Læsetid: 2 min.

Opgør med det normale

Urs Widmer præsenteres for første gang på dansk med vellykket roman om kærlighed og fremmedgørelse
10. oktober 2001

Ny bog
Der er udkommet en forunderlig svejtsisk roman om kærlighed og normalitet af Urs Widmer. Romanen handler måske nok om kærlighed mellem en ung rig pige og en fattig dirigent, der senere bliver rig, mens hun bliver fattig. Men den handler lige så meget om fremmedgørelse, og denne fremmedgørelse kommer især til udtryk i fortællerens beretning. Fortælleren er en søn af moderen og dirigenten, han fortæller på afstand, fordi han aldrig har været rigtig elsket eller involveret i parrets liv.

Moderens rolle
Store dele af romanen handler om moderens rolle som den, der organiserer de mange koncerter, hvor elskeren dirigerer klassisk moderne musik, især Bartok og Stravinsky, først for et lille og modvilligt publikum, senere for et stort og begejstret.
Men efterhånden som man læser sig igennem bogen, bliver det tydeligt, at det kompositoriske grundprincip slet ikke er en bestemt handling, men et væld af handlinger, der krydser hinanden og efterlader et labyrintisk indtryk, men mere end det. De mange, samtidige fortællinger skal gøre op med normaliteten, på samme måde som personerne prøver på det med mindre eller større held.
Og spørgsmålet er, om dette opgør kan lykkes. For personerne ikke, og for romanen kun i glimt, især i scener, hvor moderen rejser til Italien og oplever et anarkistisk samfund, der alligevel ender med at være en skuffelse. For en del af den normalitet, som personerne ikke kan bryde med, er også romanens myter, og en af myterne er netop Italien, som tyskere ser det, en anden myte er den musikalske geni, dirigenten, der kunne være tegnet efter Otto Klemperer eller Hermann Cherchen, men som først og fremmest er en kliché, en parodi på den tyske kapellmeister.

Eventyr og myter
Derfor handler romanen i virkeligheden ikke om noget bestemt, men om forskellige normalitetsmyter, som romanen prøver at overliste ved at blande dem op med hinanden, i et poetisk eksperiment, der hele tiden balancerer mellem at bryde med normaliteten og beskrive den som en myte.
Hvis man sammenligner med Tristanakkord af Hans Ulrich Treichel, der udkom på dansk for nogle måneder siden, så bliver det alligevel tydeligt, hvad en kunstnerroman er og hvad den ikke er. For mens Treichel på samme måde som Urs Widmer anfægter normalitetsmyter, om geni og kunst, så mangler han i eminent grad den sproglige styrke og fortællemæssige polyfoni, som man finder hos Urs Widmer, selvom der også er en fælles baggrund for de to romaner, nemlig Robert Walser, som de netop har normalitetsmyterne og klichéerne fra, og også den moderne brug af eventyret som en del af hverdagsmyterne.
Det ville være en god idé at oversætte flere bøger af Urs Widmer til dansk, man forlader faktisk hans prosa med gode minder.

*Urs Widmer: Min mors elskede, roman, oversat til dansk af Michael Krefeld på forlaget Fremad 2001. 118 s. 218 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her