfører Jan Heintze.
Med Rommedahl, og måske Jan Michaelsen, som undtagelsen er der næppe en af spillerne i landsholdstruppen, som Bo Johansson ikke også ville have valgt. Og selv om der er forskel på hans direkte 4-4-2 spil over kanterne og Olsens 4-3-3 med at køre bolden meget rundt, inden der slås til og brydes igennem, så er stil-forskellene heller ikke større.

Først kæmpe, så spille
Den afgørende forskel på den gamle og den nye epoke er dels, at Morten Olsen er meget systematisk og spil-bestemmende end Johansson. Svenskerens filosofi var, at dygtige spillere selv træffer de rigtige valg i uforudsigelige – der var den igen, Georg! – spilsituationer. Og så, som Olsen sagde om den hurtige transformation, der i øvrigt ikke er afsluttet:
»Vi tilkæmpede os fra starten sejre. Og det efter min opfattelse sådan, at du først må kæmpe dig til overtaget, derpå kan du spille dig til sejren.«
Det skete i lørdags, hvor Olsen oplevede det sjældne for en træner at kunne læne sig tilbage og nyde spillet som en tilskuer. Han fik – og lad så være at den islandske baggrund var billigere end forventet – fodbold som han vil se det, især i 1. halvleg.
Tippet på en smal 1-0 sejr holdt et kvarter, men ’eksperten’ smed med uforudsigelig glæde kuponen væk efter dansk festspil i Parken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her