Læsetid: 4 min.

Økonomisk bundhold

Efter sjette kamp i træk ude nederlag er AB sportsligt med i toppen af SAS Ligaen, men økonomisk er man i bund
1. oktober 2001

Fodbold
»For tiden har vi det lidt ondt uden for banen, men så er det godt, vi klarer os indenfor. Det er det vigtigste, ikke,« sagde AB’s træner Ove Christensen efter SAS Liga-sejren på 2-0 over Esbjerg på Gladsaxe stadion i går.
De underspillede ord og det skæve smil fremkaldte bredere grin hos reporterne i den smalle kabinegang under den nye tribune. Afskrivningerne på nybygningen, som synes bedre egnet til at skygge for sydens sol end skærme for et kuldslået, regnvådt dansk efterår, bidrager til det underskud på årsregnskabet, som AB-træneren sigtede til.
De røde tal for 2000-2001 var godt dobbelt så store som forventet, da AB i foråret kom med et halvårsresultat på minus 15 millioner kroner. Og det, altså et underskud på 36 millioner kroner, var udkommet af ’år 3’ efter børsintroduktionen, hvor det hemmelige mål, ifølge sportsdirektør Per Frimann, var et dansk mesterskab. Selv om der er skåret ned – og solgt fra – så AB i dag lønner en halv snes spillere færre end i foråret, er udsigten for det kommende år et underskud på 20 mio. kroner. Hvis det ellers lykkes at sælge nogle spillere.

Forudsætninger
Egenkapitalen, som efter børsintroduktionen i efteråret 1997 var 94 mio., er halveret på tre år – og fortsætter faldet er der maksimalt 27 millioner tilbage i kassen næste år ved denne tid.
Det er i det perspektiv relevant at vende Ove Christensens udsagn og spørge, om det vigtigste i AB – og for den sags skyld alle danske prof-klubber – er det, der foregår inde på banen. Det forekommer, at forudsætningerne for overhovedet at drive fodbold med spillere, der skal leve af at spille fodbold, er så tvivlsomme i Gladsaxe Kommune, at fremtiden tegner mere grå end søndagen i går. Skal man tro FCK’s sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm har Superligaen udviklet sig så stærkt de sidste tre år, at man hverken kan gøre sig gældende, eller være med, uden helprofessionelle.
Problemet for klubber som AB, Lyngby – og Herfølge, der efter nedrykningen til 1. division er helt ude i konkurs-sovsen – er, at de mangler de både de entre- og sponsorindtægter, som FC København og Brøndby kan opvise. Underholdnings- og sportsfirmaet FCK offentliggjorde i fredags sit årsregnskab – med et overskud på 22 mio. Til sammenligning har AB sponsorindtægter i omegnen af ni mio., mens FCK er oppe over 40 mio. kroner.

Sammenhæng
Men der spiller dét, der foregår inde på banen så alligevel ind på det, der foregår udenfor. AB mangler i regnskabet et par millioner sponsor-kroner, hvilket Frimann kobler direkte til de grønblusedes elendige resultater i sidste sæson.
»De potentielle sponsorer plejede at sige pænt nej tak. Efter en sejr som den i dag, hvor vi viste god fodbold og et hold, der står sammen og hænger sammen, bliver det meget lettere at gå til møde med firmaer i morgen,« konstaterer Per Frimann.
Og AB spillede i går en rigtig fin 1. halvleg, med damp på det positionsspil, som klubben mestrer bedre end de fleste. Velorganiserede Esbjerg – det siger man om et ufarligt hold, der spiller pænt uden at skabe rigtige chancer – kunne ikke leve op til niveauet fra fire sejre på stribe i kølvandet på 0-7 nederlaget til Brøndby. Vestjyderne havde ikke noget at svare igen med i 2. halvleg. Men i det mindste spillede træner Viggo Jensens drenge ikke så hals- og hovedløst, som for fire uger siden.

Gratis glæder
AB-træner Ove Christensen og sportsdirektøren glædede sig i går over, at de ikke længere spor akademiske akademikere med sejren og seks matcher i træk uden nederlag, løftede sig op fra den store midterklump til top-kvartetten. Og selv for en klub med AB’s herostratisk berømte lave tilskuertal – i går var der 2.092 – betyder det noget.
Det er måske kun dråber i hullet på 36 millioner, men det betyder dog noget. Også i henseende til de vitale spillersalg. I de to år det gik rigtigt godt i AB, blev der solgt spillere for 55 mio. Det sidste år er det under en tiendedel.
Nu er der skåret ned på den sportslige satsning med spillerindkøb, der har belastet regnskabet med 10-15 mio.
Det siger måske allermest om en fodbolddirektørs virkelighed, at optimisten Per Frimann ikke kunne lade være med at udtrykke glæde over, at de to ’gratis-indkøb’ Lars Larsen og Kenny Thorup i går var AB’s bedste.
Larsen, der med et kanonskud fra 25 meter sørgede for den psykologisk afgørende AB-scoring til 2-0 lige før pausen, kom i foråret frit fra Lyngby mod at AB overtog hans løn. Kampens første mål blev scoret af en anden billig spiller, Steen Träger, der fra Kalundborg kom ind på banen via AB’s talenthold. Kanske, at den rekruttering er vigtigst for fremtiden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu