Læsetid: 3 min.

Øret på ryggen og næsen i armen

En skotsk læge vil forsøge at få en ny næse til at vokse under huden på en af sine egne patienter. Kvindens egen næse er blevet ædt væk af en bakteriesygdom
29. oktober 2001

Reparation
LONDON – Man tager et styk knogle og lidt brusk fra f.eks. et ribben eller kraniet.
Dem pudser man til, så det ligner et næseben og putter det ind under huden, f.eks. i armen.
Så venter man, til der har dannet sig tilstrækkeligt med væv og blodkar, fjerner næsen i armen igen og syr hele molevitten fast der, hvor den nye næse skal sidde.
Enkelt, ikke?
Peter Ayliffe, kirurg på Aberdeen Royal Infirmary, siger til britiske medier, at de teknikker, han bruger, har været til stede i et stykke tid, men at det er »relativt nyt« at få den ide at præfabrikere en næse. I dette tilfælde til en ung kvinde, Madina Yusuff.
Fordelen ved at få en patient til på denne måde at fabrikere egne ’reservedele’ er, at der så ingen problemer er med, at kroppen støder det nye organ fra sig.

Ind under huden
Det største problem med denne type vævstransplantioner er at få blodet til at strømme igennem. Man kan relativt nemt flytte f.eks. fedtvæv rundt omkring til, hvor det måske kunne gøre nytte i stedet for at sidde og brede sig på mave og bag. Men hvis man ikke kan sørge for blodgennemstrømning, kan man ikke holde liv i det. Det problem mener Peter Ayliffe at have løst ved at lade den nye næse så at sige vokse ind under huden på patienten.
»De kritiske punkter er, om Madina accepterer implantatet i sin arm, og om overførslen til hendes ansigt vil blive accepteret«, siger Peter Ayliffe ifølge den britiske avis The Guardian.
Det skotske initiativ bifaldes af det videnskabelige miljø, der beskæftiger sig med disse emner.
»Dette her kombinerer to forskellige typer videnskab. På den ene side har vi groet væv i laboratoriet, i en såkaldt bioreaktor. I USA har videnskabsfolk haft en vis succes med det. Og på den anden side har vi rekonstruktions-kirurgi, hvor man flytter rundt på forskellige kropsdele. Det, jeg kan lide ved dette her, er, at det kombinerer de to ting«, siger Kevin Shakesheff fra Nottingham University til Information.
Shakesheff, der leder det britiske Tissue and Cell Engineering Society, kalder det for at »bruge sin egen krop som bioreaktor«.
Meget af forskningen om nye væv og reparationsorganer har ellers ikke drejet sig om at gro sine egne reservedele, men om at få dyr til at gøre det. Der er f.eks. forsøg på at skabe blærer, årer og hjerter til mennesker på den måde. Værtsdyrerne kan f.eks. være grise eller mus. Det mest kendte eksempel er nok, da forskere i Boston for nogle år tilbage fik et barneøre til at vokse på ryggen af en mus.
Men hvordan får man f.eks. et øre eller en næse til at ligne henholdsvis et øre og en næse?

Stillads
»Normalt indbygger man et ’stillads’ ind af nedbrydeligt materiale, der så er formet som i dette tilfælde en næse«, siger Kevin Shakesheff.
»Forskere i USA har f.eks. brugt naturlige koraller til det, men normalt er der tale om nedbrydelige polymerer. Det væv, der dannes, vokser så omkring dette stillads, der efterhånden nedbrydes«.
Det sidste var for eksempel den metode, der blev brugt ved musen med øret.
Madina Yusuff, den næseløse patient i Aberdeen, skal regne med at måtte vente omkring seks måneder på sin nye næse. Lykkes det at få den ikke bare bygget op inde i hendes arm, men også placeret korrekt i hendes
ansigt, er der nyt håb for mange af de anslået 500.000 mennesker især i Afrika, der er ramt hendes sygdom, noma. Ordet er afledt af det græske ord for at fortære, og det er netop, hvad sygdommen gør.
Bakteriesygdommen kan behandles, hvis den opdages i tide. Men især for mennesker med nedsat immunforsvar kan den være farlig. Den virker nærmest som koldbrand og æder simpelt hen væv væk. Sygdommen rammer ofte børn, og det gælder også Madina Yusuff, som i dag er først i tyverne. Hun har tilbragt det meste af sit liv på et hospital. Hvert år dør anslået omkring 10.000 mennesker i udviklingslande af noma, som i Afrika kaldes ’fattigdommens ansigt’.
Madina Yusuff, som efter lang ventetid og mange trakasserier endelig har fået et visum til Storbritannien fra Nigeria, hvor hun bor, hører til de få heldige, der får mulighed for at få has på sygdommen og dens effekt på hendes udseende.
Hendes behandling er meget kostbar. Ifølge Aberdeen Royal Infirmary løber regningen op i 30.000 pund – ca. 360.000 kroner. De betales af velgørende organisationer og gaver fra medicinalfirmaer, ligesom personalet på det skotske hospital arbejder gratis.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her