Analyse
Læsetid: 5 min.

Organisationsfnidder

Nutidens ’hit-and-run’-generation har ikke tålmodighed til nye bevægelser, der bruger måneder på vedtægts-debatter
5. oktober 2001

Det danske ATTAC, som først stiftes i weekenden, er blevet offer for et klassisk fænomen, mange troede, bevægelsen var et direkte opgør med: Interne kampe om at formulere de nye vedtægter; interne slagsmål mellem småfraktioner fra vidt forskellige grupper, som vil overtage kontrollen. Ganske forventelige sammenstød, som næppe helt kan undgås. Men den måde, som ATTAC hidtil har udviklet sig på, vil med stor sandsynlighed frasortere mange af nutidens unge, som ifølge alle undersøgelser ikke gider bruge månedsvis på at diskutere vedtægter; alle dem, der ikke har noget romantisk forhold til de såkaldt ’1970’er-agtige græsrodsbevægelser’.
Mange unge aktivister har tilkendegivet stor frustration over, at det danske ATTAC er blevet omklamret af en række venstrefløjsgrupper, der hidtil har været bedre til intern polemik end til de udadvendte aktiviteter. Selv om det næppe er et succeskriterium blot at kunne appellere til unge, har der indtil nu været en tydelig tendens til, at dansk ATTAC er blevet repræsenteret af folk fra politiske partier og andre veletablerede grupper; altså repræsenteret af nogle gamle organisationer, som mange ikke ønsker en tilknytning til. ATTAC har ikke formået at få folk frem i forreste linje, der som uafhængige af andre politiske interesser og dagsordener kan gøre ATTAC attraktiv for en generation, der er træt af partipolitik.
En række lokale afdelinger rundt om i landet har dog skabt tværpolitiske alliancer, som har udvist både lyst og vilje til at trække de store globale udfordringer ned i en lokal sammenhæng. ATTAC er dog ikke stiftet formelt. Det kan derfor vise sig, at også inderkredsen vil være i stand til at tiltrække nye medlemmer, når bevægelsen først bliver formelt dannet.
Det kan dog konstateres, at det danske ATTAC har mistet mange potentielle medlemmer i den dannelsesproces, som nu har varet mindst et halvt år. I modsætning hertil har svensk ATTAC formået at fastholde en stabil medlemstilgang og er nået over 4.000 aktivister spredt over 38 lokalafdelinger.

Dannelsen af ATTAC i de tre nordiske lande er foregået vidt forskellig. I Sverige, hvor bevægelsen blev stiftet først, mødte over 800 mennesker op til det stiftende møde i januar. Her var enhver form for langsommelig plenum-diskussion om vedtægter bandlyst – som i stedet blev afklaret i særlige netværksgrupper. Formaliteter måtte ikke skræmme potentielle aktivister væk. Én af de ansvarlige for mødet i Stockholm, Ola Mattsson, udtalte bl.a. til Information:
»I ATTAC vil vi forsøge at holde organisationen så åben, at alle kan engagere sig lynhurtigt. Det er afgørende, at folk kan brænde deres energi af, mens de er tændte af engagement.«
I svensk ATTAC var der naturligvis også interne fraktionskampe. De unge folk, der stod bag ATTAC, fik dog skabt en udadvendt energi: »Vi har formået at tiltrække en store gruppe unge, som har følt sig hjemløse blandt de etablerede politiske organisationer. Omkring 70 procent af ATTAC’s medlemmer har ikke har været politisk aktive før,« sagde America Vera-Zavala.
Svensk ATTAC er siden hen blevet mere ’traditionaliseret’. Bevægelsen har bl.a. haft store problemer i kølvandet på EU-topmødet i Gøteborg, hvor kløften mellem ’gade-aktivisterne’ og ’lobbyist-aktivisterne’ trådte tydeligt frem.
I Norge har ATTAC haft en helt anden dannelsesproces. Fra første færd besluttede de norske aktivister sig for at nedsætte et såkaldt ’interim-udvalg’, der bestod af kendte personer fra både freds- og udviklingsbevægelser, samt venstrefløjen. ATTAC i Norge har dermed fremstået med stor offentlig gennemslagskraft. Den nyvalgte formand for norsk ATTAC er således tidligere leder af Operation Dagsværk, Nina Drange, mens næstformanden er tidligere generalsekretær i Norsk Folkehjelp, Halle Jørn Hansen.
Med undertitlen »Netværk for demokratisk regulering af finansmarkederne« har det norske ATTAC også formået at koble sig på den nyeste tematiske udvikling inden for ATTAC, nemlig et skarpt fokus på demokratiseringen af globale politiske og finansielle organisationer. Den norske organisationsmodel har altså skabt synlighed, mens den svenske ATTAC-model har været præget af stor åbenhed.

Selv om medlemstallet er ganske højt i bl.a. Sverige, kan det næppe forventes, at en bevægelse som ATTAC vokser sig massiv i Danmark på nuværende tidspunkt. Kendskabet er allerede stort blandt potentielle aktivister. Og som alle andre politiske grupper står ATTAC over for den næsten håbløse opgave at skulle mobilisere aktivister fra en generation af bl.a. universitetsstuderende, som slet ikke kommer af sig selv.
Flere undersøgelser viser dog, at nutidens unge ikke kan beskrives som direkte uengagerede i politiske problemer. Unge er derimod trætte af det organisatoriske arbejde, der naturligt omgiver politisk deltagelse. Folk under 30 år gider yderst sjældent bruge deres tid på det ’kedelige’ – og nødvendige, vil andre indvende – arbejde med at organisere sig formelt.
En græsrodsbevægelse som ATTAC står dermed over for et svært dilemma: På den ene side har mange unge værdier, der må betegnes som globale, ligefrem kosmopolitiske. På den anden side har de selvsamme unge en udpræget mangel på respekt over for organisatorisk arbejde. De er derfor blevet kaldt en ’hit-and-run’-generation, fordi de ser politisk deltagelse som et tidsbegrænset projekt med et entydigt formål – et politisk projekt, der er afsluttet, lige så snart missionen er opfyldt.
Dilemmaet er dog langt fra enestående for ATTAC. Andre politiske bevægelser har også svært ved at rekruttere nye og fastholde gamle aktivister. Flere universitetsstuderende og andre unge aktive udviste imidlertid klare forhåbninger om, at de to positioner – et globalt udsyn og nye netværks-baserede organisationsformer – kunne mødes i ATTAC-bevægelse, da de første debatmøder blev afholdt for et halvt år siden.
Samfundsforskerne bag det interessante ’hverdagsmager’-begreb, Henrik Bang og Eva Sørensen, har bl.a. formuleret nogle slagord, som dækker en ny generations engagement: »Gør det, fordi du synes det er sjovt, men også fordi du finder det nødvendigt« og »Gør det med løsningen af et konkret problem for øje.« Fraværet af disse værdier har allerede fået flere unge til at fravælge dansk ATTAC. I de næste måneder vil aktivisterne dog få mulighed for at vise, hvordan de vil gøre en forskel i den politiske debat, og dermed tiltrække de unge, der måske har holdningerne, men i hvert fald har det svært, når det kommer til handlingerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her